Selskabet for
Arbejderhistorie

Den store katastrofe. Europa 1914-1933

			
			

 

Ian Kershaw: Den store katastrofe: 1914-1933, bind 1, 300 sider, Gads Forlag, 2017

Blandt historikere tales der ofte om det lange 19. århundrede (fra Den Franske Revolution til Første Verdenskrgs udbrud) og det korte 20. århundrede, der begyndte med Første Verdenskrig og endte med Den Kolde Krigs ophør i december 1991, da den ene af de to parter i den ideologiske systemkonflikt forsvandt, hvorved grundlaget for en bipolær konflikt ikke længere var til stede.

Man kan også se det 20. århundrede som det blodige århundrede, hvor krigsførelse for alvor var blevet industrialiseret, eller som ideologiernes århundrede.

Man kan i høj grad argumentere for, at det netop er de to vinkler, den britiske historiker Ian Kershaw anvender i det første bind af sin nye Europahistorie, der er planlagt til at udkomme over i alt fire bind.

Ian Kershaw starter direkte ud med Første Verdenskrigs slagterier og viser, hvordan den opstod inden for rammerne af en europæisk verdensorden, der byggede på national chauvinisme og revanchisme, og hvor krig af magthaverne blev betragtet som et helt legitimt magtmiddel, men hvor militærstragerne ikke umiddelbart havde lært noget af den russisk-japanske krig (1904-5) eller den første og anden Balkankrig (1912-1913), hverken hvad angik betydning af den militærindustrielle udvikling eller manglende alternativer til at føre angrebskrig.

Resultatet kendes. En europæisk generation forblødte som kanonføde for forældede europæiske imperiers territoriale aspirationer, der intet havde med ”godt” eller ”ondt” at gøre, men byggede på en forældet feudalistisk tankegang om at skabe værdier gennem erobringen af jord.

Måske er det væsentligste resultat af Første Verdenskrig, at fire af de kejserriger, der var til stede i Europa, det tyske, det østrig-ungarske, det russiske og det osmaniske, brød sammen som følge af det socio-økonomiske tryk, der overophedede som følge af krigsdeltagelsen. Det efterlod et tomrum i Central- og Østuropa, og en af de vigtigste og væsentlige pointer hos Kershaw er, at han flytter fokus til dette geografiske område af nyopståede efterfølgerstater for at finde årsagerne til den videre europæiske udvikling frem mod Anden Verdenskrig.

Kershaw beskriver med rette et område fra Tyskland i vest til Rusland i Øst og fra Baltikum i nord til Balkan i syd, hvor en række helt centrale forhold kom til at bestemme udviklingen for hele kontinentet. De var: Manglende demokratiske traditioner; håbløse fredstraktater, der skabte flere territoriale konflikter og etniske modsætningsforhold, end de løste; ekstrem nationalisme forankret i facistiske partier, og skarpe klassemodsætninger forankret i kommunistiske partier.

Alt sammen faktorer, der fik gløderne fra Første Verdenskrigs bål til at ulme videre, indtil de socio-økonomiske følger af krakket på Wall Street og Den Store Depression fik dem til at blusse op igen. Det accellerede de anti-demokratiske ideologiers fremmarch og resulterede i, at der ved første binds kronologiske afslutning i 1933 var flere diktaturer end demokratier i Europa.

I forbindelse med sin beskrivelse af ideologiernes århundrede gør Kershaw en del ud af kommunismens, eller måske rettere sagt bolsjevismens, fremkomst, konsolideringen af magten i Sovjetrusland og bestræbelser på at udbrede ideologien. Først i form af udråbelsen af en række kortlivede sovjetrepublikker, og senere i form af de kommunistiske partiers deltagelse i det politiske liv rundt om i Europa.

Ian Kershaw anerkender selv, at hans Europahistorie er en syntese, der står på skuldrene af andre historikeres forskning. Men med den belæsthed, overblik, velformulerethed og evnen til at fremdrage de centrale pointer, er det ikke noget, der trækker ned (med få uheldige undtagelser, som når det hævdes, at Danmark uden videre fik overgivet hele Slesvig efter Første Verdenskrig). Derimod skal man som læser glæde sig til at læse en så velovervejet og gennemført Europahistorie som Ian Kershaws. Hvis første bind er en indikation for den samlede kvalitet af serien, så er der meget at se frem til i de øvrige tre bind.

Kim Frederichsen, ph.d. i russisk historie og samfundsforhold