Plakathistorie: Den lille røde for skoleelever

”… jeg savner skolen og mine venner!” et svar der straks kom, hver gang pandemiens nedlukkede folkeskoler var på tale.

De danske folkeskoleelever havde stået meget igennem de seneste to år: digital hjemmeundervisning, angst for at ikke at kunne komme til eksamen, mundbind, selvtest, halvtomme klasser, coronaramte lærere og vikarer, de selv måtte prøve at finde frem til. Alligevel savnede de skolen.

De ældre generationer lyttede med undren. Deres skolegang havde været disciplin, udenadslære og en opdragende lussing i ny og næ. Den gamle skole havde gennemgået  store forandringer, havde omsider sluppet taget, godt hjulpet på vej fra mange sider, og aldrig siden savnet.

Uligheden mellem skolen på landet og i byen blev delvis afskaffet med en lov i 1958, men den moderne skole blev først skabt med 60’ernes samfundsudvikling gennem en række reformer, der mundede ud i loven om folkeskolen fra 1975. Kritikken havde fra alle sider haglet ned over folkeskolen i årevis. Nogle talte om marxistisk indoktrinering, andre om sociale skævheder, om skolebøgernes indhold og om karaktersystemet. I 1969 udkom på Hans Reitzels Forlag en lille genial elevhåndbog, der slog ned som lynet midt i debatten.

Forfatterne var lærerne Bo Dan Andersen og Søren Hansen samt psykologen Jesper Jensen, og bogen, de skrev, var: ”Den lille røde bog for skoleelever”.

Den var både lille og rød, og lommeformatet inspireret af den kinesiske leder Mao Zedongs citatsamling, som populært blev kaldet ”Maos lille røde”.

Den vakte stor forargelse overalt, blev retsforfulgt og direkte forbudt i flere lande.

De tre skribenter ville revolutionere skoleelevernes holdning til undervisningen, gøre op med karaktersystemet, autoriteterne, kedsomheden, sex, og stoffer.

Bogen skulle ikke læses fra ende til anden, men bruges som opslagsværk til, hvordan man kunne få indflydelse på sin skolehverdag.

Et par eksemplar fra borgens 178 siders håndfaste anvisninger

Om fyring af en lærer:

Øjeblikkelig afskedigelse … man anser det for mere forfærdeligt, at en lærer går i seng med en elev end at han piner og plager eleverne.

 Om skoletimerne:

Hvis du keder dig i timerne … skriv noveller eller læserbreve til avisen … eller bind en god bog ind i samme bind som dine skolebøger … Om lektier:

Har I bare en facitliste kan I holde facit- eller stilefester – d.v.s. sammenkomster, hvor man er mange, der sammen skriver af …

Om hash:

At være høj er en stemning man kommer i, når man ryger hash og marihuana.

Om abort:

Hvis man kommer til det resultat, at barnet ikke er tjent med at blive født, kan man få barnet fjernet.

Om kampagner:

Når man vil påvirke lærerne … kan man lave ”Vi elsker lærerne” – kampagner. Man serverer kaffe for dem, giver dem blomster, pudser sko, har puder med til deres stol …

Om eksamener og prøver:

Eksamener og prøver er noget skolen bruger for at skræmme jer …

Folk på højrefløjen tog klart afstand fra bogen. For dem var skolen en platform for kundskab, opdragelse og karakterdannelse.

På den yderste venstrefløj var der ikke udelt begejstring for bogen. Til arbejdet blandt skole- og gymnasieelever havde den maoistiske gruppering Kommunistisk Forbund Marxister-Leninister (KFML) fra 1969-71 sin egen ungdomsorganisation Kommunistisk Ungdom Marxister-Leninister (KUML)

KUML kastede sig kritisk over bogen og fremstillede i forbindelse med dens udgivelse en lidt aparte plakat eller vægavis efter kinesisk mønster.

Plakatens titel refererede til en smart annonce, som den borgerlige avis Politiken havde bragt, og KUML stemplede straks ”Den lille røde bog for skoleelever” som en ufarlig bog, der i virkeligheden gik de borgerliges ærinde.

Bogen var indledt med et kendt Mao-citat ”Alle voksne er papirtigre”, og i plakatens tekst angreb KUML netop denne parole. De fandt intet modsætningsforhold mellem voksne (lærere) og elever, for disse to grupper havde nemlig fælles interesser. De var bundet af et system, hvor undervisningen blev tilrettelagt efter erhvervslivets krav. Og hvem bestemte undervisningsforløbet? Det gjorde skolemyndighederne – skolemyndighederne var og blev hovedfjenden.

KUML kritiserede bogens mange tåbelige ideer og pinlige protester. De ville ikke forveksles med datidens ”blomsterbørn” eller hippier, og seriøse og nysgerrige elever kunne kontakte ungdomsorganisationen selv.

Nederst på plakaten sås en røde fane med teksten ”RØD FRONT”. Det var KUML’s logo hentet fra titelbladet på deres tidsskrift.

Samtidigt med plakaten fulgte en lille stencileret flyer, hvori KUML spurgte: ”Den lille røde bog for skoleelever” progressiv eller reaktionær?

Af Dorte Ellesøe Hansen

(Plakaten er stillet til rådighed af Arbejdermuseet & ABA. Jeg kontaktede Tue, som i sin tid var medudgiver af plakaten. Han synes den var sjov at gense den, og mente, at jeg uden videre kunne bruge den).