Plakathistorie: Maskerade

Nyhedsbrevets tema om udvalgte plakater har længe ikke været muligt at lave, men ballet åbnes hermed forsigtigt igen med en ”maskerade” fra 1893 på plakaten.

Hvert år, når fastelavns søndag nærmede sig, indbød ”Cigararbejder-Sangforeningen af 1872” til maskerade, maskebal eller karneval. Plakaterne blev trykt hos Henriksen, som havde trykkeri i forsamlingsbygningen i Rømersgade. Papiret var tyndt som en avis, ofte farveløst og oplagene begrænsede sig til måske 100 stykker. Nogle havde små komiske illustrationer, andre var ren tekst og jonglerede med forskellige skrifttyper

Tobaksarbejderne var præget af en stærk faglig tradition helt tilbage fra 1860erne, og havde dengang allerede dannet et sangkor: ”Cigararbejder-Sangforeningen af 1867”.  I 1871 stiftede de dét, som blev Danmarks første egentlige politiske fagforening, og året efter fulgte et rigtigt politisk sangkor nemlig ”Cigararbejder-Sangforeningen af 1872”. Hverdagen for tobaksarbejderne bestod af stillesiddende, ensformigt arbejde uden maskinlarm, hvilket gav en unik mulighed for at synge og tale sammen på arbejdspladsen.

Sangforeningens maskerader blev så godt som altid afholdt i Rømersgade 22, men cigararbejdernes dansesko var ikke alene om at slide festsalens fyrretræsgulv ned. Rundt og rundt gik det, for der var stribevis af faglige og politiske fester fra jul til godt ind i det nye år.

Forsamlingsbygningen havde lige fra starten haft økonomiske vanskeligheder. For at skaffe penge oprettede man bl.a. en underholdningsforening, af hvis overskud pengene skulle gå til bygningens fond. Bestyrelsen stod selv bag månedlige baller i huset, mens festerne om sommeren blev rykket udendørs til byens forlystelseshaver. Medlemskab af foreningen var en forudsætning for at kunne deltage.

Maskerader var meget populære i arbejderbevægelsen op gennem 1890’erne.  Det var et krav, at alle skulle være klædt ud, og at alle bar en maske. I Rømersgade havde deltagerne mulighed for at leje kostumer i garderoben. Var der ikke råd til det, måtte fantasien til gengæld råde, og en lille halvmaske, en vifte, en sjov hat og et skørt pyntet med kulørte papirsløjfer kunne være tilstrækkelig.

Programmet bestod af musik, sang og dans, indslag med komiske masker, og aftenens højdepunkt var, når maskerne skulle falde: demaskeringen ved midnatstid.

De farverige maskeballer og karnevaller var ikke velsete blandt mange organisationsfolk. Festlighederne blev betragtet som latterlige, pjattede og upassende for den socialistiske bevægelses mål og idealer, ja selve husets renomme kunne skades.

Bygningens andre lejere følte sig generet af de mange fester, og restauratøren havnede i den klassiske konflikt med sin bestyrelse, som mente, at han lukket alt for mange gæster ind, og endda folk uden parti- eller fagforeningsbøger.

Husets økonomi blev forbedret, og indsamlingsfesterne mindre relevante. Der blev længere mellem maskeraderne, og de, som ønskede at afskaffe denne festform for ”kulturelt laverestående”, fik med tiden deres ønske opfyldt.

Hermed sluttede også et lille særligt kapitel af plakatens historie. Årene frem til det forrige årtusindeskifte markerede netop den tidlige plakatproduktion i Danmark. Her var ikke tale om stor kunst, men også informative plakater om fest og forlystelser. Inspirationen kom fra vore europæiske naboer, fra livet i storbyerne med cirkus, cafeer og teatre.

Af Dorte Ellesøe Hansen

(Plakaten er stillet til rådighed af Arbejdermuseet & ABA)