Selskabet for
Arbejderhistorie
Selskabet for
Arbejderhistorie
Arbejderhistorie
Bogomtale: Europa under og efter Den Kolde Krig
Ian Kershaw: Gode tider – nye farer. Europa 1950-1973, 350 sider. Gads Forlag
Ian Kershaw: Vendepunkter. Europa efter 1973, 350 sider. Gads Forlag
Et af de største værker, der i det seneste år er udkommet om Europas histroie i det korte og blodige 20. århundrede, er den engelske historiker Ian Kershaws mamutværk på fire bind. Heldigivis er de kommet i dansk oversættelse, og som faste læsere af SFAH’s nyhedsbreve måske vil erindre, er de to første bind tidligere blevet omtalt. Her skal også de to sidste bind tages under behandling.
Indledningsvis kommer forfatteren med den meget væsentlige og interessante pointe, at begreberne ”Vesteuropa” og ”Østeuropa” egentligt er kunstigt skabte og ikke havde nogen betydning før afslutningen på verdenskrigen og begyndelsen på koldkrigen. Alligevel gør han fortællemæssigt brug af dem i bogen og veksler frem og tilbage mellem de to geografiske områder, som de i samtiden og efterfølgende er blevet defineret ud fra deres politiske, ideologiske, socio-økonomiske og militære tilhørsforhold. Og selvom han også kommer ind på dramatiske højdepunkter i verdensdelens historie i perioden, så er det egentlig et meget vellykket greb til at beskrive den samfundsudvikling, der på grund af denne mere eller mindre kunstige opdeling af Europa fandt sted i efterkrigstiden.
Hvad angår samfundsudviklingen peger Ian Kershaw (undervejs med hovedfokus på Frankrig, Vesttyskland, Storbritannien og Italien) på tre faktorer, der fik afgørende betydning for udviklingen i Vesteuropa. For det første (trods en del bump på vejen) en bekendelse til det vanskelige parlamentariske demokrati, hvor det politiske kompromis står i forgrunden, som det også blev udstrakt til tidligere europæiske kolonilande (som Malta og Cypern) eller de sidste diktaturstater i det politisk set vestlige Europa efterhånden, som de faldt. For det andet drejer det sig om opbygningen af stærke økonomier, eksemplificeret med det vesttyske Wirtschaftswunder og i samme forbindelse udrulningen af velfærdsstaten. For det tredje drejer det sig om afviklingen af koloniimperierne, der tvang de tidligere imperier til i højere grad at koncentere sig om integration og samarbejde i forhold til et (vest)europæisk marked med dertil hørenede internationale multilaterale aftaler og organisationer som Bretton Woods-aftalerne, GATT, Kul- og stålunionen, for den sags skyld NATO eller endnu vigtigere Europarådet, der med vedtagelsen af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og oprettelsen af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol cementerede (egentligt som et fjerde centralt punkt) anerkendelsen af menneskerettighederne og de personlige friheder som en del af de vestlige demokratiers grundlag.
Anderledes så det ud i Østeuropa. Som det er tilfældet med de vesteuropæiske lande, gennemgår forfatteren den politiske og socio-økonomiske udvikling fra land til land, og viser hvordan de efterhånden blev underlagt et sovjetkommunistisk overherredømme, og selvom det lykkedes Jugoslavien og Albanien at slide sig fri, blev de ikke af den grund frie demokratier – allerhøjest blev de socialistiske paroler tilrettet lidt, men den politiske undertrykkelse forblev den samme. Igen bliver det mest interessante ikke kun at følge med i forfatterens beskrivelse af udviklingen i landene, men langt mere hvilken konklusion, han drager af dem. Meget interessant gør han op med begrebet ”tøbrud”, altså argumentet om, at der skulle have fundet en vis opblødning sted i begyndelsen af Khrusjtjev-tiden. Ian Kershaw argumenterer for, at man i stedet for ”tøbrud” bør tale om ”skruetvingen”, der i løbet af anden halvdel af århundredet blev løsnet eller strammet efter behov, mens systemet forblev uforandret.
Også begivenheden eller begrebet ”1968” udgør for forfatteren en mulighed for at anskueliggøre forskellene på de to Europaer og deres forskellige udviklinger. I Vesteuropa ser han 1968 som resultatet af en generationskonflikt ledet af de studenrende, men som på trods af deres omfang og indflydelse i samtiden ikke førte til direkte politiske forandringer, men derimod indirekte forandringer i form af reelle ændringer i form af blivende kulturelle, økonomiske, sociale og teknologiske moderniseringer, forbedringer og reformer til fordel for befolkningsflertallet.
Heroverfor stiller forfatteren så det mere eller mindre forglemte østlige 1968, der så dramatisk kulminerede med Foråret i Prag og den sovjetiske nedkæmpelse af samme. Hvilket viste, at der var tale om to meget forskellige oprør, der måske bedst kommer til udtryk ved, at forfatteren henviser til en polsk aktivist, der forklarer, at Rudi Dutschkes og andre studenterlederes manglende gennemslagskraft under deres besøg i Østeuropa med: ”For os var demokrati en drøm – for dem var det et fængsel” (bind 3, side 308). Samtidig var regimerne heller ikke villige til at imødekomme eller indarbejde de ønsker om samfundsforandringer, der blev fremsat af de langt færre aktivister, der så til gengæld kunne være sikre på, at myndighederne ville slå meget hårdt ned på dem.
Fjerde og sidste bind falder egentlig i to dele; før og efter afslutningen af Den Kolde Krig. I bogens første halvdel er nøgleordet
Bogen starter negativt med oliekrisen og dens negative konsekvenser af økonomisk nedgang, krise inflation, recession og usikkerhed, som også – selvom krisen for EF-landenes vedkommende kun varede indtil efteråret 1973 – viste de vestlige økonomiers afhængighed af mellemøstlig olie, hvilket stadig er et definerende udenrigspolitisk aspekt.
Herefter svinger pendulet i rutsjebaneturen igen mod de positive toner i form af sammenbruddet af diktaturerne i Grækenland (1974), Portugal (Nellikerevolutionen samme år) og til sidst Spanien (1975). De vesteuropæiske politiske ledere var hurtige til at få inddraget de nye demokratier politisk og økonomisk i multilaterale samarbejder og organisationer.
Et andet sted, hvor pendulets visere i første omgang havde stillet sig på ”positiv”, var i nedrustnings- og deténtespørgsmålet, hvor der i løbet af 1970’erne blev opnået store resultater i form af SALT-1 og SALT-2 (men sidstnævnte blev desværre ikke ratificeret i USA på grund af den sovjetiske invasion af Afghanistan) samt ikke mindst i 1975 med Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) og den deraf følgende Helsingfors-slutakt, der garanterede de daværende europæiske grænsedragninger og talte om respekten for de grundlæggende menneske- og frihedsrettigheder.
Desværre løb mange af de gode forhåbninger ud i sandet, og pendulets visere begyndte igen at svinge mod ”negativ” og perioden i 1980’erne, der kaldes ”Den Anden Kolde Krig”. Perioden er især kendetegnet ved den sovjetiske deployering af SS-20 raketter og evnerne til at mobilisere loyale dele af fredsbevægelserne i Vesten til kampagner imod modsvaret, NATO’s dobbeltbeslutning, der tilbød Sovjetunionen en vej ud af våbenkapløbet ved ikke at opstille nye mellemdistanceraketter, hvis Sovjetunionen trak sine egne tilbage. Det blev ikke tilfældet, og langt inde i 1980’erne fortsatte demonstrationerne mod NATO-missilerne, mens den sovjetkommunistiske del af fredsbevægelserne ikke nævnte de sovjetiske med ét ord (hvilket også var tilfældet i Danmark, kan man se, når man læser sig igennem de mange arkivalier fra diverse organisationer bevaret på Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv), imens forholdet mellem supermagterne blev stadig køligere.
Der skulle en ny og yngre leder til i Sovjetunionens Kommunistiske Parti, før det forhold kunne begynde at forandre sig. Sovjetunionens og Østblokkens opløsning udgør naturligvis et helt grundliggende omdrejningspunkt for flere af bogens kapitler. Forfatteren peger allerede tidligt på de systemiske socio-økonomiske problemer, den såkaldte planøkonomi skabte med dertil hørende fald i den gennemsnitlige levestandard i løbet af 1970’erne og 1980’erne. Disse problemstillinger blev tidligt anerkendt af den nye sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov (allerede før han blev partilederen), og de førte til hans reformprogram, der udover perestroika og glasnost bestod af det ofte oversete begreb ”uskorenie” (fremskyndelse). Det er i den sammenhæng meget nødvendigt at holde sig for øje, at Gorbatjovs formål med at iværksætte reformerne ikke var at opløse Sovjetunionen, men at revitalisere landet, hvilket han selv troede på, var en mulighed: Men da først reformånden var sluppet ud af flasken, havde han ikke den vilje til magtfulkommenhed, der gjorde, at han kunne eller ville bevare magten for en hver pris. Men internationalt betød hans vilje til samarbejde og nedrustning f.eks. underskrivelsen af INF-traktaten. Internt i Sovjetunionen betød en blanding af mange faktorer såsom krav om hurtigere politiske forandringer, økonomisk stagnation og etniske uroligheder samt nationale centrifugalkræfter, at Sovjetunionen begyndte at vise tegn på desintegration, hvilket fik en gruppe hardlinere til at på den mest amatøragtige måde at forsøge at gennemføre et kup mod Gorbatjov (det amatøragtige bestod udover ubeslutsomhed også i manglende dømmekraft ved at sætte Gorbatjov i husarrest, men ikke at anholde tidens stærke mand og største reformtilhænger Boris Jeltsin). På det tidspunkt havde den manglende folkelige opbakning til det sovjetkommunistiske projekt forlængst vist sig og resulterede i, at østbloklandenes regimer faldt et for et. Uden understøttelsen fra den sovjetiske vilje til at fastholde Brezjnev-doktrinen blev regimerne tvunget til at forhandle om de indrømmelser, der hurtigt fik bolden til at rulle og førte til deres bortgang. Forfatteren understreger gang på gang Gorbatjovs afgørende rolle for den processer og beskriver indgående deres forløb. Han følger også vejen til tysk genforening – og den betydelige modstand der var mod den blandt europæiske ledere.
Dette leder videre til bogens anden halvdel; Europa efter Den Kolde Krig. Det gik ikke, som den Francis Fukuyama forudså, at historien sluttede, fordi det liberalistiske demokrati havde besejret sin eneste virkelige modstander, kommunismen. Et desintegreret og endnu mere splintret Europa skulle finde præmisserne for at finde sammen i en ny integration, og hvor langt den skulle gå politisk og økonomisk. Det første sted, det gik fuldstændig galt, var under den blodige og ulykkelige borgerkrig i det tidligere Jugoslavien (der beskrives grundigt og indgående), der gik op i et inferno af nationalisme og blodtørst. Men også andre steder i de gamle østlande var der store problemer, der, selvom de ikke var blodige, fik store konsekvenser for almindelige mennesker, da hestekure i form af overgangen fra planøkonomi til markedsøkonomi blev gennemført med voldsomme fald i levestandarden for de store befolkningsflertal til følge. Følgerne af det og den igangværende globalisering har siden vist sig i et Europa, der skal finde sine ben at stå på i en ny verdens(u)orden, hvilket den resterende del af bogen beskriver lige fra oprettelsen af EU til krigen mod terror samt diverse finanskriser, der har vist, at den grådige og egoistiske bank- og finanssektor nødvendigvis må være underlagt en streng offentlig kontrol. Kershaws noget pessimistiske konklusion bliver, at Europa som følge af en negativ indflydelse fra globaliseringen befinder sig i en langt mere utryg og usikker situation end ved Den Kolde Krigs afslutning, og at der udover viljen til fransk-tysk samarbejde og civilsamfundenes styrke i mange lande er meget få lyspunkter, der vil skabe et sikkere Europa.
Der er således ikke mange kritikpunkter at rejse over for Ian Kershaws hovedværk om Europas historie i det 20. århundrede. En af de få ting, der dog springer i øjnene, er hans til tider noget skematiske fremgangsmåde, både når han vil passe udviklingen i vidtforskellige vesteuropæiske lande ind i den samme ramme, så han ikke ser forskellene i, hvor meget eller lidt fintmaskede velfærdsstaternes sociale net var og er fra land til land, eller at nok blev europæiske lande medlemmer af NATO på baggrund af USA’s sikkerhedsinteresser, men internt i graden af samarbejde skelnede de europæiske lande i nogen grad selv mellem demokratier og diktaturer. Sidstnævnte kommer f.eks. til udtryk, når man i Udenrigsministeriets Arkiv studerer papirerne fra den NATO-arbejdsgruppe, der monitorerede vest-øst kulturudvekslingen, og hvor diktaturerne ikke synes at have været inviteret med.
På samme måde forholder det sig med den tidlige udvikling i Østeuropa. Forfatteren søger på kunstig vis at dele dem op i grupper, alt efter hvor lang, knudret og modvillig vejen til etpartidiktaturerne var, hvilket må betragtes som en noget mærkværdig tilgang, da målsætningen og resulatet hver gang blev det samme, uanset om rejsen dertil var længere eller kortere. Som det viser sig med de ellers skarpe iagtagelser om det østeuropæiske 1968, så var der nok plads til nuancer i østbloklandene, men Bresjnev-doktrinen viste i forlængelse af invasion af Ungarn 12 år tidligere eller opførelsen af Berlinmuren en gang for alle, at den røde streg i sandet blev trukket ved udfordringer af den sovjetkommunistiske ideologi og partierne. Når det handler om sovjetiske invasioner, er forfatteren rigelig hurtig på aftrækkeren i sin udrulning af, hvordan og egentlig hvor langsomt den sovjetiske beslutning blev truffet. Sovjetiske dokumenter, der også findes offentliggjorte i engelsk oversættelse, viser, at de sovjetiske ledere meget længe var meget modstræbende mod at sætte tropper ind i Afghanistan trods gentagne anmodninger fra de afghanske kommunister, og det var først, da den ene afghanske kommunistiske leder (der var Kremls favorit) blev myrdet af sin rival, at beslutningen for alvor synes at være blevet taget (rivalen blev myrdet af KGB og udskiftet med en tredje).
Endelig må det anføres, at selv om der er få eksempler på, at forfatteren springer over, hvor gærdet er lavest, så lykkes det for ham i spørgsmålet om markedsøkonomiens indførelse i de østeuropæiske lande efter 1991. Som nævnt flere gange undervejs kan Den Kolde Krig bedst forstås som en ideologisk systemkonflikt. En sådan konflikt kan kunne ende, når det ene system går i fuldstændig opløsning. Det er derfor ikke triumfalisme at konstatere, at Sovjetunionen ikke længere eksisterer. Derimod er det en farlig triumfalistisk tolkning at hævde, som det skete i tiden efter 1991, at nyliberlismen og centrum-højre kræfterne vandt. Men selv om det førte til en ide om goderne ved liberalismens indførelse hurtigst muligt, så er det en sandhed med modifikationer at skrive, at det foregik så enkelt. Groft sagt fandt to forskellige metoder anvendelse; en moderat gradualisme (med en gradvis overgang) og chokterapien (en øjeblikkelig overgang til rendyrket kapitalistisk markedsøkonomi), og begge metoder fandt anvendelse, hvilket førte til forskellige processer og resultater i de forskellige lande. Men ikke desto mindre betød chokterapiens skader på samfundet, at det fik en så negativ effekt på de fremtidige samarbejdsklima i Europa, at dens fortalere som den svenske økonom Anders Åslund burde sætte sig stille hen i et hjørne og tænke længe over de ulykker, de har forårsaget mod mulighederne for europæisk integration. Mange af de problemer, der i dag er i forholdet mellem Rusland og det øvrige Europa kan føres tilbage til deres chokterapeutiske eksperimenter og den generelle manglende nødvendige vilje til i tilstrækkelig grad at hjælpe, støtte og samarbejde med Rusland i 1990’erne i langt højere grad end til NATO udvidelser og lignende udviklinger. Det har i meget høj grad skadet det forhold, at det er nødvendigt at fastholde dialogen med Rusland uanset stadig mere udtalte meningsforskelle og kritikpunkter, og liberalismens hærgen i 1990’ernes Rusland har i meget høj medvirket til de svække muligheder herfor i dag. Og ja, det er muligt både at have et positivt syn på NATO (og selvstændige landes selvstændige ret til at bestemme, hvilke internationale organisationer de ønsker at være medlemmer af) og samtidig fastholde ønsket om, forståelsen af behovet for og nødvendigheden af en fortsat dialog med Rusland.
Der er således meget få skønhedspletter eller uenigheder at fremhæve i forhold til Kershaws Europa-historie (på dansk i Uffe Gardels glimrende oversættelse), og det er derfor værd afslutningsvis at overveje, hvilken lære man kan drage af dette meget flotte og solide værks fremlæggelse af det korte og blodige (1914-1991) 20. århundredes historie til brug for den nye verdens(u)orden, der fulgte efter ophøret af den internationale systemkonflikt ved nytårsskiftet 1991-92, og hvor udviklingen i Europa med de mange udbrud af nationalisme, chauvinisme og revanchisme ikke peger mod eksistensen af en ny international systemkonflikt, men i uhyggelig grad giver mindelser om tiden op til udbruddet af Første Verdenskrig. Denne negative udvikling bliver forstærket af en fortsat underlig opdeling af Europa i en Øst-Vest-kontekst, selv om ingen europæiske lande ønsker at blive set som østlige (der opstilles som synonymt med ”tilbagestående” i politisk-demokratisk og socio-økonomisk forstand), hvilket har resulteret i, at der til tider nærmest tales om et gammelt og et nyt Vesteuropa, selv om der også her internt strides om, hvem der så skal tælles med i rækkerne af vesteuropæiske lande. Problemet synes at bunde i, som de tre svenske historikere Kristian Gerner, Stefan Hedlund og Niclas Sundström argumenterede for i deres fælles bog fra 1995, at Jerntæppet er blevet skiftet ud med et ”Hjernetæppe” (Hjärnridån) – altså at der for mange i det ”gamle” Vesteuropa eller Østeuropa stadig er en mental blokering, skabt af Den Kolde Krigs kunstige opdeling af Europa, der blokerer for styrkelsen af det europæiske samarbejde og integration på lige fod og byggende på almindeligt anerkendte demokratiske frihedsrettigheder mellem alle parter, uden at nogen bliver eller føler sig hensat til en art B-hold.
Det bedste modsvar mod dette Hjernetæppe – og dermed også Kershaws advarsler om globaliseringens negative konsekvenser af usikkerhed og utryghed – er, at det bedste middel mod tidligere tiders imperialisme og militarisme er og skal være forhandlinger og samarbejde om fælles løsninger i regi af de multilaterale organisationer, der adskiller samtidens Europa fra fortidens Europa (det drejer sig helt overordnet om FN, men i en snævrere europæisk kontekst f.eks. OSCE, Europarådet , NATO eller Arktisk Råd (EU grundet dets geografiske snæverhed eller Østersørådet grundet ‘spillover’-effekten fra krigen i Ukraine er egentlig de mindst interessante multilaterale organisationer i den sammenhæng). Hertil kan så lægges mellemfolkelige fora som f.eks. Østersø NGO Netværket, der altid har været et forum, hvor NGO’er har kunnet mødes, debattere og nå frem til punkter at være enige om trods forskellige meninger, udgangspunkter og enigheden om til tider at være uenige – og trods Østersørådets manglende evne til som før nævnt at fungere).
Det må være gennem en vilje til at søge dialog, samarbejde fohandlinger og kompromisser i mulilaterale europæiske kontekster af både mellemstatslige organisationer og mellemfolkelige fora, at inspirationen til en fredelig fremtid og sameksistens mellem de europæiske stater – også selv om denne dialog til tider må blive mere eller mindre kritisk – skal findes og sikres, så det 20. århundredes industrialiserede blodbade ikke finder gentagelse.
Derved vil man også kunne leve op til Vaclav Havels ofte citerede drøm om et demokratisk Europa som et venligt fællesskab af frie og selvstændige lande.
Kim Frederichsen, Ph.d. anmelderredaktør ved Arbejderhistorie
