Socialdemokratiet i farver

Et af malerierne fra Socialdemokratis gruppeværelse på Christiansborg malet af Jacob Brostrup. Mandag den 29. april afholder SFAH et arrangement på Christiansborg med rundvisning i S-gruppeværelset. Klik her for yderligere oplysninger.

Af Niels Finn Christiansen

Socialdemokratiet er uden for konkurrence det parti, der hyppigst og fyldigst har præsenteret sin historie for offentligheden og for medlemmerne.

Med mellemrum på 25-30 år har man udsendt værker, der placerer arbejderbevægelsen i en international og national ramme. Det begyndte med en artikelserie ”Socialismen i Danmark” skrevet i 1883-84 af partiets første egentlige formand P. Knudsen.

Tidligere fremstillinger

Omkring forrige århundredskifte søsatte man det monumentale værk Socialdemokratiets Aarhundrede. Fremstillinger af Arbejderbevægelsens Historie fra Revolutionen 1789 til vore Dage (1904)i to bind skrevet af datidens ledende parlamentariker Frederik Borgbjerg og Social-Demokratens meget anerkendte litteraturmedarbejder C.E. Jensen. Værket var båret af en urokkelig optimisme på den internationale socialismes og Socialdemokratiets vegne. Ingen skulle være i tvivl om, at magten, riget og æren lå for partiets fødder.

I 1921 gjorde veteranen Emil Wiinblad og den kommende magtfulde partisekretær Alsing Andersen i Det danske Socialdemokratis Historie, 1871-1921 status over de første 50 år. Den var båret af stolthed over de allerede vundne positioner og varslede en fremtidig rolle som magtparti både lokalt og nationalt.

Den rolle blev fastslået i de tre bind, der fortsat må anses for standardværket om den socialdemokratiske arbejderbevægelses historie Oluf Bertolt, Ernst Christiansen og Poul Hansens En bygning vi rejser. Den politiske arbejderbevægelses historie i Danmark I-III (1953-55).

Det blev i anledning af partiets 100-års jubilæum i 1971 fulgt op af J.O. Krag og K.B. Andersens Kamp og fornyelse. Socialdemokratiets indsats i dansk politik 1955-1971, der, som titlen antyder, var koncentreret om partiets rolle set fra Christiansborg under den tidlige velfærdsstats historie.

Endelig udgav Socialdemokratiet i 1996 Udfordring og omstilling. Bidrag til Socialdemokratiets historie 1971-1996, redigeret af Gerd Callesen, Steen Christensen og Henning Grelle. Bogen rummede ud over en kortfattet fremstilling af partiets historie i perioden et forsøg på at indkredse partiets indsats på en række centrale politikfelter skrevet af praktikere og forskere, der ikke nødvendigvis var partimedlemmer, hvilket tilførte værket en betydelig tyngde og dynamik.

Brud med traditioner

Nu har Socialdemokratiets ledelse fundet tiden inde til at præsentere partimedlemmerne og omverdenen for en ny version af partiets næsten 150 år lange historie.

Det sker i en form og med et indhold, der bryder med alle hidtidige traditioner for partihistorie. Ingen har vist overset, at Socialdemokratiets gruppeværelse på Christiansborg har fået ny udsmykning. En farvestrålende billeserie med nedslag i partiets historie pryder nu væggene.

Det er næppe heller forbigået nogens opmærksomhed at dele af billedserien kan anklages for at byde på klokkeren historieforfalskning. Det gælder navnlig Vilhelm Buhls placering i styrehuset på en fiskekutter, som bragte jødiske medborgere til Sverige. Man burde have givet den gode Buhl et mere nådigt eftermæle. Med denne fejlplacering bliver vi blot mindet om hans fatale anti-modstandstale fremfor hans øvrige gedigne politiske indsats.

Skavank
Dette detailindslag er nu efter min mening ikke billedseriens værste skavank. Det er den åbenlyse kontrast mellem seriens titel ”Folkets tid” og folkets totale fravær i billederne; medmindre vi da skal acceptere, at de sidste 150 års socialdemokratiske ledere simpelthen inkarnerer folket, og det er vist at strække historien for vidt. Har nutidens (ledende) socialdemokrater virkelig behov for at spejle sig i fortidens store ledere?

Manden bag projektet, Henrik Sass Larsen, har i Kristeligt Dagblad (13. februar 2019) forklaret initiativet som en reaktion på den historieløshed, der har præget hans generation, i modsætning til de tidligere generationer i arbejderbevægelsen, der netop fik deres historie ind med modermælken i blandt andet værker som de ovennævnte.

Det er tydeligvis forbigået Sass Larsens opmærksomhed, at der i SFAHs regi i snart 50 år er skrevet og udgivet en umådelig mængde forskningsbaseret historie om alle sider af arbejderbevægelse, heriblandt store velkomponerede helhedsfortællinger som for eksempel Kampen for en bedre tilværelse (1991) og Arbejdernes historie i Danmark 1800-2000 (2007)

Under overskriften ”Tiden er en foranderlig collage” tolker og forklarer kunsthistorikeren Connie Hansen det ”fabulerende univers”, som Jacob Brostrup har skabt. ”Folkets tid” er malet til den brede befolkning og til Socialdemokratiets medlemmer, men spørgsmålet melder sig, om disse brede grupper kan genkende sig, partiets og Danmarks historie i malerierne. Det vil efter min opfattelse kræve en meget grundig vejledning, og at hele herligheden bliver tilgængelig for medlemmerne og den brede befolkning.

Pr. definition partisk

Til fortolkning og udbygning af billedserien har SFAHs tidligere formand Martin E. O. Grunz påtaget opgaven med at skrive en forbindende tekst på ca. 130 sider. Det har han indfriet i en let læst og inden for de givne rammer gedigen fremstilling.

Partihistorier er pr. definition partiske, og denne lever til overflod op til forventningerne. Socialdemokratiet er solen, om hvilken de øvrige aktører, især de andre partier, cirkulerer, oftest med det formål at genere socialdemokratiet og hindre det i at udføre partiets gode hensigter.

Grunz fremhæver flere steder Socialdemokratiets vilje til det brede samarbejde i reformlovgivningen, og han påpeger, at de fleste store reformer har fået tilslutning fra et eller flere af de store borgerlige partier. Han kunne godt have nævnt, at det jo er det faste vilkår i danske politik, fordi intet parti har haft flertal alene, siden Venstre mistede det i 1905. Derfor handler dansk politik om forhandlinger og kompromisser, og derfor kan Socialdemokratiet ikke alene tage æren for velfærdsstaten, selv om partiet selvsagt har været en afgørende aktør.

Men for eksempel i forbindelse med gennemførelsen af folkepensionen havde det været klædeligt at give Det radikale Venstre hovedæren for universalismen, for at alle får den høj som lav. Det var Socialdemokratiet længe imod, men de radikale insisterede på universalismen for at fjerne den stigmatisering, der indtil da havde klæbet til modtagere af denne vigtige sociale ydelse.

Tilsvarende er det værd at notere, at 1970ernes bistandslov, den mest avancerede velfærdslov nogensinde, er forsvundet helt ud af historien. Måske fordi den var resultatet af et kommissionsarbejde sat i værk af de borgerlige, og at loven faktisk blev vedtaget under en venstreregering.

Martin Grunz har fint udnyttet SFAHs mange og mangesidede historiske undersøgelser. Derfor er hans fremstilling også lang mere nuanceret end den, Sass Larsen præsenterer læserne for i sit forord. Her bliver Socialdemokratiets historie gjort ”lig med Danmarks nyere historie”, og videre hedder det:

”Det er os og vores idégrundlag, der har skabt det moderne velfærdssamfund. Vi var forrest i arbejder med at få sikret, at demokratiet også skulle gælde alle dem, der blev glemt i første omgang. Kvinderne, tyendet, de fattige”.

Her må det være på sin plads at spørge, om ikke Venstre spillede en lige så stor rolle i demokratiseringen af Danmark og til dels i udformningen af velfærdsstaten. De første statslige sociale love blev trods alt gennemført, før Socialdemokratiet havde nogen indflydelse overhovedet.

Hvad er der i det hele taget blevet af de sidste 150 års brede historiske ramme? Hvor er alle de andre, der skabte det moderne Danmark: Hvad med bonde- og andelsbevægelsen; hvad med de store kapitalister på landet og i byerne; hvor er alle de store og små iværksættere, der skabte dansk industri og de, der gjorde landet til en førende handels- og søfartsnation? De var vel ikke socialdemokrater alle til hobe.

Det er al ære værd, at Socialdemokratiets ledelse vil mobilisere medlemmer og vælgere i de fortsatte bestræbelser for at udbygge velfærdsstaten og styrke demokratiet og de sociale rettigheder. Men en så amputeret historieforståelse tjener næppe dette ædle formål.

Niels Finn Christiansen er dr. phil og har skrevet en lang række bøger om arbejderbevægelsens historie.