Bogomtale: Populisme og klassekamp

Da Fremskridtspartiet i 1973 bragede ind i Folketinget med 28 mandater, sendte det rystelser gennem hele det politiske landskab. Chokket over den pludselige fremkomst af et stort ultraliberalistisk protestparti fortæller, at en stor og utilfreds befolkningsgruppe aldrig rigtig var kommet på de etablerede partiers radar.

På venstrefløjen blev man især ”overrumplet, oprørt og forvirret” over, at det nye parti tiltrak mange fra arbejderklassen. Mest ufaglærte fra mindre virksomheder i provinsen. Begrebet ”fremskridtarbejderen” så dagens lys og gav i 1977 navn til en bog med undertitlen ”kammerat og fjende”. Forfatterens ærinde var, at komme udover den spontane fordømmelse han selv havde reageret med. Og prøve at forstå, hvilke bevæggrunde der lå bag ”fremskridtsarbejderens” politisk valg, som syntes i direkte modstrid med egne interesser. Som debatbog skulle den lægge op til selvransagelse og selvkritik på den socialistiske venstrefløj.

Kristian Thorups ”Populismens klassekamp”er her over 40 år senere drevet af nogle af de samme ambitioner. Bogen fokuserer på, hvorfor arbejdervælgerne i stigende omfang er rykket til højrepartiet Dansk Folkeparti. Forfatteren ønsker, at ”forklare, hvorfor splittelsen mellem arbejderklassen og venstrefløjen er opstået, og hvordan den kan forsones”. Trods de mange år, som skiller de to udgivelser, så synes de at være enige om, at venstrefløjen skal gøre afbigt. Hos Kristian Thorup tangerer det dog nærmest udskamning af en karikeret fremstilling af venstrefløjen. Hvilket ikke er det bedste afsæt for en åben dialog om, hvordan man udvikler politiske svar, der matcher denne vælgergruppes problemstillinger. For forfatteren har jo ret i, at dette er presserende.

Man kan få det indtryk, at arbejdervælgeres vandring til højre er af nyere dato og skal ses i sammenhæng med DF’s politik. Men med ”fremskridtsarbejderens” opdukken i 70’erne var det første store skred jo for længst sket, da Pia Kjærsgaard brød med sit gamle parti og dannede DF. Man kan sige, at DF med sine værdipolitiske mærkesager og partikultur målbevidst har formået at stimulere og lukrere på en allerede aktiveret understrøm af utilfredshed og utryghed i dele af arbejderklassen, som både udspringer af reelle og som af imaginære samfundsforhold.

Ligesom i bogen ”Fremskridtsarbejderen” indeholder ”Populismens klassekamp” en række interviews med almindelige partimedlemmer. Det er bestemt lærerigt, at læse hvordan disse DF’ere oplever, at omverdenen ser ned på dem og angiveligt behandler dem svinsk. Hvis de da ikke ligefrem ignoreres.

Men der er også flere problemer med disse personlige beretninger.

For det første er der tale om meget få eksempler, hvad forfatteren også selv påpeger. Og deres repræsentativitet er uklar. Alligevel konkluderes der, at DF’s vælgere stigmatiseres i hverdagen. En betragtning som virker noget statisk og i bedste fald har historisk interesse. For den ignorerer, at store dele af DF’s udlændingepolitik og retorik efterhånden er blevet politisk mainstream og stuerent langt ind i Socialdemokratiet.

For det andet synes intervieweren ukritisk at godtage alle beretningerne som den usminkede sandhed og ikke som subjektivt farvede oplevelser. Kildekritikken af disse partsindlæg er helt fraværende.

For det tredje garneres interviewene med en forklarende teoretisk overbygning, som en så spinkel empiri ikke kan bære. Men som forlener beretningerne med en aura af videnskabelig blåstempling.

I bogens optik fremstår de menige DF’ere som stigmatiserede ofre. Men det er vel rimeligt, at DF’ere på linje med andre partiers medlemmer må stå på mål for deres partis synspunkter og retorik. Og at modreaktionerne derfor også skal ses som et spejl af partiets egen fjendtlighed overfor (især muslimske) indvandrere og flygtninge samt de partier, som ikke deler deres synspunkter.

Ansvaret for at arbejdervælgere tiltrækkes af DF placerer bogen hos en ikke præcist defineret kulturel overklasse af venstreorienteret observans, som angiveligt fører en værdipolitisk klassekamp vendt mod arbejderklassen med udlændingepolitikken som omdrejningspunkt. DF ses som en reaktion på denne symbolske undertrykkelse. Mens den såkaldte ”uddannede venstrefløj” efter Kristian Thorups opfattelse kæmper ”for en åben, multikulturel politik uden at have indsigt i, at deres verdensbillede er betinget af deres egen privilegerede position”.  Venstrefløjens synd er tilsyneladende, at den ikke fører en udlændingepolitik à la DF.

For at få fremstilingen af en verdensfjern akademisk venstrefløj til at passe, henvises der løbende til De Radikale. Ligesom det fremhæves, at ledende radikale politikere har bopæl i ”det meget flotte Gentofte”, langt fra integrationsproblemerne. Men De Radikale er nu engang ikke et venstrefløjsparti, men grundlæggende set borgerlige. Og den sociale blindhed, som man kan finde hos dem, kan derfor ikke lægge den socialistiske venstrefløj til last.

Forfatteren gør ret i at påpege, at vores syn på verden (også) er præget af egen sociale placering og erfaringshorisont. Og gu’ findes der som følge heraf privilegieblindhed blandt akademikere. Det gør der så også hos velfærdsnationalistiske arbejdere. Men at gøre uddannelsesforskelle til universalforklaring på de værdipolitiske uenigheder mellem venstrefløjen og DF forvrænger billedet af en strid, som substantielt er ideologisk. Det er faktuelt forkert at fremstille DF’s arbejdermedlemmer som udtryk for arbejderklassen som sådan. Og i forlængelse heraf anklage en angiveligt akademiseret venstrefløjs værdipolitiske kamp mod DF for at være klassekamp vendt arbejderklassen.

Både arbejderne såvel som folk med lange uddannelser er i dag spredt over en række ideologisk set forskellige partier, hvilket ikke ville være tilfældet, hvis alene uddannelse og øvrig kulturel kapital definerer folks politiske opfattelser og horisont.

Den socialistiske venstrefløjs mere imødekommende tilgang til fx flygtninge- og integrationsspørgsmålet bygger både på værdier, der har rod i oplysningstidens menneskerettigheder såvel som i arbejderbevægelsens tradition for internationalisme og solidaritet.

At venstrefløjen ikke er underlagt en privilegeret uddannelseselite, der ikke har øje for andet end sin egen livsform og interesser, fremgår med tydelighed af de socialistiske partiers fordelingspolitiske kamp mod ulighed, social dumping mm. En kamp, hvor både DF og De Radikale står på den modsatte side.

Kristian Thorup:
Populismens klassekamp – om udlændingepolitikken og venstrefløjens tabte arbejdervælgere.
176 sider. Pris: 199 kr.
Frydenlund 2018