Selskabet for
Arbejderhistorie
Selskabet for
Arbejderhistorie
Arbejderhistorie
Den genfundne arbejderklasse
Lars Olsens ærinde og tilgang i bogen Det forsvundne folk er anderledes. Men han deler intentionen om at hive en stor social gruppe frem i det offentlige lys. En gruppe som han – langt henad vejen med rette – mener er skrevet ud af fortællingen, når politikere og medier diskuterer reformer af f.eks. efterløn, dagpenge og førtidspension. Det er levevilkårene for dem, som vi tidligere kaldte arbejderklassen, Lars Olsen har i søgelyset.
Mens Thomas Højrup talte om kulturel blindhed og livsformscentrisme, hvor man alene anskuer og fortolker verden ud fra sin egen livsform, så taler Lars Olsen om en ”kløft mellem de definerende klasser og store befolkningsgrupper”. Og at uddannelseseliten har skrevet det fysiske arbejde og de nedslidte ud af vores kollektive fortælling. Det til trods for at gruppen udgør 39% af befolkningen.
Lars Olsen har da en pointe, når han skriver, at ”de uddannede klasser … har indrettet samfundet efter deres egen livsform”. Det er bare ikke hele sandheden. Og det kan ikke bruges som hovedforklaring på mediernes og især ikke politikernes behandling af fx. håndværkere, ufaglærte, ’sosu’er’ og andre med fysisk arbejde. Det er en undervurdering af, at både mediechefer og politikere også agerer ud fra bevidste ideologiske præferencer.
Men skal man tro Lars Olsen, så går den samfundsmæssige hovedmodsætning i dag mellem folk med lange boglige uddannelser og ”hæve-sænke-borde” og så de 39% hårdt prøvede med fysisk arbejde. Det er i hvert fald det hovedindtryk, hans bog efterlader. Den økonomiske magt i form af virksomhedsejerne, koncernledelserne og deres interesseorganisationer fylder forsvindende lidt i billedet af det danske klassesamfund anno 2018. Man fristes næsten til at sige, at de nærmest er skrevet ud af historien. Dog ikke helt. I den i øvrigt glimrende beskrivelse af udbudsøkonomiens greb om politikerne og de socialt vind-og-skæve reformer i dens kølvand, fornemmer man lige akkurat skyggen af samfundets afgørende magthavere: den økonomiske elite eller kapitalen eller borgerskabet, som arbejderklassens historiske modpol engang omtaltes.
Skræller man nogle lag af Lars Olsen unuancerede og til tider populistiske billeder af en ellers ret sammensat ”kultur- eller uddannelseselite”, hvad han nok vil betakke sig for, fremstår der en solid beskrivelse af arbejderklassens levevilkår i 2018. Den er et vigtigt korrektiv til de borgerlige mediers (hvad næsten alle jo er) ideologisk betingede ligegyldighed med eller forvrængede fremstilling af ”det forsvundne folks” levevilkår.
I afsnittet om Tryghedens deroute anskueliggøres det, hvordan utrygheden i stigende grad kaster en permanent skygge over mange fag- og ufaglærtes hverdag. Og hvordan de såkaldte reformer har gjort de sygemeldte og kontanthjælpsmodtagerne til dén mest utrygge gruppe i landet. En tandlægeregning, og så vælter læsset. Det påvises, at fysisk hårdt arbejde fordobler risikoen for nedslidning, så man havner i fleksjob eller på førtidspension. Hvad der kan være galt nok i sig selv. Men uligheden forstærkes yderligere af, at man politisk har besluttet at forhøje pensionsalderen uden skelen til, hvor hårdt fysisk arbejde folk har. Og hvor længe de har haft det.
I kortlægningen af, Hvem som repræsenterer de oversete, foretager Lars Olsens en noget ensidig prioritering af fordelingspolitik og social tryghed, der i hans optik nærmest fremstår uforenlig med også at fokusere på etniske og seksuelle minoritetsgrupper, flygtninge- og klimapolitik. Hermed placerer han sig selv i en position, som – med omvendt fortegn – er lige så politisk ensidig, som de såkaldte identitetspolitikere, han ivrigt skoser.
Af Kenn Schoop
Lars Olsen: Det forsvundne folk, Gyldendal 2018 (Pris: 249,95 kr.)
