Plakathistorie: Ghettoplaner

Siden 2011 har den danske regering hvert år den 1. december præsenteret en opdateret udgave af den såkaldt ”ghettoliste”. Listen navngiver særligt belastede almene boligområder med stor koncentration af flygtninge og indvandrere.

Blandt de oprindelige kriterier for ghettobetegnelsen var en række parametre som indbyggertal, beboernes tilknytning til arbejdsmarkedet, kriminalitet og andelen af indvandrere med ikke-vestlig baggrund.

I årenes løb blev kriterierne for ghettobetegnelsen omdefineret flere gange. Statistiske forskydninger og brug af forældede tal vippede boligområder af listen eller fik uventet nye skrevet på.

Med ændringerne af almenboligloven 1. december 2018 skabte regeringen en brændende platform for de boligområder, der havde stået på ghettolisten fire eller fem år i træk. Området blev pr. definition en ”hård ghetto”.

Selve ordet ”ghetto” har 500 års historie bag sig. Det blev brugt om en jødisk bydel i Venedig, et område som i dag tiltrækker mange turister. Men i det daglige leder ordet tankerne hen på nazisternes Tyskland, polske Warszawa, sydafrikanske townships og Harlem i New York. Det har oftest været tvangsisolerede fattige områder, hvor beboerne var indvandrede med fælles oprindelse.

I Danmark talte man allerede om ghettoer i 1960’erne, men først i 1994 offentliggjorde et ministerielt udvalg en rapport og en handlingsplan for områder med særligt mange indvandrede og flygtninge. Op gennem 1990’erne og 2000’erne blev disse multietniske områder helt officielt omtalt som ”ghettoer”, men den nye boligminister Kaare Dybvad ville i 2019 ikke fremover bruge betegnelsen, medmindre det direkte fremgik af den officielle lovgivning.

Centralt i den borgerlige regerings ”ghettopakke” fra 26. oktober 2010 lå truslen om nedrivning af hele boligblokke i de almene boligområder. Dette ville give færre beboere og bedre ”plads til skabe et levende byliv”.

Tvangsspredning og tvangsflytning blev en varm kartoffel i den boligpolitiske debat. Det gav stor utryghed hos beboerne, negative stempling af alment boligbyggeri og diskrimination af de beboere, som skulle ”udskiftes” med nye beboere.

At rive store gamle slumhøjhuse ned var måske til at forstå, men at dette skulle overgå nye fine lejligheder i et åbent alment byggeri gav ingen mening for de berørte.

Trods protester mod ghettolisten, alternative forslag om investering i boligområderne, blev nedrivningstanken fastholdt. Planen var at rive almene boliger ned, gøre boliger klar til salg til private og omdanne familieboliger til attraktive ungdoms- og ældreboliger. Målet var at gøre de såkaldte ghettoer til almindelige boligområder uden for mange mennesker med sociale problemer som arbejdsløshed og kriminalitet.

Blandt de røster, der hørtes udefra, var organisationen Rebel – revolutionære unge socialister (Kbh-gruppen). Den blev dannet i 1992 af forskellige unge på den revolutionære venstrefløj og var landsdækkende med små afdelinger rundt om i landet. Gruppen var kendt for humoristiske plakater, aktioner og happenings.

At afprøve ghetto-retorikken på et rigmandskvarter nord for København var snublende nær.

Plakatens foto viser en mennesketom villavej i et velhaverkvarter, men Rebel havde faktisk demonstreret i Hellerup. De havde båret et banner i hele vejens bredde med parolen ”Tvangsspred de rige”. Et foto (fra 1996?) af denne demonstration findes i Rebels politiske platform fra 1997. Billedtekstens lød ”De rige bliver rigere, mens de fattige og udstødte rammes hårdt. Der tales om spredning af indvandrer-ghettoer. Den største sociale ghetto findes dog lidt nord for København, hvor de taler et specielt sprog, spiller golf og spilder tiden med selskabstømning. Lad os starte med at få spredt den ghetto og delt deres rigdomme ud!”

Et par år senere i sommeren 2000 demonstrerede Rebel igen i en ”rigmandsghetto”. Under den velkendte parole ”Tvangsspred de rige” deltog denne gang aktivister fra Ungdomshuset og Rød Ungdom, og da ruten gik gennem et kvarter, der husede “valutaspekulanter, storaktionærer og andre skattesvindlere” iførte de unge sig svinemasker.

11.000 mennesker vil blive berørt af den seneste ghettoplan, forud venter dem tvangsflytninger eller genhusning. Samtidigt fører de enkelte boligselskaber en indædt kamp for ikke at komme på den hårde ghetto-liste.

Da rebellerne lavede deres plakat, anede heller ikke de, at det måske ville blive vort hidtil største sociale eksperiment i dette århundrede.

Af Dorte Ellesøe Hansen

(Plakaten er stillet til rådighed af Arbejdermuseet & ABA. Fotografiet er uden ophav, men fotografen er Niels Hougaard, som jeg takker for at lade mig bruge det).