Bøger: Mellem neutralitet og forpligtelser

Danmarkshistorien og dansk historieskrivning er i høj grad en finurlig og indadvendt størrelse, der tit og ofte handler om, hvad der skete i Danmark under store internationale epoker, som f.eks. at Anden Verdenskrig er blevet til Besættelsestidshistorie, mens Den kolde Krig i høj grad er blevet til en debat om fodnoteperioden. Eller som historikeren og forfatteren til et af de her omtalte to værker, Kåre Lauring, skriver, ganske rammende, om en overskrift i avisen Politiken lige efter befrielsen ved Montogomerys Danmarksbesøg, at det i den danske andedam kom til at fremstå som om, at befrielsen af Danmark nærmest havde været verdenskrigens egentlige formål.

Det er naturligvis at sætte tingene på spidsen. De to værker i denne omtale dækker perioden fra befrielsen i 1945 til Danmarks indtræden i NATO i 1949, altså et meget væsentligt emne i dansk efterkrigstidshistorie – overgangen fra neutralitetstankegang til massiv deltagelse og engangement i det internationale verdenssamfund indbefattende en aktiv stillingtagen til datidens blokopdeling.

Tidligere minister Per Stig Møller sætter fokus på perioden fra befrielsen til det første efterkrigsvalg i oktober 1945. Bogens overordnede og helt centrale tema er, at danske politkere fra ”mainstream partierne” (Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Venstre og Konservative) søgte at finde en formel, der hurtigst muligt kunne vende den politiske stemning i de første euforiske efterkrigsdage, så partierne blev renvaskede for samarbejdspolitikken og kunne vinde vælgerne tilbage fra de partier, der stod til at vinde politisk fremgang takket være offentlighedens vægtning af deres aktive deltagelse i modstandskampen, Danmarks Kommunistiske Parti og Dansk Samling, så det med størst mulige hast blev muligt at genindføre den politiske, parlamentariske og socio-økonomiske samfundsorden, der havde hersket i mellemkrigstidens Danmark.

En sådan fremstilling af holdningen og indsatsen hos de fire gamle partier kan naturligvis synes noget firkantet, når man påtænker tilstedeværelsen af både kendte kræfter i modstandskampen som Frode Jakobsen, John Christmas Møller elller Per Federspiel (og mange andre mindre kendte eller ukendte modstandsfolk) fra disse partier. Men forfatterens pointe ligger netop i, at rigsdagspolitikerne i høj grad forstod, at det fremstod sådan i den offentlige mening og derforlagde de bevidst deres politiske strategi ud fra denne erkendelse, argumenterer han.

Det første skridt i retning af en ”normalisering” af samfundet blev derfor en bestræbelse fra repræsentanter for de fire gamle partier på at omklamre modstandsbevægelsen og Frihedsrådet. Dels som det kom til udtryk i dannelsen af befrielsesregeringen (hvor politikerne sikrede sig de fleste af de vigtigste og tungeste poster). Dels ved at lancere en fortælling om, at samarbejdspolitikken ikke skulle ses som en knæfald for besættelsesmagten, men som en bestræbelse på at bane vejen for en aktiv modstandskamp ved, som det hed i fortællingen, at give modstandsbevægelsen tid til at vokse sig stærk. Udtalelser som den socialdemokratiske statsminister Buhls antisabotage-tale eller Alsing Andersens cirkulære om modstandsfolk som kommunister og chauvinister, skulle hurtigts muligt fejes ind under gulvtæppet og henvises til Glemmebogen.

Et andet skridt var, at myndighederne tog kontrol med modstandsbevægelsen, politiet, den danske brigade og hæren for derigennem at sikre genoprettelsen af statens voldsmonopol.

Et tredje skridt var den traditionelle politiske debat eller kamp, om man vil, mellem de forskellige politiske partier – både over de brede politiske skel, men også inden for snævrere ideologiske rammer. Det gælder også den i historieskrivningen ellers noget oversete konflikt mellem Konservative og Dansk Samling. Men i arbejderhistorisk sammenhæng er det mere interessant at følge konflikten mellem Socialdemokratiet og DKP. Enhedsforhandlingerne måtte nødvendigvis ende nyttesløse, da DKP ikke som i de af sovjetkommunismen besatte østlande kunne diktere ”forhandlingerne”. I stedet var det socialdemokraterne, der dikterede kravene, som de vidste, DKP ville finde uantagelige, om de revolutionæres tilslutning til (og under) de reformistiske. Da det som forventeligt endte resultatløst, kunne de to partier genoptage mellemkrigstidens magtkamp om arbejderklassens stemmer – for Socialdemokratiets vedkommende var første skridt vedtagelsen af partiprogrammet Fremtidens Danmark, der med sit planøkonomiske indhold, forfattet af Jens Otto Krag, søgte at slå kommunisterne på deres egen hjemmebane. Dertil kom en iver efter at minde offentligheden om, at kommunisterne først var gået aktivt ind i modstandskampen efter Nazitysklands angreb på Sovjetunionen.

Selv om bogens fortælling, som tidligere omtalt, er stillet meget (og til tider for) firkantet op som en konflikt mellem modstandsbevægelsen og det politiske establishment (selvom forfatteren i det afsluttende kapitel bløder lidt op på det ved at se på modstandsfolk og politikere i et perspektiv af Max Webers teorier om ansvarsetik og sindelagsetik), og at der er rigeligt med gentagelser og rigeligt lange referater af avisartikler, hvorfor bogen med fordel kunne have været noget kortere, så er det en vigtig gennemgang af den første efterkrigstid og bestræbelserne for at vende tilbage til en politisk demokratisk normaltilstand, der præsenteres for læseren. Bogen er derfor et vigtigt bidrag til vores forståelse, af hvordan det demokratiske og parlamentariske Danmark blev søgt videreført fra før besættelsestiden.

Kåre Lauring løfter den nationale politiske udvikling op i et internationalt perspektiv og dokumenterer den helt overordnede pointe, at de danske koncensussøgende partier søgte at vende tilbage til en politisk normalitet, der blev defineret som mellemkrigstidens og de forudgående århundreders neutralitetspolitik, der ikke kunne eller skulle række ud over mellemkrigstidens medlemsskab af en international multilateral organisation af samme type som Folkeforbundet, i ny skikkelse af FN, og tilsvarende mulilateriale organisationer, der søgte løsninger gennem forhandlinger i stedet for konfrontation.

Men det var i det hurtigt blokopdelte Europa allerede i den i værket omhandlede periode en mere eller mindre utopisk tanke, og det er en af bogens forcer, at den indeholder en række kapitler, der ser den danske politiske udvikling i et perspkektiv af følger af den internationale politiske udvikling

I et arbejderhistorisk perspektiv er det mest interessant af denne forvandling af forandringen i politikkernes internaitonale horisont især fandt sted under socialdemorkatisk ledede eller mindretalsregeringer. Samtidig med bestræbelserne på at genoprette den danske samundsøkonomi og -orden efter besættelsestiden (samt at rydde økonomisk op efter besættelsesmagten og hurtigst muligt slippe af med de tyske flygtninge) drejede det sig især om at skaffe udenlandske råvarer til industrien og forbrugsvarer til forbrugerne og sælge (især) landbrugsvarer for at skaffe de nødvendige midler i hård valuta til indkøbene. Problemet var et af verdenskrigen ødelagt og nedslidt europæisk produktionsapparat og marked, samt at danske politikkere ifølge bogens fremstilling ikke var de bedste købmænd.

Den internationale udvikling betød, at socialdemokraterne også i et internationalt perspektiv måtte ændre holdning. Partiet havde naturligvis i sin oprindelse et internationalistisk udgangspunkt, og udrensningerne af socialdemokratiske partier i østbloklandene (f.eks. efter det kommunistiske kup i Prag i 1948) bekræftede blot partiet i kampen mod kommunisterne på hjemmefronten og derigennem også at tage afstand fra de sovjetkommunistiske vasalstater – og forstærkede (som det kom til udtryk i påskekrisen) frygten for, at en lignende kommunistisk kupforsøg kunne blive forsøgt gennemført i Danmark. Det næste skridt var en erkendelse af, at Marshall-planen krævede en mere permanent tilslutning til den vestlige, amerikanskledede blok, og at dette også omfattede et militært samarbejde i form af NATO, selvom Hans Hedtoft til det sidste slog sig i tøjret og mere satsede på et mere eller midre utopisk nordisk forsvarsforbund. Det var måske af samme årsag, at amerikanske diplomater i både Danmark og Norge kontaktede ledende socialdemokrater i andet geled for at understrege alvoren og kravene for at opnå hjælp. Resultatet blev, at Danmark i 1949 endegyldigt anerkendte den biopolære verdens(u)orden og tilsluttede sig NATO – godt hjulpet på vej af et stemningsskifte i befolkningen, der betød, at det kommunistisk ledede modsvar i form af en kraftig opblomstring af ”fredskampen” nød så lidt folkelig støtte, at da en flok ungkommunister løb på banen i halvlegen under en fodboldkamp for at demonstrere for fred, blev deres bannere revet i stykker, og de måtte have politibeskyttelse mod de vrede tilskuere.

Trods rigelige gentagelser og en noget stor forkærlighed for at citere Politiken, er der tale om en velskrevet, perspektivrig og inspirerende bog om betydningen af det internationale perspektiv af biopolaritetens betydning for det væsentligste skifte i dansk udenrigspolitik i flere hundrede år.

Det kan hævdes, at det længe var vanskeligt for de danske politikere, embedsmænd og myndigheder i det hele taget at komme overens med skiftet i dansk udenrigspolitisk orientering. I den forbindelse hedder det sig, at så sent som i midten af 1980’erne, da Dyvig-rapporten om Danmarks sikkerhedspolitiske situation udkom, var det oprindeligt meningen, at forsiden skulle have forestillet Danmark som en lille grøn ø placeret mellem de to stormagtskonstallationer. Men sådan forholdt det sig naturligvis ikke. Danmark havde taget stilling og placeret sig i den ene blok.

De to her omtalte værker skal derfor anbefales som interessante, velskrevne og væsentlige bidrag til at forstå det udenrigspolitiske paradigmeskifte, der fandt sted i Danmark i de første efterkrigsår, og som stadig er af betydning under den nuværende post-bipolære verdens(u)orden.

Kim Frederichsen, ph.d., anmelderredaktør ved Arbejderhistorie

Kåre Lauring: Fra befrielse til forpligtigelse: En fortælling om Danmark og Den Kolde Krig 1945-1959, 448 sider. Gyldendal

Per Stig Møller: Sommeren ’45: Fra overmod til mismod. 504 sider. Kristelige Dagbladsforlag.