Bogomtale: Pariserkommunen slipper os aldrig

Af Niels Finn Christiansen

Der er ikke ret mange historiske enkeltbegivenheder, der har affødt så omfattende litteratur som Pariserkommunen 1871. 150 året for Kommunens korte eksistens gik da heller ikke ubemærket hen over den internationale eller danske offentlighed, og SFAH har markeret jubilæet med en righoldig, mangfoldig og lærerig bog. En perlerække af velskrivende og engagerede forfattere med Karl Marx i spidsen fortæller om kommunens opståen, forløb og tragiske fald, ligesom optryk af Kommunens egne dokumenter bringer læserne tæt ind på de historiske forhold, de centrale aktører og deres intentioner og handlinger. Allerede i samtiden blev danske skribenter som Louis Pio, Georg Brandes og Wilhelm Dinesen fanget ind af Kommunens budskab og skæbne, ligesom forfattere og billedkunstnere senere på forskellig vis bearbejdede Kommunen som grundstof i deres politiske og kunstneriske virke.

Med afsæt i Vendomesøjlens op- og nedture indkredser Bertel Nygaard Kommunens forhistorie(r) og de centrale handlinger, der giver den en særlig plads i revolutionernes historie. Kommunarderne væltede søjlen; de sejrende kontrarevolutionære genrejste den. Som Bertel Nygaard skriver: ”Det besejrede selvstyre efterlod ingen tilsvarende monumenter, men derimod en arv af politiske erindringer, handlinger og uindløste projekter for fremtiden”. Kommunen rummer en aktualitet, fordi den ”i så tilspidsede og radikale former udtrykte så mange grundlæggende og sejlivede konfliktforhold. Kommunens hensigter og ”uindløste projekter” fremgår af de programmer og dekreter, som aftrykkes her i antologien. Hvor den i manges øjne fremstod som en utopi, så fremstår den set gennem disse intentioner forbløffende moderne på områder som socialpolitik, kønspolitik og retspolitik. Den bringer tankerne hen på en blanding af både et fremtidigt socialistisk samfund og en sekulær velfærdsstat.

Mest iøjnefaldende er den store rolle, som kvinderne og kvindefrigørelsen spiller i både programmer og praksis. I nogle af de tidligere revolutioner havde kvinderne også spillet en vis rolle, men aldrig som ligestillede drivende kræfter. Nu her i Kommunen møder vi kvinderne i forreste række på barrikaderne og ikke blot kendte fremtrædende skikkelser, men som repræsentanter for de brede lag i den parisiske befolkning, der kæmpede for et bedre liv. På en vis måde blev denne udfordring af det traditionelle køns- og magtmønster det, der allermest skræmte borgerskabet og overklasserne i både Frankrig og det øvrige Europa.

Kommunens lange efterliv skyldes således dens visioner om det gode samfund, men tillige og ikke mindst de analyser, som Karl Marx gennemførte under dens tilblivelse og umiddelbart efter dens nederlag. At følge Marx’ skrifter om Kommunen er en ret kompliceret opgave. Den løser Morten Thing med vanlig sikker hånd. Marx viser sig her som den eminente historiker, han også var. Han forener ubesværet den historiske fortælling med politisk-teoretiske analyser, der har haft vidtrækkende betydning for den internationale socialistiske bevægelse lige siden. Ikke mindst for den revolutionære fløj. Ud af sin historiske gennemgang af forløbet drager Marx i ganske kort form nogle konklusioner, der har fundet plads i de revolutionæres katekismer som uantastelige doktriner. Frem for alt optog Lenin dem i ”Staten og revolutionen” (1917) som ledetråd for bolsjevikernes strategi. Selv hvis han blev vækket midt om natten, kunne enhver god kommunist i gamle dage citere Marx fra ”Borgerkrigen i Frankrig” om, at ”arbejderklassen kan ikke uden videre overtage det færdige statsmaskineri og sætte det i bevægelse for sine egne formaal”. Det var i det hele taget tolkningen af staten som ”en offentlig magt til undertrykkelse af arbejderklassen, en maskine for klasseherredømmet”, der stod i centrum for Marx’ analyse. Omvendt var Kommunen ”væsentlig en arbejderklassens regering, resultatet af den producerende klasses kamp mod den udbyttende klasse, den endelig opdagede politiske form, under hvilken arbejdets økonomiske befrielse kunne foregaa”. Men det var, som Morten Thing skriver, ikke det demokratiske alternativ, der især optog aktørerne i eftertidens socialistiske lejre. Til stor ulykke for os alle, kunne man tilføje.

Vrede og foragt gennemsyrer Marx’ analyse af borgerskabet og dets håndlangere. Således da ”Blodhunden” Thiers i Nationalforsamlingen efter nedkæmpelsen af kommunardernes modstand erklærer: ”Retfærdighed, orden, menneskelighed og civilisation har sejret”, er svaret fra Marx: ”En straalende civilisation i sandhed, hvis livsspørgsmaal det er, hvordan den skal slippe af med de dynger af lig, som den myrdede, efter at kampen var forbi!”.

Pariserkommunens tilblivelse, udfoldelse og nederlag er i sig selv et stort historisk drama, der har optaget mange forfattere, også danske som Wilhelm Dinesen og Karen Blixen. Dertil kommer tre bearbejdninger i dramaform, ”lærestykker”skrevet af L.C. Nielsen. Bertolt Brecht og Nordahl Grieg. De præsenteres og analyseres af Hans Erik Avlund Frandsen. Omkring 1889 skrev den danske typograf og arbejderforfatter L.C. Nielsen stykket Pariserkommunen 1871. Det blev ikke en succes; kun opført på Malmøs arbejderteater og stoppet i Danmark af censuren, fordi det opfordrede til revolution. Avlund Frandsen har ikke meget godt at sige om det som dramatik. ”Som skuespil fungerer det ikke”, er den ubønhørlige dom. Men det er selvfølgelig bemærkelsesværdigt, at der i Danmark på dette tidspunkt skrives et kapitalismekritisk stykke. Anderledes står det selvsagt til med Nordahl Griegs Nederlaget skrevet i 1937 – midt under den spanske borgerkrig. Det blev spillet på Det kongelige Teater både før og efter den tyske besættelse af Danmark, og det taget op igen på Odense Teater i 1962. Tilsvarende er vi med Brechts Kommunens dage skrevet i 1949 – i den kolde krigs første fase – på et højt kunstnerisk niveau med dets udfordringer til læsere og tilskuere.

I sin meget inspirerende analyse af Griegs skuespil peger Avlund Frandsen på dets evige aktualitet for venstrefløjen, fordi det ”handler om de tanker og handlinger der presser sig på i en situation der har det etablerede system som modstander”. Det er ifølge Frandsen ”et tema, som venstrefløjen også i dag er nødt til at forholde sig til. Vi står i en klimakrise hvis dimensioner ikke synes at være gået op for det politiske system. Politikernes langsommelighed og uvilje til for alvor at gøre noget kalder på nye modstandsformer”. Som jeg læser Avlund Frandsen taler Griegs værk i højere grad end Brechts til nutidens læser, fordi han medtænker de mellemmenneskelige, de kønspolitiske og seksuelle relationer i sit stykke. Måske psykologiserer han også lidt vel rigeligt. Hos Brecht bliver derimod klassebevidsthed det centrale begreb. Hvor Grieg grundigt tematiserer det evige problem om vold eller ikke vold, så kan man kritisere Brecht for hans ”stedmoderlige” behandling af ikke voldsstrategien. Brecht kommer tæt på en ”revolutionsromantisk drøm om en arbejderopstand der er i stand til at nedkæmpe den borgerlige stat og dens magtapparat”.

Hvorom alting er, så tydeliggør Avlund Frandsen de to dramaers aktualitet for en nutidig venstrefløjslæser. I det hele taget berettiger alle bogens bidrag til en kraftig opfordring: køb den og læs den.

Pariserkommunen 1871 – utopi og realitet
Redigeret af Kenn Schoop, Ulla Jeppesen og Jesper Vestermark Køber.
SFAHs skriftserie nr. 60. 2021.
Bestilling – klik her