Hun var tidlig politisk aktiv og skrev sig ind i historien med sit opgør mod reformismen, sin modstand mod 1. verdenskrig og sine overvejelser vedrørende demokratiske massekampe. Hun arbejdede inden for det polske og tyske Socialdemokrati op til 1. verdenskrig, og hun var med til at danne Spartakusforbundet, der senere blev til Tysklands Kommunistiske Parti. Som kvinde, ledende teoretiker og skarp debattør kom hun ofte på kollisionskurs med de politiske førere bl.a. med Lenin, dog i erkendelse af de hver især opererede under meget forskellige vilkår.
På grund af sin krigsmodstand blev hun sat i tysk fængsel, hvor hun sad under det meste af krigen. Der blev tid til at skrive mange breve, som hun altid afsluttede længselsfuldt med: Jeg omfavner Dem …!
Et lille udsnit af et ikonisk foto på plakaten er nok til at genkende hende. Det sørgmodige blik er Rosa Luxemburgs.
Et nyt dansk parti, ”Venstresocialisterne”, havde i 1967 hentet sit navn fra et lille beslægtet revolutionært parti omkring 1920. Partiorganet hed dengang ”Solidaritet”, og samme navn fik det blad, der så dagens lys i 1969. Bladet blev i begyndelsen udgivet af ”unge arbejdere og studenter”, lidt senere fik udgiverne denne tilføjelse ”… der føler sig knyttet til partiet Venstresocialisterne”. Til sidst stod partiet selv som den egentlig udgiver.
Det, som før havde været et lille uddelingsblad, blev i årene 1979-84 en bredt anlagt ugentlig salgsavis. Avisen måtte lukke, men Venstresocialisterne stod ikke længe uden blad. Et 14-dags blad med nyhedsstof, analyser og debatter, flere sider og større oplag var året efter på markedet.
En fremgangsrig årrække blev brat stoppet af et ødelæggende hærværk mod bladet i 1988. En større indsamling blev sat i værk, nyt udstyr indkøbt, og avisen kom atter i gang. Alligevel lukkede avisen som selvstændigt blad i 1991, men fortsatte i andre former for udgivelser. Venstresocialisterne omdannede sig til en forening i 1998 og valgte i 2013 at nedlægge sig selv som politisk parlamentarisk parti.
Plakaten var fra 1990, og af annoncer fremgik det, at den kunne bestilles hos Solidaritet for 20 kr. Parolen ”Øje for helheden” havde rødder i partiets første programmer. Her blev den politiske kamp netop betragtet som en sammenhængende helhed, hvor det teoretiske og analytiske arbejde med partiets daglige praksis blev forenet. Rosa Luxemburgs tanker kredsede også om massekampens særlige betingelser, åbenhed, massernes indflydelse på og deltagelse i den revolutionære proces.
Uden at redegøre for Rosa Luxemburgs ideer har alene hendes portræt og hele hendes politiske profil i øvrigt altid haft stor symbolværdi.
Af Dorte Ellesøe Hansen
(Plakaten er stillet til rådighed af Arbejdermuseet & ABA)