Forfatter og historiker Daniel Sonabend har gennem interview med dalevende øjenvidner og medlemmer af den organisation, som siden blev kendt under navnet The 43 Group, ved privatkildestudier, politirapporter, indberetninger fra efterretningstjenesten og analyser af tekster fra gruppens og fra fascisternes udgivelser, skildret den periode efter krigen i 1940erne, hvor fascisterne fik modstand – ofte, hvis ikke ligefrem primært direkte fysisk – på gadeplan, når de unge jødiske eks-soldater og allierede tog kampen op. Det skete ved fascisternes møder og gadesamlinger, som i de første år var bygget op om ‘speakers corner’-møder, ikke uden lighed med, hvad man i Danmark i dag oplever, når antimuslimlederen Rasmus Paludan fra Stram Kurs slår sig op med Koranafbrændinger.
Bogen følger de spinkle skridt, som britiske fascister, der for manges vedkommende have været indespærret under krigen, tager for at (gen)etablere sig som politiske organisationer. Det skete med en politisk-ideologisk cocktail af antisemitisme og social kritik af regeringens økonomiske politik.
43 Gruppen, som fik sit navn, fordi der var 43 deltagere i det stiftende møde, er ud over kampen mod fascisterne også historien om unge jøders utilfredshed med det jødiske establishments inaktivitet over for de overfald, udskamning, chikane, bøllebank og hadske tale om primært det jødiske miljø i Østlondon, som var omdrejningspunktet i fascisternes ‘primitive organisatoriske akkumulation’. I disse bydele i Dalston, Hackney, Islington og andre kvarterer i byen var der gennem generationer samlet en jødisk befolkning, som især var beskæftiget med tekstilproduktion. Det var her, fascisterne valgte at slå sig op med gademøder for at samle opbakning fra den ‘hvide’ britiske arbejderklasse. Et centralt element i de forskellige fascistgruppers agitation var den gammelkendte om de rige jøders sammensværgelse, deres alliance med finanskapitalen og om hemmelige broderskaber osv. – elementer, som trak på antisemitiske fortællinger fra tidligere generationers jødehadkampagner.
Igennem bogen får vi også oprullet de mange forskellige fascistiske gruppers interne rivalisering og personkonflikter samt deres mere eller mindre raffinerede ideologiske analyser. Man kommer også omkring fascisternes åndelige leder Oswald Mosleys rolle, og får en indføring i, hvordan hans tænkning udvikler sig efter krigsafslutningen. Han forsøgte at etablere en strømning blandt ligesindede i Europa med et perspektiv om en ‘europæisk’ fascisme, ikke ulig den tænkning, som ses udfoldet i vore dages identitære strømning blandt ofte yngre højreekstreme. Det efterlod de britiske fascistgrupper i et dilemma, når deres ideolog slog en mere europæiske linje an, mens de selv var fokuseret på en nationalistisk tilgang og kritik af den såkaldte jødiske kosmopolitisme.
Efter nogle år, hvor kamp, slagsmål og kampagner mod hinanden var kørt i højt gear, ebbede konfrontationen langsomt ud. Det hang sammen med, at de primære frontkæmpere trak sig tilbage, og at Mosley ikke viste sig som den fascistleder, deltagerne i de små grupper havde håbet på at finde, samt at Mosley flyttede ud af landet. I 1960erne forsøgte nye kræfter at lave en ny gruppe som 43 Gruppen til forsvar mod racister og deres kampagne imod muslimer.
Mads Bruun Pedersen
We fight fascists. The 43 Group and Their Forgotten Battle for Post-war Britain. Af Daniel Sondabend. 369 sider. Verso Press.