Det 20. århundredes Europas andet helvede

Nyt fra SFAH har tidligere bragt en omtale af første bind af den danske oversættelse af den britiske historiker Ian Kershaws firebindsværk om Europas i det 20. århundrede.

Her skal bringes en omtale af andet bind, der tager fat, hvor første bind sluttede – med den europæiske nedsmeltning i 1930’erne. Bogen er opdelt i fire dele. Første del tager som sagt tråden op med det internationale samfundssystems sammenbrud.Mellemkrigstidens internationale system, især i skikkelse af Folkeforbundet, var karrakteriseret af en række svage institutioner, der blev yderligere svækket af en række økonomiske og politiske kriser.

En af de mest interessante historiografiske debatter om mellemkrigstiden handler om muligheden for eller rimeligheden i at samligne de tre store diktaturer, det nazistiske i Tyskland, det fascistiske i Spanien og det kommunistiske i Sovjetunionen.

Typisk har den ene side i debatten, den traditionalistiske, slået på, at de qua en række fælles totalitaristiske træk er sammenlignelige, mens andre skoler har argumenteret imod dette, for eksempel ved at påpege deres ideologiske placeringer på henholdsvis højre- og venstrefløjen.

Ian Kershaw

Kershaw kommer her med det væsenstlige bidrag til debatten, at han argumenterer for sammenlignelighed ud fra det princrip, han kalder ”dynamiske diktaturer”. Han argumenter for, at der er tale om en række strukturelle fællestræk. For det første opstillede de en række totale krav til deres statsborgere, der fik betydning for deres adfærd i stærkt iscenesatte og kontrollerede samfund, hvor alle former for organiserede sociale aktiviteter søgtes styret af de respektive regimer. For det andet gjorde de brug af terroristisk undertrykkelse af deres egne statsborgere og var i realiteten politistater. For det tredje søgte de at opnå ideologisk og militariseret dynamisering og militarisering af samfundet.

Anden del af bogen omhandler tiden frem mod Anden Verdenskrigs udbrud. Ian Kershaw er først og fremmest internationalt kendt som forsker i Hitler-tiden. Det kommer til sin ret i hans analyse af årsagerne til verdenskrigens udbrud. Han påviser tydeligt, hvordan de nazistiske magthavere med Hitler i spidsen bevidst søgte at fremprovokere en ny krig, og hvor skuffede man, og især Hitler, var over Storbritanniens og Frankrigs eftergivenhed i gentagne tilfælde. Også den spanske borgerkrig omtales i denne del af bogen. Ligesom heldigvis også Molotov-Ribbentrop-traktatens betydning for Anden Verdenskrigs udbrud udtrykkes klart og tydeligt.

Bogens største del er den tredje, der dækker Anden Verdenskrig. Der er skrevet mange hyldekilometer om den, men under overskriften ”Helvede på jord” tildeles den her to kapitler af i alt 150 sider. Det kan synes som meget eller lidt i et generelt værk om Europas historie. Men er i hvet fald tilstrækkeligt til at fremlægge en række væsentlige og interessante pointer og iagttagelser, der rækker ud over gennemgangen af krigens militære forløb.

Eksempler på disse er den manglende folkelige jubel over krigsudbruddet (også i Tyskland), da en generations forblødning på Europas slagmarker endnu stod i frisk erindring, Tysklands store og tidlige fiasko ved ikke at kunne besejre Storbritannien, fejlen ved at angribe Sovjetunionen for at skabe et lebensraum ud fra en besættelse af frygt for at kunne blive udsultet, som det havde været tilfædet under Den Første Verdenskrig, betydningen af at Tyskland efterhånden mistede støtten fra sine miltære allierede, udviklingen af våbenteknologiens betydning for at gøre drab i krig til noget upersonligt, ideologiers betydning for krigens udvikling og de efterhånden industrialiserede myrderier i diverse totalitære regimers koncentraionslejre, samt at mange andre end nazisterne fik mulighed for at give antisemitismen frit løb samt krigsoplevelsen for forskellige militære og civile samfundsgrupper.

Desværre lider bogen under samme mangler som andre vestlige værker om Anden Verdenskrig – en manglende erkendelse af det sovjetiske folks enorme indsats og ofre, der fik den afgørende betydning for de hitleriske styrkers nederlag.

Bogens fjerde del ser frem mod efterkrigstidens Europa, med særligt fokus på den ideologiske systemkonflikt mellem blokkene med hver deres supermagt i spidsen og den partipolitiske og socio-økonomiske udvikling, der pegede frem mod et ansvar blandt de europæiske regeringer for at styrke velfærdsstaten. Der er således meget stor fokus på den økonomiske udvikling i de første efterkrigsår, mens de mange tanker og formuleringer i form af menneskerettighedserklæringen, folkeretten og lignende traktater, der er unikke for vores tidsalder, helt udelades; desværre, for de er i vores samtid igen kommet under et virkeligt pres. Men man kan håbe, at kommende bind vil tage sådanne teamer op.

Afslutningsvis skal der – trods de enkelte skønhedspletter nævnt ovenfor – lyde en varm anbefaling af Ian Kershaws nye Europahistorie. Ligesom første bind er der tale om en væsentlig og læseværdig (også på grund af den glimrende oversættelse) fremstilling af Europas korte, blodige 20. århundrede.

Kim Frederichsen, ph.d. i russisk historie og samfundsforhold