Kronstadt-opstanden - det åbne sår

Кронштадтский Совет в 1917 году. Протоколы и постановления. Том 2. Июль-октябр 1917г (Дмитрий Буланин, 2017)
[Kronstadt-Sovjetten i 1917. Protokoller og forordninger bind 2, juli-oktober 1917 (Dmitrij Bulanin, 2017)]

Marts-udgaven af SFAH’s nyhedsbrev indeholdt en henvisning til Socialistisk Biblioteks linksamling om bolsjevikkernes nedkæmpelse af Kronstadt-matrossernes oprør i 1921. Inden det kom så vidt, svingede flådebasen frem og tilbage i støtten til bolsjevikkerne. Russisksprogede læsere står i den heldige situation, at det i Sankt-Petersborg baserede forlag Dmitrij Bulanin, har startet en udgivelsesrække af dokumenter fra Kronstadt-Sovjetten.

Bind 1 har været omtalt i et tidligere nyhedsbrev (fra februar 2018), og vi skal derfor her beskæftige os med bind 2, der dækker perioden juli-oktober 1917 (men ikke oktoberrevolutionen, fordi den efter den daværende russiske tidsregning fandt sted i november).

1917 var ikke bare året for to revolutioner i Rusland, men det var også en periode af intenst politisk kaos, der har fået russiske historikere til at sammenligne perioden fra i hvert fald begyndelsen af 1917 til afslutning af den russiske borgerkrig i 1922 som en ”smuta”, hvilket bedst kan oversættes til ”den urolige tid”, som ellers er et udtryk, der normalt dækker begyndelsen af 1600-tallet, hvor Rusland var ramt af en række invasions- og borgerkrige i tiden fra Rjurik-dynastiets fald til Romanov-dynastiets indsættelse på zartronen.

Men lad os her, i en (indrømmet) temmelig kort version, holde os til året 1917, der var kendetegnet ved den såkaldte dobbeltmagtsperiode fra februar- til oktoberrevolutionen. Efter zarstyrets fald overgik regeringsmagten til den såkaldte provisoriske regering med ministre fra de borgerlige-liberale (og efterhånden også flere socialistiske) partier fra dumaen, (underhuset i parlamentet), som opløste sig selv efter nedsættelsen af den regering, der påtænktes at skulle fungere frem til indkaldelsen af en grundlovgivende forsamling. Rollen som ”parlament”blev spillet af Petrograd-sovjetten (og især dens eksekutivkomite, der var kontrolleret af det ikke-marxistiske socialistiske-revolutionære parti, normalt forkortet SR (der mente, at socialismen i Rusland skulle udvikle sig fra landsbyfællesskabet, ”miren”, og at kapitalismen derigennem ville bortvitre af sig selv) og mensjevikkerne (den reformistiske del af det russiske socialdemokrati, der betragtede februar-revolutionen som overgangen til det kapitaliske trin i den marxistiske historielære, hvorfor deres vigtigste opgave skulle være at kontrollere de borgerlige-liberale regeringer, indtil overgangen til det socialitiske historietrin blev muligt). Denne de facto alliance mellem regering og sovjet kaldes også for dobbeltmagten.

Men den blev stærkt udfordret af tre store politiske kriser, der gennemrystede især den russiske hovedstad i 1917 og førte til dannelsen af hele fire provisoriske regeringer i løbet af otte måneder, mens det største oppositionsparti til dobbeltmagten, Lenins bolsjevikparti, voksede sig stadig større og stærkere.

Allerede i april var den første regering brudt sammen, da det blev kendt, at den liberale udenrigsminister Miljukov havde sendt en hemmelig note til de allierede entente-magter og lovet, at Rusland ville deltage i krigen til en sejrrig udgang. I juli blev bolsjevikkerne nedkæmpet efter et dårligt forberedt forsøg på en opstand, som partiets ledelse følte sig presse ud i, da radikaliserede grupperinger i hovedstadens befolkning krævede, at bolsjevikkerne satte handling bag ordene i Lenins populistiske april-teser om jord, fred, brød, arbejderkontrol og al magt til sovjetterne. Partiet blev dog ikke revet op med rode, og det lykkedes Lenin at flygte til Finland. Og allerede i august brød den næste politiske krise ud i form af den såkaldte Kornilov-opstand, hvor hærens øverstkommanderende og premierministeren misforstod hinanden i en så alvorlig grad, at de troede, den anden part ville begå statskup og opkaste sig til en diktator á la Napoleon. For bolsjevikkerne betød det, at regeringens forbud mod partiet blev ophævet igen.

Hver gang svækkedes den provisoriske regerings stilling og befolkningens tilid og støtte til den, hvilket også underminerede den anden premierminister Aleksandr Kerenskijs (en socialist, der var stærk tilhænger af et reformistisk-parlamentarisk socialistisk standpunkt), der ellers havde fremstået som Ruslands nye stærke mand og arvtager til zarerne.

Denne svækkelse af støtten og tiltroen de provisoriske regeringer går også igen, når man dykker ned i kildesamlingen. På den ene side rummer den både de små fortællinger om hverdagsspørgsmål som f.eks. spørgsmål om at hæve mandskabets dagsløn eller oprettelsen af et kunstmuseum inden for fæstningens mure. Men på den anden side påviser den også en general politisk radikalisering og vigende støtte til regeringen begyndende med Kronstadt-matrosernes deltagelse i juli-demonstrationerne. Af stor betydning var også valget til Kronstadt-sovjetten i sommeren 1917, hvor bolsjevikkerne ganske vist ikke øgede deres mandattal betydeligt, men så til gengæld deres indflydelse. En række af de afsluttede dokumenter viser da også, hvordan Kronstadt-matrosserne forberedte deres deltagelse i opstanden i oktober, hvor Lenin og Trostkij spillede de helt afgørende roller for gennenførelsen af bolsjevikkernes magtovertagelse.

Et unikt særkende ved historieforskningen i Rusland er de mange udgivelser af trykte kildesamlinger både i bogform og egne tidsskrifter, som derved også giver udenlandske historikere en betydelig bedre mulighed for på et kildemæssigt grundlag at dykke ned i Ruslands dramatiske historie og nøgleperioder som 1917. Derfor er det også værd at omtale denne smukke udgivelse, selv om den udkom allerede i 2017, dels fordi det viser, hvordan det nogle gange trods alt kan være vanskeligt at fremskaffe udgivelserne, dels og i denne sammenhæng mere konkret, fordi Kronstadt-matroserne spillede en så afgørende rolle både i bolsjevikkernes magtovertagelse ved Oktoberrevolutionen og – mere tragisk – da bolsjevikkerne cementerede deres enevoldsmagt blandt andet ved at nedkæmpe mytteristerne i garnisionen i 1921. Man kunne derfor have håbet, at flere bind vil følge, så grundlaget for denne udvikling fra allierede med og til modstandere af bolsjevikkerne kunne være blevet underbygget af et stærkt kildemæssigt belæg.

Kim Frederichsen, ph.d. i russisk historie, anmelderredaktør ved Arbejderhistorie