Selskabet for
Arbejderhistorie
Selskabet for
Arbejderhistorie
Arbejderhistorie
Plakathistorie: Kvindevalgmøde i KB Hallen
Otte år var gået siden en uhyggelig brand i september 2011 hærgede det store idrætsanlægs hovedbygning. Så voldsom var branden, at hallen ikke stod til at redde, og et større slagsmål mellem interessenterne om genopbygning eller nedrivning var straks i gang.
Bygningen blev opført i 1938 for Kjøbenhavns Boldklub, og under det berømte tag i formspændt beton havde nogle af datidens ypperste arkitekter og kulturpersoner sat deres præg på den funktionalistiske indretning.
Kun fire måneder før branden var hallen blevet fredet, men fredningen blev ændret i 2013 og en nedrivning påbegyndtes.
Umiddelbart efter branden boltrede københavnere sig i minder om alle de store idræts- og musikoplevelser, messer og møder, K.B. Hallen havde været rammen om – en sand kulturhistorisk perlerække af berømtheders optræden.
Ikke alle minder var lige gode, for med den tyske besættelse fulgte gæster, som ikke kom for underholdningens skyld.
I 1942 afholdt Frikorps Danmark forårsappel i hallen med efterfølgende gadekampe. Da flåden var blevet sænket eller undsluppet til Sverige den 29. august 1943, var dens personel interneret i idrætsanlægget til og med oktober. Bygningen blev beskadiget i juni 1944 af en bombe fra danske nazister i Schalburgkorpset. Efter reparationer kunne hallen bruges igen, og husede baltiske flygtninge efter besættelsen.
Til historien hører den lange række af politiske og faglige møder og fester, som blev afholdt i hallen. Der var plads til alle – lige fra de 4.000 strejkende typografer i 1947 til de 1.200 tillidsfolk i kamp mod lønstop i 1978 og fra en bogaften med Forlaget Fremad i 1954 til de mægtige socialdemokratiske valgmøder i 1953.
Danmark havde netop ændret grundloven, afskaffet landstinget, nedsat valgretsalderen og udvidet folketingets medlemstal fra 149 til 179, og der var skabt et behov for et nyvalg. Dagen, hvor alt skulle falde på plads, var den 22. september 1953.
På en plakat inviterede Socialdemokratiet til et særligt valgmøde for kvinder i K.B. Hallen.
For 1 kr. var der adgang til at se markante socialdemokratiske kvinder på talerstolen og et stort kunstnerisk underholdningsprogram, hvor udelukkende kvinder var de udøvende.
I det trykte program lokkede man med ”Kvindernes valg-krydsord”, hvor præmien var en ”En trykkoger”.
Hvorfor dette stort anlagte kvinde-valgmøde?
De forudgående valg havde vist et svigtende engagement blandt vælgerne, og især kvinderne brugte tilsyneladende ikke deres tilkæmpede rettigheder til at stemme på andre kvinder. Selv om et af kvindernes mål var en plads i de parlamentariske forsamlinger, var andelen af kvinder i Rigsdagen minimal. Endelig blev kvinder sjældent opstillet på de bedste pladser.
Den socialdemokratiske partitop ville ikke have separate landsdækkende kvindeforeninger i organisationen. Det kvindepolitiske arbejde måtte alene ske inden for rammerne af partiet. Men i årenes løb løsnedes denne stejle holdning, og der dannedes forskellige kvindenetværk. Stor betydning fik de socialdemokratiske kvindeudvalg, som var spredt over hele landet i tilknytning til de lokale vælgerforeninger.
Kvinderne på plakaten var kendt fra det politiske, faglige og sociale arbejde. Edith Olsen sad som formand for Kvindeligt Arbejderforbund og repræsenterede 36.000 kvindelige arbejdere. Hun var den eneste af talerne, som ikke opstillede til folketinget. De tre andre var allerede folketingsmedlemmer og genopstillede i hver sin københavnske kreds. Desuden sad de eller havde siddet i Københavns Borgerrepræsentation. Alle tre var aktive i de interne kvindelige netværk og sad i Socialdemokratiets Forretningsudvalg. Nina Andersen blev socialdemokraternes første kvindelige partisekretær.
Valgets resultat viste, at Socialdemokratiet fik 74 mandater i det ny og større folketing, og Hans Hedtoft overtog statsministerposten for en samlingsregering. Fem af partiets opstillede kvinder blev indvalgt, og én af dem, Bodil Koch, udnævnte man til kirkeminister.
Der blev heller ikke rokket væsentligt ved kvindernes repræsentation i de øvrige folketingsgrupper. 8-9% forblev nogle år endnu kvindernes andel på Christiansborg.
Efter stormøder fulgte traditionen tro en resolution og kvindemødet fik også trykt en løbeseddel, som begyndte således: ”4000 kvinder.… samlet til kæmpe-valgmøde i K.B. Hallen … retter enstemmigt denne opfordring til danske kvinder …”
Af Dorte Ellesøe Hansen
(Plakaten er stillet til rådighed af Arbejdermuseet & ABA)
