Smuk og men sørgelig - en bogomtale

Lindhardt & Ringhof, 175 sider, pris: 200 kr.

Af Eva Smith, professor emerita

Preben Wilhjelm har skrevet en tankevækkende bog, Kampen for retsstaten. Samfundets fundamentale værdier under pres . Men også en smuk og sørgelig bog.

Smuk fordi den skildrer vore forfædres indædte og uforfærdede kamp for retsstaten trods forfølgelse, bøder og fængsel, og fordi de til sidst vandt kampen og sikrede en retsplejelov, alle kunne være stolte af.

Retsplejelovens fædre var dybt optagede af, at loven skulle udformes sådan, at uskyldige så vidt muligt ikke blev udsat for indgreb fra statens side. Og retsplejeloven, der blev til over en periode på 90 år, blev en smuk udmøntning af junigrundlovens principper.

Principperne i grundloven, der skulle beskrives nærmere i lov, omfattede dommernes uafhængighed af staten, offentlig og mundtlig sagsbehandling samt medvirken af nævninger i alvorlige straffesager og politiske lovovertrædelser.

Derudover indeholder grundloven også helt præcise krav til strafferetsplejen:
Bestemmelsen om, at enhver, der anholdes, inden 24 timer, skal stilles for en dommer, og at en sådan frihedsberøvelse højst kan forlænges i tre døgn. Derefter skal betingelserne for varetægtsfængsling være opfyldt, og fængslingen skal begrundes. Varetægtsfængsling må ikke benyttes for en lovovertrædelse, der kun kan medføre bøde.

Det er opløftende at læse om vore forfædres seje kamp – det sørgelige kommer, når vi ser, hvorledes retssikkerheden har udviklet sig i de hundrede år, der er gået siden retsplejelovens vedtagelse. Det er desværre en omvendt historie om den grimme ælling – den smukke svane er i færd med at udvikle sig til den grimme ælling.

Men er dette ikke bare en gammel mands synspunkter – en Jeronimus, der synes, at alt var bedre i gamle dage? Det er det desværre ikke. Wilhjelm beskriver med mange eksempler, hvorledes retstilstanden – og ikke mindst politikernes holdning til retsstaten – har udviklet sig over disse hundrede år. Wilhjelm har valgt at slå ned på strafferetsplejen, fordi det er der spørgsmålet om retsstaten sættes på spidsen. I strafferetsplejen står man over for to principper, der ofte kommer til at stride mod hinanden.

Det ene er statens ønske om at opklare og straffe forbrydelser, det andet er hensynet til uskyldige borgere, der så vidt muligt ikke skal udsættes for statens indgreb. Lad mig for egen regning tilføje, at der også er et hensyn at tage til den, der ikke er uskyldig. I en retssag bør han have de bedst mulige betingelser for forsvar. En retsstat er bl.a. kendetegnet ved, at den også behandler de mennesker ordentligt, som vi ikke bryder os om.

Wilhjelm peger på to principper, der er afgørende for en retsstat: Det ene er, at enhver skal betragtes som uskyldig, indtil han er dømt ved en domstol, og det andet, at ingen må straffes uden dom.

Ingen af disse principper står direkte i retsplejeloven, men de fremgår indirekte af en række bestemmelser.
Og det var netop med udgangspunkt i disse principper, at retsplejelovens fædre søgte at begrænse varetægtsfængsling mest muligt. Wilhjelm beskriver, hvorledes spørgsmålet om betingelserne for og længden af varetægtsfængsling har bevæget sig ud på en glidebane.

Varetægtsfængsling

I den oprindelige retsplejelov, var der kun tre muligheder for varetægtsfængsling: Flugtfare, frygt for nye forbrydelser og frygt for, at den mistænkte ville ødelægge efterforskningen f. eks. ved at påvirke vidner.
Men i 1935 blev en voldtægt begået af fire unge mænd i en lille, jysk by. De fire tilstod, og da ingen af varetægtsgrundene kunne anvendes, blev de løsladt. Dette blev refereret i landsdækkende medier og vakte stor forargelse. Det blev således anført, at offeret kunne risikere at møde gerningsmændene på gaden. Folketinget gennemførte i ekspresfart en ny varetægtsgrund baseret på befolkningens retsfølelse, som dog kun kunne anvendes i meget alvorlige sager og ved ”særligt bestyrket mistanke”.

Der kan være gode grunde til bestemmelsen, og kolleger i andre lande f.eks. Tyskland forklarer, at man ikke har en sådan bestemmelse, men står man med en drabsmand, vil man søge at anvende en af de ordinære varetægtsgrunde, f.eks. flugtfare. Hvis det er tilfældet, kan man efter min opfattelse ligeså godt tone rent flag og henvise til retsfølelsen.

Men som Wilhjelm nævner, kommer man ikke uden om, at med denne varetægtsgrund har man indført ”straf før dom”. Bedre blev det ikke, da man i 1987 indførte en ny bestemmelse, hvorefter denne varetægtsgrund også kunne anvendes, hvis der var tale om vold, og gerningsmanden i følge anklageren kunne se frem til mindst 60 dages fængsel.

Denne varetægtsgrund blev indført efter kraftigt pres fra politiet. Wilhjelm påviser generelt, at politiet har haft stor betydning for den glidebane, varetægtsfængsling har været ude på – og fremhæver, at ved retsplejelovens tilblivelse var det bemærkelsesværdigt, at man intet hørte fra politiet og dets organisationer.

Lægdommerne

Et andet område, der har Wilhjelms bevågenhed, er lægdommerordningen. Nævninger er omtalt i grundloven, men har altid kun medvirket i relativt få sager. I 1937 indførtes domsmandsordningen, som betyder, at der medvirker lægmænd i alle straffesager med en højere strafferamme end bøde. Når man ikke bare udvidede nævningesager skyldtes det, at man ønskede et mindre bekosteligt og mindre besværligt system end de 12 nævninger.

Der medvirker to domsmænd og en dommer i almindelige sager i byretten og tre domsmænd og en juridisk dommer i landsretten. Alle rettens medlemmer har èn stemme, og voteringen om skyldspørgsmålet foregår – i modsætning til nævningesager – i fællesskab mellem de juridiske dommere og domsmænd.

Nævningernes selvstændige vurdering af skyldspørgsmålet har længe været en torn i øjet på de juridiske dommere, og en fællesvotering som i domsmandssager har flere gange været foreslået. Striden har stået om, hvorvidt grundlovens nævningebegreb krævede selvstændig votering, og det derfor ikke kunne afskaffes ved almindelig lov. Et flertal i Folketinget mente imidlertid, at det var tilstrækkeligt, hvis man bevarede et stort flertal af lægdommere i nævningesystemet. Således, skriver Wilhjelm, blev nævninger reelt afskaffet fra den 1. januar 2008, hvor fællesvotering blev indført.

Wilhjelms synspunkt støttes af stort set alle forfatningsretlige og retsplejemæssige eksperter. Jeg er fuldstændig enig og kan tilføje, at i den procesretlige internationale terminologi er den afgørende skillelinje mellem juryer (nævningeting) og mixed court (domsmænd) ikke antallet af lægdommere, men netop den selvstændige stilling til skyldspørgsmålet. I Frankrig har man på samme måde gennemført fællesvotering i nævningeting, men bevaret navnet Cour d`assises af politiske grunde. I internationale fora må jeg nu som mine franske kolleger erkende, at vi ikke længere har en jury i Danmark, men har bevaret navnet af hensyn til grundlovens bestemmelser.

Et andet forhold, som Wilhjelm peger på, er, at politikerne ikke længere synes at skelne mellem sigtede, tiltalte og domfældte. Også jeg har bemærket, at politikerne bruger begreberne i flæng – og vor justitsminister f.eks. kan finde på at sige, at der må hårdere betingelser for varetægtsarrestanter som et led i den hårde linje over for forbrydere – så synes han helt at have glemt, at varetægtsarrestanter netop er mennesker der ikke er dømt.

Jeg håber, Wilhjelms tankevækkende bog vil blive læst af mange. Den kræver ingen særlige forudsætninger, men kan læses af enhver, der interesserer sig for demokrati og retsstat. Særlig interesse har den naturligvis for jurister – men navnlig håber jeg, at den må blive læst af politikerne, før det er for sent.