Selskabet for
Arbejderhistorie

Bog: Direkte venstre mod højre i 1930erne

			
			

De seneste års globale politiske udvikling og fremvækst af nye ultranationalistiske højrebevægelser har skabt en stor interesse for studiet af fascismen og mellemkrigstidens politiske liv.” Sådan indleder Charlie Krautwald sin bog om Venstrefløjen og den militante antifascisme i Danmark 1930-39.

I starten af 1930’erne lod både kommunister og socialdemokrater sig provokerer af nazister og unge konservative, der efter inspiration fra Italien og Tyskland gennemførte konfrontative aktioner mod møder i arbejderkvarterer. Som modvægt hertil oprettede kommunisterne arbejderværn og Socialdemokratiets ungdomsorganisation, DSU, oprettede ordensværn. Konflikter mellem ungkommunister (DKU) og DSU havde ellers før betydet, at de sloges mod hinanden. Men faren for at få samme udvikling i Danmark som syd for grænsen gjorde, at begge organisationer blev overbevist om, at den største fare kom fra højrefløjen og fascistiske ideologier.

Det beskriver Krautwald meget neutralt og loyalt ud fra datidens tænkemåde. Som læser med et politisk udgangspunkt fra 1970’erne, fortæller navnene på værnene noget om de forskellige intentioner i oprettelsen af disse værn. DSU vil have folk til at holde de nazistiske, ungkonservative eller kommunistiske provokatører væk fra deres møder og demonstrationer, der skulle være orden. Hos DKU var arbejderværnet mere et tegn på en militant aktivisme mod fascismen. I begge organisationer var inspirationen hentet fra de tyske søsterorganisationer.

I starten af 30’erne var det let at kende forskel på de forskellige værn og fascisterne, da de anvendte forskellige skjorter og tørklæder. Det sås tydeligt i 1932, hvor nazisterne virkelig slog igennem i Tyskland og betød ny strategi i DSU, hvor flere medlemmer efterhånden tog ”3 pile-tegnet” op som kamptegn mod nazisternes naziflag.

Interessant er det i den sammenhæng, at Jens Otto Krag, som den gang var menig DSU’er, støttede ”3 pile”-bevægelsen. Han var dermed i modsætning til ledelsen i DSU, som ikke ønskede at understøtte en militant bevægelse mod fascismen. DSU ville, i lighed med den socialdemokratiske regering hellere bekæmpe de udemokratiske højretendenser gennem lovgivning: Uniformsforbud og uro-love. Dette valg af strategi er vigtigt: skal man går til modangreb på fascisternes kampplads, eller skal man modarbejde dem gennem lovmæssige begrænsninger. I Danmark viste den sidstnævnte strategi sig at virke. Jens Ottos støtte til ”3 pile”-linjen betød desuden, at hans politiske karriere i DSU stoppede – hans personlige erfaringer fra 1930’erne betød sandsynligvis, at han som partileder i 1970’erne havde mere forståelse for den interne modstand mod EF i Socialdemokratiet.

DSU nedlagde i 1934 ordensværnsgrupperne, hvilket kom til at betyde, at flere centrale personer brød ud af DSU og dannede bl.a. Alarmgruppen. Samtidigt blev DKU, af Komintern, styret mod en enhedsfrontstrategi, hvor de skulle kæmpe sammen med Socialdemokratiet mod fascisterne. Det bliver dog afvist af Socialdemokratiet i Danmark, men betyder, at udbryderne fra DSU nu begynder at slås sammen med DKU’erne specielt mod de ungkonservative (KU). Denne udvikling samt navnene på de centrale personer har Krautwald detaljeret beskrevet i bogen.

Det kommer som lidt af en overraskelse for mig, at der var et sådant aktivistisk samarbejde mellem DSU’ere og DKU’ere i trediverne. Historien i 1970’erne fortæller desværre mest om modsætningerne mellem de to ungdomsorganisationer.

Det er en kæmpe research, Charlie har gennemført i forbindelse med bogen, som bygger på hans historiespecialeafhandling fra 2016. Han har bl.a. identificeret og analyseret 145 aktioner rettet imod højreradikale møder, demonstrationer og gadeaktivisme i 1930érne. Og der er gode grafiske fremstillinger af udviklingen af fraktionerne i den antifascistiske bevægelse.

Aktionerne topper i forbindelse med folketingsvalget i 1935. Krautwald nævner i den forbindelse ikke resultatet af valget, hvor Socialdemokratiet fik 46% af stemmerne og kommunisterne fik under 2%. Det siger måske noget om, at den antifascistiske bevægelse ikke havde den store folkelige opbakning eller gennemslagskraft. Det skal dog ikke forklejne bogens meget vigtige beskrivelse af strategiske udviklinger i en politisk kriseperiode.

Som nævnt i indledningen af bogen er der også i dag en fremvækst af nye ultranationalistiske højrebevægelser. Disse nutidens populistiske bevægelser kan have lidt fascistiske undertoner og kopierer metoder fra 1930’erne. Specielt er retorikken over for ”socialisterne” bekymringsværdigt, og kan bringe os i en politiske ustabil situation, som det bl.a. ses i USA. Charlie Krautwalds bog er derfor et vigtigt bidrag til forståelsen og studiet af begrebet fascisme og muligheder i mobiliseringen mod fascismen.

Peter T. Christensen

Charlie Krautwald: KAMPKLAR!  Syddansk Universitetsforlag, 2020, 253 s.

Bog: Direkte venstre mod højre i 1930erne