Ungdomsbevægelse og parti havde stået side om side i kampen mod Danmarks medlemskab af EF og fortsatte sammen det videre arbejde.
To år før, i 1973, havde Danmark oplevet et valg, hvor jorden skred under de gamle partier, og Fremskridtspatiet blev valgets sejrherre. Der gik omkring 14 dage før Venstres formand, Poul Hartling, kunne danne en smal Venstreregering. Oliekrisen var på trapperne, fulgt af konjunkturnedgang, stigende arbejdsløshedstal, afgiftsforhøjelser og skattelettelser finansieret af offentlige besparelser.
Arbejdsmarkedet protesterede voldsomt, og demonstrationer af hidtil uset størrelse blokerede Christiansborgs Slotsplads.
Da Hartling fremlagde en ”helhedsplan” i december 1974, var presset for stort, og han udskrev valg. Et ”nytårsvalg” som ledte tanken hen på fyrværkeri og spydigt gik under parolen: ”Fyr Hartling!”. Fyret blev han nu ikke, for Venstre gik frem, men blev snart væltet, og Anker Jørgensen dannede den 13. februar en socialdemokratisk mindretalsregering.
Plakaten indgik i en samlet kampagne med 6 ens plakater med hver sit slogan om et af de politiske spørgsmål, man gik til valg på. Designet var en helt enkelt tegning som baggrund for teksterne. Bogstavtyperne var let genkendelige, brede og tunge, som støbt i beton og magen til dem, der blev brugt i partiets logo og det meste af det skriftlige materiale.
En valgfolder fulgte med plakaterne, og under overskriften: ”For et godt og bedre nytår med en ny politik og med fremgang!” ridsede partiet her sit program op.
Af Dorte Ellesøe Hansen
Plakaten er stillet til rådighed af Arbejdermuseet & ABA