Bogomtale: Lenins togrejse

Catherine Merridale: Lenin on the Train (368 sider, Picador, 2018)

Den 9. april 1917 satte en gruppe russiske revolutionære, der havde levet i eksil i Schweiz, sig ind i et tog, der skulle bringe dem gennem Tyskland til Rusland. Togrejsen blev muliggjort trods krigstilstanden mellem de to lande, som deltog på hver deres side i Første Verdenskrig, men ud fra et tysk ønske om at destablilisere den nye russiske republik indefra og derigennem tvinge landet ud af krigen (men også med territoriale gevinster for Tyskland in mente). Den altoverskyggende førstemand blandt passagererne var Vladimir Ilitj Uljanov, bedst kendt under sit dæknavn, Lenin.

Som læser kunne man måske på den baggrund forledes til at tro, at der primært er tale om en bog om en togrejse fra Schweiz til Rusland. Men bogen indeholder langt flere overraskende elementer, der medvirker til at sætte sin læser grundigt ind i baggrunden for, hvorfor og hvordan togrejsen kom i stand.

To sammenbrud
For det første drejer det sig om den russiske baggrund. I febuar/marts (alt efter hvilket kalendersystem man anvender) brød zarmagten endegyldigt sammen i Rusland som følge af en kombination af militært sammenbrud ved fronten og socio-økonomisk sammenbrud i baglandet. Sidstnævnte som følge af en problematisk forsyningssituation, hvilket i denne sammenhæng primært vil sige til industriarbejderkvartererne i hovedstaden, Petrograd.

Utilfredsheden og den deraf følgende strejkebevægelse blandt arbejderne kulminerede på kvindernes internationale kampdag, hvor et mindre strejke- og demonstrationstog over et par dage udviklede sig til omfattende uroligheder og resulterede i zarmagtens fald, da soldaterne i byens garnisoner gik over på de protesterendes side.

Dobbeltmagt
Merridale giver en indføring i den såkaldte dobbeltmagtsperiode, der var den reelle politiske situation, Lenin vendte hjem til. Hun er grundigt inde i sit materiale og viser, hvordan magten efterhånden overgik fra de almindelige strejkende arbejdere og soldater til dels en kreds af socialistiske eller socialdemokratiske intellektuelle i Petrograd-sovjetten. De ønskede ikke magten, fordi de ud fra en meget fundamentalistisk forståelse af historiens udvikling i stadier mente, at der måtte være tale om den borgerlige revolution, hvoraf fulgte, at de borgerlige måtte tage magten og føre landet gennem det borgerlige stadie, før en socialistisk revolution kunne finde sted).

Og dels de borgerlige-liberale kræfter i den provisoriske regering (der ikke havde viljen til magt eller enigheden til at bruge den).

En totalkrig
For det andet drejer det sig om forståelsen af Første Verdenskrig som en totalkrig, hvor også politiske oppositionelle strømninger og drømme om national løsrivelse blandt befolkningsgrupper på modpartens territorium søgtes udnyttet af de krigsførende parter.

Således viser forfatteren, hvordan England på den ene side med alle midler – også efter februarrevolutionen – søgte at holde Rusland inde i krigen, mens på den anden side Tyskland med alle midler søgte at skabe en indenrigspolitisk situation i Rusland, der ville tvinge landet ud af krigen.

Et af disse midler var økonomisk støtte til politiske kræfter, der mentes at kunne destablisere Rusland. En af dem, der bedst forstod at udnytte dette var Aleksandr Helphand (Parvus), der fra sit domicil i København dygtigt forstod at stikke snablen dybt ned i den tyske krigskasse.

Til venstre for S
For det tredje drejer det sig om Lenins ideologiske placering på dens tids venstrefløj. Forfatteren viser, hvordan Lenin til hver en tid aktivt søgte den mest yderliggående position til venstre for Socialdemokratiet ud fra sin maksimalistiske opfattelse af marxismen, sit ønske om at indtage en førerposition og vurderinger af mulighederne for at gennemføre den socialistiske revolution – uanset hvad det kostede af personlige omkostninger, brudte venskaber og behovet for gang på gang at genopbygge en ny partiorganisation i eksil mere eller mindre fra bunden.

Ud at se med Lenin
For det fjerde drejer det sig om selve rejsen, der ikke, som det ellers hedder i myten, foregik i et forseglet tog. Vi følger de rejsende, som kom afsted, da tyskerne havde opfyldt Lenins mange krav til den form, rejsen skulle have, gennem Schweiz, Tyskland og Sverige, og hvordan Lenin undervejs arbejdede med sine teorier, besøgte svenske socialdemokrater og efter et nervepirrende stop ved grænsen nåede ind i Rusland.

Man kan som læser spørge sig selv, om tyskerne egentlig havde forstået konsekvenserne af Lenins målsætning om at omdanne verdenskrigen til en international klassekamp? Eller om de var mindre interesserede heri, måske fordi de ikke troede på hans muligheder for succes eller kun var interesserede i deres eget kortsigtede mål om yderligere destabilisering af Rusland?

Fantast og fanatiker
For det femte kommer forfatteren ind på Lenins virke efter hjemkomsten, hvor det med det samme stod klart, at han over for sine omgivelser fremstod både som fantast og ideologisk fanatiker. Han måtte i løbet af 1917 arbejde hårdt for at vinde flertal for sin politik, ideologi og visioner både i sit eget bolsjevik-parti, i Petrograds arbejderbefolkning og i forholdet til dobbeltmagtsaktørerne, inden han opnåede tilstrækkelig politisk og militær magt til at gennemføre sin magtovertagelse i oktober/november 1917.

Hvad drev historien?
Det er et ofte debateret spørgsmål, om det er begivenheder (inklusive tilfældigheder) eller personer, der driver historiens udvikling fremad. Men det står klart, at uden Lenins politisk-ideologiske vilje og tro på sandheden i sine målsætninger, ville bolsjevikkerne som parti ikke have været i stand til at gennemføre omvæltningen.

Selvom man så ikke skal være blind for, at det var udviklingen i verdenskrigen, der gjorde det muligt for ham overhovedet at vende tilbage til Rusland. Det er som historiker farligt kun at støtte sig til en forklaring eller teoretisk skole, da historiske begivenheder oftest er resultatet af en række årsager.

Få kritikpunkter
Der er kun enkelte kritikpunkter at notere sig i bogen. Naturligvis er det en smagssag, om man bryder sig om, når forfatteren skriver i dramatisk præsens og søger at følge i jernbanesporene på Lenins rejserute. Men mere problematisk er det, at der er en del geografiske misfortåelser om Danmark, og der også fremsættes nogle synspunkter om det neutrale Danmarks rolle i historien, hvor tolkningen af kilderne synes strakt i hvert fald til det yderste.

Urkatastrofe
Der er især blandt tyske historikere en skole, der betragter Første Verdenskrig som en urkatastrofe. Den udgør grænsen mellem perioderne af det lange 19. århundrede (begyndende med den franske revolution) og det korte, blodige og miltært industrialiserede 20. århundrede (sluttende med den kolde krigs afslutning).

Uden at være enig i alle denne skoles tolkninger og konklusioner så er det i hvert fald muligt at konstatere, at det var verdenskrigens forløb, der gjorde togrejsen mulig, og at det 20. århundrede især var kendetegnet ved nogle markante politisk-ideologiske statsdannelser, der fik afgørende indflydelse på det forgangne århundredes histroie.

Catherine Merridale har skrevet et vigtigt bidrag til forståelsen af, hvordan det blev muligt for Lenin at vende hjem til Rusland og takket være sin politiske og ideologiske vilje fik gennemtrumfet oprettelsen af den første af denne typer stater.

Kim Frederichsen, Ph.d. i russisk historie og samfundsforhold