1918 Novemberrevolution i (det nuværende) Nordtyskland?

Detlef Lehnert (Hg.): Revolution 1918/19 in Norddeutschland (Metropol Verlag, Berlin, 2018)

Vi gennemlever i disse år en række jubilæer af arbejderhistorisk interesse. Et af dem var 100 året for den tyske novemberrevolution i 1918. Det har ført til en række interessante udgivelser på det tyske bogmarked, hvoraf en af dem skal omtales her.

I denne antologi undersøger seks tyske historikere revolutionens forløb og betydning i byerne Kiel, Hamburg, Bremen, Lübeck, Rostock og Lüneburg.

Antologiens første case study drejer sig om Kiel (og ikke mindst Wilhelmshaven), der må fremstå som revolutionens arnested. Imidlertid stiller professor Karl Heinrich Pohl det væsentlige og centrale spørgsmål, om der kan tales om en revolution? Eller om et andet ord som ‘omstyrtning’, ‘uro’ eller ‘revolte’ ville være mere korrekt at anvende?

At han selv mener det, fremgår tydeligt af den tidslinje, han opstiller. Den præsenteres dels som matrosernes mytteri mod at blive sendt på en selvmordsmission mod den britiske højsøflåde for at redde den tyske flådes ære; dels af at byens kommandant admiral Souchon gik i panik og gav ordre til at skyde mod en demonstration i det centrale Kiel med flere sårede og døde til følge.

Det fik protesterne og uroen til at brede sig. Men socialdemokraterne, både i skikkelse af lokale flertalssocialdemokrater (SPD) og den tilrejsende Gustav Noske fik hurtigt kontrol over situationen og bevægelsen. Især efter kejserens abdikation trak de den i retning af at bevare ro og orden samt støtte op om SPD’s projekt med at opbygge en ny demokratisk og parlamentarisk samfundsorden.

I tilfældet Hamburg tog begivenhederne udgangspunkt i en beslutning om at organisere en sympatistrejke for matroserne i Kiel. Under ledelse af radikaliserede matroser udviklede den beslutning sig til oprettelsen af et arbejder- og soldaterråd. Det var under indflydelse af de mere venstreorienterede uafhængige socialdemokrater og vendte sig mod flertalssocialdemokraternes projekt. Men sammensætningen af arbejderrådet afspejlede ikke holdningerne bredere i den hamburgske arbejderklasse. Derfor kunne rådet her som andre steder i Tyskland ikke gennemføre et mere maksimalistisk program.

I Bremen blev en revolution, der opstod fra neden, overtaget af kommunisterne, der søgte at gentage Lenins kunststykke og etablere en rådsrepublik efter russisk forbillede. Den fik dog kun en levetid på 25 dage, inden en militær styrke under ledelse af Gustav Noske intervenerede og gjorde en ende på eksperimentet. Det bragte en socialdemokratisk ledet provisorisk regering til magten, hvormed også Bremen blev bragt ind i det socialdemokratiske Weimarprojekt.

I modsætning til i Bremen havde udvikling i Lübeck en klar socialdemokratisk reformistisk profil, der måske bedst kommer til udtryk ved, at SPD opnåede mere end 50% af stemmerne såvel ved januarvalget til nationalforsamlingen som ved valget til Lübecks arbejderråd i april 1919.

På samme måde forholdt det sig i Rostock, hvor der var bred enighed om, at samfundsforandringerne måtte finde sted ad demokratisk og parlamentarisk vej. Dermed stod såvel de uafhængige socialdemokrater som spartakisterne stod isolerede og uden indflydelse, mens SPD med sin valgsejr allerede i forbindelse med byrådsvalget i januar 1919 kom til at fremstå med et klart folkeligt mandat fra arbejderklassens side.

Endnu tydeligere fremstår den socialdemokratiske politiske linie og reformistiske strategi med selvbeherskelse og en forhandlingspolitisk linie som en succeshistorie, når det undersøgte tilfælde er Lüneburg. I Bernd Rothers studie fremstår det som et eksempel på udviklingen i den typiske tyske provinsby snart sagt hvor som helst i det tidligere kejserrige med marginaliserede og indflydelsesløse uafhængige socialdemokrater og spartakister, mens arbejderklassen gennem stemmesedlen sluttede op om SPD.

Der er i antologien således mange væsentlige og betydningsfulde observationer, overvejelser og konklusioner om, hvordan den tyske november revolution udspillede sig og også adskilte sig fra tidligere revolutionseksempler i Frankrig eller Rusland. Det er derfor også rimeligt at spørge, som det bliver gentaget i antologien, om det er rimeligt at anvende ordet revolution til dækkende at beskrive begivenhederne, og om det i så fald er nødvendigt at genoverveje, hvad der defineres ved begrebet ”revolution”.

Men samtidig må der stilles spørgsmålstegn ved værkets geografiske afgrænsning (selvom undertegnede anerkender, at der i serien er udgivet lignende studier af andre geografisk afgrænsede områder). Redaktøren Detlef Lehnert skriver, at byerne er valgt, fordi de tilhører noget, man kan definere som ‘det tyske nord’. Men i så fald må man spørge, hvorfor den geografiske begrænsning defineres ud fra det nuværende Tysklands grænser og ikke kejserrigets i 1918? Hvorfor udelade begivenhederne på Als eller for den sags skyld i Danzig, de må da også have været en del af et datidigt tysk nord?

Det skal dog ikke skygge for, at der er tale om en antologi af høj kvalitet. Den bidrager både til vores forståelse af den tyske novemberrevolution og i det hele taget for revolutionsforskning og til muligheden for komparative studier af revolutioner, da der er en række væsentlige forskelle mellem den tyske og de russiske revolutioner året før. Disse forskelle kan i høj grad koges ned til, at der i Tyskland fandtes et reformistisk socialdemokrati, der ikke, som det var tilfældet i Rusland, var radikaliseret på samme måde som mensjevikkerne (den nærmeste russiske pendant), og derfor var et moderat parti med en klar vision om at gennemføre et samfundsreformation mere end en samfundsomvæltning (i modsætning til bolsjevikkerne med Lenin og Trotskij i spidsen), og at de arbejder- eller soldaterråd, der opstod, kom til at støtte op om dette socialdemokratiske genopbygningsprojekt. Derved kunne den nye samfundsorden i første omgang overleve kupforsøg fra radikaliserede kræfter på venstre- hhv. højrefløjen (og heri adskiller den tyske novemberrevolution grundlæggende fra den russiske februarrevolution).

Kim Frederichsen, anmelderredaktør, Tidsskriftet Arbejderhistorie