Plakathistorie: Vinterarbejdsløshed

1920 var så vel politisk, økonomisk som fagligt er turbulent år. Tre folketingsvalg, én folkeafstemning, et valgmandsvalg og et landstingsvalg skulle vælgerne igennem. Ved folketingsvalget den 21. september var vælgernes antal vokset med ca. 300.000.

Tilvæksten havde man opnået takket være en nedsættelse valgretsalderen til 25 år, Sønderjyllands genforening med Danmark og en revision af valglisterne.

Socialdemokratiet blev valgets sejrherre, men Venstres Niels Neergaard kunne forsætte som statsminister med et borgerligt flertal bag sig.

Kong Christian den 10. talte ved Rigsdagens åbning den 5. oktober. Trontalen indeholdt regeringens program og en velkomst til sønderjyderne. Nævnt blev ikke, at han få måneder før havde afskediget den radikale regering og udløst den parlamentariske og faglige krise, som fik navnet ”Påskekrisen”.

Følgerne efter verdenskrigen betød elendige levevilkår for den jævne befolkning. Gennem en ”Sultekur” skulle arbejderne tvinges til at forny de gamle overenskomster, og arbejdsgiverne truede med at lockoute 100.000 mand. Arbejderne erklærede generalstrejke, men var indbyrdes uenige, da syndikalister ville kamp, mens De samvirkende Fagforbund (DsF) ønskede en forhandlingsløsning, som det også endte med at få. Overenskomstforhandlingerne kom til at strække sig hen over hele sommeren, og med både ”Had og Bitterhed” mod arbejdsgivernes ”Krig” gik arbejderne til valg den 21. september 1920.

Blandt de nyopstillede partier var Danmarks venstresocialistiske Parti eller Venstresocialisterne. Partiet var oprettet 9. november 1919 som en sammenslutning på venstrefløjen og tog senere navneforandring til Danmarks kommunistiske Parti.

Hvem var Venstresocialisterne? Det samtidige socialdemokratiske valgmateriale beskrev dem som ”ikke Socialister, men arbejdede bevidst på at splitte Arbejderklassen til Glæde for Kapitalisterne”. De var ”ikke Demokrater, men en Blanding af Anarkister og Enevolds-Tilhængere. Rusland var deres Forbillede…” DsF’s  (det senere LO) beretning fra perioden beskrev dem som ”uansvarlige” Personer, som havde agiteret for Revolution og indførelse af Republik”.

Ingen af partiets kandidater opnåede at blive valgt til folketinget.

Industrien var blevet ramt af prisfald på eksportmarkedet, og arbejdsløsheden voksede måned for måned. Den 31. december 1920 havde de faglige organisationer i og uden for DsF omkring 362.000 medlemmer tilsammen. DsF havde forlænget sit beretningsår frem til efteråret 1921 for at kunne give et samlet billede af den nødtilstand, der herskede med 60.000 arbejdere smidt på gaden. De få kommunale beskæftigelsesprojekter, som blev igangsat kunne langt fra reducere arbejdsløsheden. Derimod udlånte indenrigsministeriet rentefrit penge til arbejdsløshedskasserne, hvis beholdninger var opbrugt, og gav dermed a-kasserne mulighed for at udbetale et lille ugentligt beløb til hver af de arbejdsløse. Understøttelsen hvilede som hovedprincip på en kombination af forsikring og statstilskud. Princippet mødte i disse år en vis modstand, navnlig blev det påstået, at de arbejdsløse foretrak understøttelse frem for anvist arbejde, og de borgerlige partier havde stort fokus på, at de udlånte penge nu også kom tilbage i statskassen,

Der var alvor bag det lille partis valgplakat fra 1920. Plakatens strenge grafiske form førte tankerne tilbage samtidens russiske konstruktivisters. Konstruktivisterne anvendte den abstrakte kunsts billedsprog. Der var hverken tegninger eller fotomontager på plakaten, men i stedet valgt et i øjenfaldende smukt enkelt og gennemført design baseret på ren tekst.

De fede typer, den tunge typografi passede kun alt for godt til den katastrofale virkelighed, som arbejderne skulle stå over for den kommende vinter.

Af  Dorte Ellesøe Hansen

(Plakaten er stillet til rådighed af Arbejdermuseet & ABA)