Bogomtale: De rejste sig trodsigt i vrimlen

Anmeldelse af ”De rejste sig trodsigt i vrimlen – 30 socialdemokrater, der ændrede danmarkshistorien”, red. Dan Jørgensen. 264 sider, Gimle Forlag

Bogen er udgivet i anledning af Socialdemokratiets 150-års jubilæum og er forfriskende ny i sin form og indhold. Ved at sætte 30 nutidige aktive socialdemokrater til at skrive om kendte SD-personligheder kommer vi vidt omkring. Det fine ved bogen er, at skribenternes beskrivelser er korte og ofte subjektive. Det mindre gode ved formen er, at kvaliteten og læsbarheden af de enkelte indlæg er meget forskellig.

Det fungerer bedst, når skribenten har et personligt forhold til den beskrevne. Som når Peter Hummelgaard skriver om Anker Jørgensen, som han fulgte til valgstedet i Sydhavnen. En tur der kunne tage 3 timer, fordi alle skulle snakke med Anker. Eller når Christel Schaldemose skriver om Helle Thorning-Schmidts tale i 2012 i Europa-Parlamentet, hvor hun melder ud, at ”I am a European at Heart”. Og når Jens Joel skriver om Svend Aukens uimponerede fremtræden ved miljøkonferencer og hans æresmedlemskab af kolonihaveforeningen. Sidstnævnte skyldtes, at Svend i 2001 sikrede en fredning af eksisterende kolonihaver op til et kommunalvalg.

Næste alle skribenter er medlemmer af Mette Frederiksens nuværende regering eller har tilknytning til den. Det betyder, at de med enkelte undtagelser, er født i 70’erne og er fra de DSU-årgange, der var aktive i 90’erne og 00’erne. En periode, hvor DSU var domineret af studerende, og havde en loyal linje i forhold til moderpartiet. Væk var modstanden til EF og NATO og en fremtidig karriere i partiet var ikke uvæsentlig. I dag, hvor de er blevet ældre, er det stadig den loyale facon, der bruges – det giver mange artikler en for ukritisk og neutral beskrivende form.

Der er to skribenter, der er født i 40’erne. Det er Poul Nyrup, der indgår både som beskrevet personlighed og skribent (af Stauning), og Mogens Lykketoft (af Jens Otto Krag).

Det er overraskende, at ingen af skribenterne er født i 50’erne. Det forekommer som om, denne generation af ungdomsoprørere ikke har betydning for Socialdemokratiets historie.

Bedre står det til med de yngre kvinder i Socialdemokratiet. Der er fire, som har bidraget til bogen. Blandt andre Anna Paulin, der skriver rigtig godt og letlæst om Nyrup. Hun forstår på syv sider at nedkoge Nyrups indsats og udfordringer i tiden meget præcist og rammende. En kvinde vi formodentlig kommer til at høre mere til, da hun allerede er valgt ind i Folketinget. Fie Hækkerup (tidligere formand i Frit Forum) har også skrevet godt om Knud Heinesen. Tænk sig engang, at han kunne finde på at sige nej til en ministerpost, fordi han hellere ville være højskoleforstander! Fie er nu folketingskandidat i Lyngby.

Problemet med at skrive så kortfattet om de socialdemokratiske personligheder er, at der er skrevet gode biografier om de fleste: Ritt Bjerregaard har selv skrevet fire tykke bøger om sit liv, som på flere fronter er så imponerende afvekslende og epokegørende, at det er svært at beskrive kort. Der er også netop udkommet en biografi om Oskar Hansen, hvor Rasmus Prehn ikke rigtig bidrager med noget nyt. Mogens Jensen klarer det bedre i sin beskrivelse af Julius Bomholt, hvor der også lige er udkommet en biografi. Et forhold, som Mogens dog ikke har med fra biografien, er, at Julius kedede sig i folketinget i 30’erne, da han var blevet lagt lidt på is for at have skrevet den tidstypiske marxistiske bog om Arbejderkultur.

Den nuværende DSU-formand Frederik Vad Nielsen har skrevet om Per Hækkerup. Nok den socialdemokrat, der var mest irriterende i 70’erne, da han ikke kunne se USA’s fejltagelser i Vietnam og havde den opfattelse, at kommunisterne var hovedfjenden. Frederik forsvarer dog Hækkerup, fordi han var præget af kampen før og efter krigen mod totalitære regimer. En kamp han desværre kom til at hænge fast i – for Per havde ellers stor succes som dygtig DSU-formand i 40’erne, med historisk stor opbakning blandt datidens ungdom.

Blandt de ældre personligheder i bogen er Nina Bang, som Ane Halsboe-Jørgensen fint har beskrevet. Ane skriver, at det er bemærkelsesværdigt, at der kun er lavet en biografi (Karsten Faurholt: Nina Bang – Mennesket og Politikeren, Odense Universsitetsforlag, 1997) om denne enestående kvinde i socialdemokratiets tidlige historie. Det er forkert, der er lavet to biografier – ud over den nævnte i kilderne har Gerd Callesen også lavet en biografisk artikel, og Nina Bang indgår i flere skrifter om vigtige kvinder i dansk politik, blandt andet Dansk Kvindebiografisk Leksikon og Biografisk Leksikon.

Nina Bangs mand Gustav Bang er desuden også historisk interessant, idet han udgav flere bøger om socialistisk teori, der var afgørende i den skoling, der fandt sted i Socialdemokratiet ved 1900-tallets begyndelse. Gustav er kun nævnt kort i en bisætning.

Det er mest de succesfulde og akademiske socialdemokrater, der er beskrevet i bogen. Andre socialdemokratiske personligheder kunne muligvis også have været medtaget. F.eks.  Frit Forums grundlægger Erhard Jacobsen (medlem af SD i 40 år), LO-formanden Thomas Nielsen eller Metal-formanden og SD-næstformand Hans Rasmussen (sagde også nej til ministerposter). De havde alle deres afgørende og højlydte indflydelse på partiet.

Alle ti socialdemokratiske statsministre er med i bogen. Der har været 14 formænd for Socialdemokratiet – raten af succes er stor på denne formandspost. De fire, som ikke blev statsministre, er også med i bogen. Pio og P. Knudsen fordi de var for tidligt på den, og Auken og Lykketoft, fordi de ikke ramte et parlamentarisk flertal.

De 16 øvrige beskrevne personligheder er nok valgt for at vise alsidigheden i den socialdemokratiske bevægelse, og det lykkes delvist. Selv om der er en akademisk overvægt, som der var i DSU i slutningen af 90’erne, hvor de faglige medlemmer manglede og det elitære blev dyrket. Jævnfør min bog om DSU’s 100-årige historie ”Vi malede Danmark rødt” fra 2021.

Flere politiske analytikere udtrykker, at Socialdemokratiet under Mette Frederiksens ledelse er præget af en nostalgisk forståelse af historien. Partiet vil tilbage til de gode gamle dage med det socialdemokratiske styre, der skabte velfærdssamfundet. Nu har Socialdemokratiet en historie, de kan være bekendt, i modsætning til de andre ’røde’ partier, men den kan overdrives og blive til et skønmaleri ude af proportioner. Så slemt bliver det ikke, men der kunne have være inddraget flere nuancer og flere skæve socialdemokrater. I sidstnævnte kategori er kun Oskar Hansen med i bogen.

Det er desuden ærgerligt, at der er flere fejl i bogen. Ud over Nina Bangs manglende biografi, er der mindst to andre faktuelle fejl, og flere artikler har slet ingen kildehenvisninger.

Endelig skal nævnes, at jeg mener, at det er en stor fejl at medtage en beskrivelse af Mette Frederiksen, hvori Martin Rossen skamroser hende. Hun har kun været statsminister i 2½ år og startede rigtig godt, men det er ikke ensbetydende med, ”at Mette kommer til at gå over i historien som en af de absolut største socialdemokratiske statsministre”, som Rossen skriver. Lige for tiden befinder hun sig i en krise, som jeg nu nok tror, hun overvinder, men i en historisk bog er det lidt malplaceret at medtage en sådan beskrivelse. Bogen burde holde sig til det, som Mette selv skriver i forordet ”Fortidens store personligheder er vigtige at holde fast i. Mennesker der har udrettet noget. Kæmpet for det, de troede på.”

Af Peter T. Christensen