Selskabet for
Arbejderhistorie

Plakathistorie: DSU på dansk og flamsk

			
			

Danmarks socialdemokratiske Ungdom fylder 100 år den 8. februar 2020. Ungdomsforbundet blev til under turbulente forhold, men lige fra begyndelsen taget godt imod af selve partiet. DsU voksede sig til en stor organisation, hvorfra Socialdemokratiet gennem tiden har rekrutterede de dygtigste folk, men også mødt hård kritik af sin politiske dagsorden. De unges til tider modsætningsfyldte politiske linje har skabt et kreativt miljø i organisationen, og den lange årrække med valgkamp efter valgkamp har vidnet om et loyalt samarbejde med det gamle parti.

En dag fortalte en gæst på Arbejdermuseet, at hun engang i 1950’erne havde stået model på en valgplakat. Hun var tidligere DsU’er og havde sammen med andre unge fra forbundet ladet sig forevige på plakater til folketingsvalget 14. maj 1957. Da valgkampen var skudt i gang, havde en fotograf fanget dem, mens de kravlede op i lygtepælene på Rådhuspladsen i færd med at binde plakaterne fast.

Plakatens motiv var en gruppe unge mennesker, som kækt gik fremtiden i møde under parolen ”Fremskridt – ungdommens parti: Socialdemokratiet”. Hver af de unge symboliserede med deres påklædning et fagligt tilhørsforhold. Forrest gik maskinarbejderen i blå kedeldragt, bag ham den unge kontordame, en funktionær i jakkesæt, en bygningshåndværker i murerens hvide tøj, en tjenestemand i rød postuniform og to anonyme personer i det fjerne.

Valgretsalderen var blevet sænket til 23 år i 1953, og Socialdemokratiet håbede på at få mange af de nye unge stemmer. Partiets valgkampagne henvendte sig klart til både ungdommen og til fagbevægelsen, som stod stærkere end nogensinde.

Ved valget gik socialdemokraterne tilbage, men dannede en flertalsregering med Det radikale Venstre og Retsforbundet.

H.C. Hansen kunne fortsætte som statsminister, og ingen interesserede sig længere for den overståede valgkamp.

Året efter i foråret 1958 udgav det belgiske socialistparti, Belgische Socialistische Partij, en tro kopi af den ungdommelige danske plakat. Den var nu næsten usynligt forvandlet til et opråb om samling den 1. maj.

Men der var sket noget andet, for gruppen på plakaten var ikke længere den sammen. Én person var bortretoucheret, maskinarbejderen havde ligheder tidens store idol, Elvis, mureren lignede en kinesisk kulturrevolutionær, postbuddet kom i beige kedeldragt, mens den unge kvinde og funktionæren helt var sluppet for ændringer i deres udseende.

Det var ikke nyt, at åndsfæller lånte eller stjal ideer fra hinanden, og med hensyn til rettigheder tog man det ikke tungt. En menneskealder senere genoptrykte det belgiske arbejderarkiv, Amsab-Instituut voor Sociale Geschiedenis i Gent, seks flotte historiske 1.- maj plakater. Landet er kendt for sin fine tegnekunst og art nouveau, men ingen opdagede åbenbart, at en beskeden dansk valgplakat var havnet i det dekorative selskab, og at fem DsU’ere på denne måde var blevet en del af Belgiens politiske kulturarv.

Af Dorte Ellesøe Hansen

(Den danske plakater er stillet til rådighed af Arbejdermuseet & ABA og den belgiske er privateje. Jeg har videregivet mine oplysninger til Paule Verbuggen, som står for plakatsamlingen i Amsab)

Plakathistorie: DSU på dansk og flamsk