Bogkommentar: Dragsteds nordiske socialisme

Siden Pelle Dragsteds bog om en demokratisk økonomi udkom for godt en måned siden, har den fået en sjældent stor medieopmærksomhed og topplacering på faglitteraturens bestsellerliste. Ret bemærkelsesværdigt, dens emne og formål taget i betragtning: en kapitalismekritisk samfundsanalyse fulgt op af konkrete forslag til erklærede socialistiske reformer. Udgivelsen revitaliserer og aktualiserer det ideologiske og strategiske spørgsmål om selve ejendomsretten til jord og produktionsmidler. Dvs. en demokratisering af økonomien. Et ellers helt centralt punkt i arbejderbevægelsens historie som længe har være glemt, gemt eller helt forladt, som perspektiv i dagligdagens politik.

Spørgsmålet om en demokratisk økonomi er et af SFAH’s prioriteter. I 2019 afholdt selskabet således et debatmøde om det med Pelle Dragsted og nuværende boligminister Kaare Dybvad og udgav samtidig bogen Arbejderbevægelsens demokrati, som er en samling af genoptrykte artikler fra tidsskriftet Arbejderhistorie. Og i en kommende historisk småbogsserie er der ligeledes planlagt en udgivelse med dette tema.

Det er ikke SFAH’s opgave at give en egentlig politisk vurdering af Dragsteds reformforslag og deres ideologiske karakter. Men vi følger opmærksomt diskussionen, som udspillet afstedkommer. Det giver anledning til at måle samtidshistoriens ideologiske temperatur og positioner. Samt debattørernes brug af historien. Det er så tanken på et tidspunkt at udmønte det i et offentligt møde med oplæg om bl.a. kooperationens historie og repræsentanter for debattens forskellige politiske synspunkter.

Diagnosen
I bogens del 1 diagnosticerer Pelle Dragsted kapitalismen som et system med flere samtidige kriser. Alle affødt af nogle iboende egenskaber i den kapitalistiske økonomi, som samtidig er en bremseklods for deres løsning. En af kriserne er den eskalerende økonomiske ulighed og koncentration af rigdom hos et lille oligarki. Det er både et socialt og et demokratisk problem, idet den økonomiske ulighed medfører stigende ulighed i politisk magt. Idet ”velstand avler magt, som så avler endnu mere velstand…”, som OECD overraskende og præcist citeres for.

Det pointeres, hvordan der er et voksende gab mellem samfundets velstand og befolkningens personligt oplevede sociale utryghed. Samt at den politiske magt – uanset partifarve – er underlagt den oligarkiske magt, hvilket skaber mistillid til demokratiet og dets evner til at sikre flertallets levevilkår. Og det åbner en dør for en politisk tillidskrise med grobund for apati, populisme og autoritære lederes angreb på befolkningsminoriteter.

Den manglende løsning på klima- og diversitetskrisen kobles direkte sammen med ”kapitalismens motor”, dvs. presset for mest mulig kapitalakkumulation samt markedskræfternes planløshed.

Andre steder i bogen nedtones kapitalismens og især markedets iboende egenskaber eller gøres til et spørgsmål om den sociale kontekst, de er indlejret i. Mens venstrefløjen kritiseres for besjælinger, hvor ”kapitalismen eller markedet opfattes som en levende organisme med eget liv, agens og handlekraft”. Det fremstår noget uklart, hvornår og hvordan i så fald de iboende egenskaber fordamper på vejen mod en demokratisk økonomi.

Summarisk refereret er svaret på kriserne demokratiske og socialistiske løsninger vedrørende ejerskabet til og kontrol over produktionsapparatet. De efterfølgende kapitler er en teorihistorisk og siden empirisk indkredsning og destillering af opfattelser og konkrete erfaringer med fællesøkonomiske organiseringer. Det kendetegnende er, at Dragsted undersøger og inspireres af en vifte af forskellige former for fællesøkonomier.

Dragsted ser opgøret med den oligarkiske magt som et sidste led i den demokratisering, der begyndte for 170 år siden med enevældens fald. En demokratisering af kapitalen skal gøre folkestyret reelt, hedder det. Kernen i en demokratisk nordisk socialisme er, at der kan tages fælles beslutninger om investeringer, der hviler på brede samfundshensyn fremfor kortsigtede profitmotiver.

Revolution, reform eller administration
I del 2 argumenteres der for, at såvel den socialdemokratiske som den revolutionære venstrefløj er løbet ind i hver sin blindgyde i forholdet til kapitalismen. Socialdemokratiet fordi de vil ”helbrede” kapitalismen ved at genoplive et klassekompromis, som modparten for længst har opsagt. Mens venstrefløjens alternativ om en total og pludselig samfundsomformning ikke opfattes realistisk eller tillokkende af ret mange. Selv advokerer Dragsted for en tredje vej kendetegnet ved reformisternes tålmodighed og de revolutionæres ønske om grundlæggende ændringer af samfundets økonomiske magtforhold.

I præsentationen af de to retninger inden for det 20. århundredes socialistiske bevægelse gives der ikke meget plads til de rådssocialistiske forestillinger og erfaringer og fx Rosa Luxemburgs demokratiske socialismeopfattelse. De er jo på ingen måde dækket ind af den beskrevne leninistiske tradition, der mestendels får lov til at tegne den revolutionære strømning. Ligeså kunne den reformistiske socialisme, som SF stod for i Gert Petersens dage, godt have fortjent en nærmere undersøgelse. Alene af den grund at den repræsenterer et tredje standpunkt mellem Socialdemokratiet og den revolutionære venstrefløj, som vel i nogen grad er beslægtet med forfatterens egen position.

Pluralistisk økonomi
Nordisk socialisme rummer to sammenhængende forståelser, som har afgørende betydning for opfattelsen af og vejen til en demokratisk økonomi. Dels at socialisme ikke først skabes efter et brud med kapitalismen. Den er allerede til stede. Og dels at valget ikke står mellem total kapitalisme eller total socialisme. Om de dele af samfundet, som er hevet ud af markedsøkonomien og ikke styret ud fra profitmotiver er socialistiske, er delvist et definitorisk spørgsmål. Både hvad angår socialisme og kapitalisme. Det fremgår også af debatten om bogen. Men historisk set har Pelle da en pointe, når han argumenterer for, at der kan sameksistere flere produktionsmåder, hvor den ene er dominerende. Det var jo (indtil et vist punkt) tilfældet i overgangen mellem feudalisme og kapitalisme.

Både i kraft af den gradvise samfundsomformning og med ønsket pluralistisk økonomi med mange centre, plæderer bogen for et samfund, hvor ”socialistisk ejerskab og demokratisk planlægning er dominerende, men ikke enerådende”. I forlængelse heraf diskuteres det, hvorvidt kapitalismens og markedets iboende logikker fortsat/altid vil sætte sig igennem over for den demokratiske sektor, fx virksomhedskooperativer. Det mener forfatteren ikke nødvendigvis, vil være tilfældet. Det er givetvis et de punkter, som vil stå centralt i debatten om bogen.

Erfaringssocialisme
Fra et historiefagligt perspektiv er det ikke mindst reformforslagenes afsæt i hjemlige men også internationale historiske erfaringer med forskellige fællesskabsøkonomier, som er interessant. Det er historiebrug i praksis. Men med i regnestykket hører også svaret på, hvorfor så mange af fortidens danske kooperative foretagender er bukket under. De erfaringer bør historikere grave dybere i.

Ved at knytte an til tidligere tiders andelsbevægelse, forbrugerkooperation og virksomhedskooperativer gøres ”socialismen” genkendelig og realistisk. Ud fra en demokratisk synsvinkel giver det mening, at lade erfaringerne farve strategi og mål fremfor at forsøge at presse en utopisk skabelon ned over virkeligheden. Samtidig afdæmoniseres ”socialismen” og afkobles associationer til stalinisme, diktatur og Gulag. Og udstiller de facto modstanderne af en demokratisering af økonomien, som antidemokrater. Dvs. som modstandere af de sidste afgørende skridt i realiseringen af et reelt folkestyre, som det omtales i bogen.

Af Kenn Schoop

Pelle Dragsted: Nordisk socialisme – På vej mod en demokratisk økonomi. Gyldendal, 2021