Bogomtale: LOs sidste 20 år

Bogomtale: LOs sidste 20 år

Posted d. 16. september 2022

Den næsten 400 siders tykke bog om LO´s sidste 20 år er interessant og givende læsning. Bogen er afslutningen på en trilogi – først 700 sider om perioden 1871-1959: ”Fremad og atter fremad…”, dernæst små 600 sider om perioden 1960-1997: ”I takt med tiden”. Det er dygtige historikere, der har skrevet de to første bøger, og Henning Tjørnehøj og Henning Grelle har redigeret hver deres bog. Bogen om perioden 1998-2018 har Poul Smidt været den eneste til at skrive, men har har talt med et utal af relevante personer, men kun kort med undertegnede. Jeg har været ansat i LO fra 1995 til 2015, og bogen beskriver perioden 1998 til 2018.

Først blev jeg noget overrasket over titlen – var det specielt ulvetider i disse år? Sådan husker jeg det ikke i det daglige arbejde i den danske paraplyorganisation for fagforbundene. Vi havde vores udfordringer med forbundenes medlemstilbagegang og den borgerlige regering i 00’erne, men sådan går det jo tit op og ned for organisationer. Og skiftespor hentyder vel til bruddet med Socialdemokratiet, det er historisk voldsomt, at arbejderbevægelsen går lidt i opløsning, men nødvendigt i forhold til nutiden. Ellers følger Poul Smidt op på de tidligere LO-bøgers linje med en beskrivelse af det politiske livs interaktion med fagbevægelsen. Så en titel som ”Alene mod nye alliancer” kunne være mere efter min smag.

Jeg husker mest de skiftende interne strukturer og nye afdelingsledere eller teamledere, og en stor kulturændring med flytningen fra Rosenørns Alle til Islands Brygge. Men set udefra har Poul Smidt nok ret. Poul Nyrups regeringstid var ikke positiv for LO, indflydelsen var minimal og efterlønnens nedtrapning en katastrofe for arbejderbevægelsen. Tilliden mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen fik et voldsomt knæk, som vel også medvirkede til den skilsmisse, som formelt fandt sted i 1996 og som i 2003 blev endnu mere epokegørende, da det økonomisk tilskud til Socialdemokratiet stoppede. Poul Smidt beskriver det meget fint i bogen på side 35: ”Et samlet tilbageblik på hele 1998 viser, at LO var blevet Socialdemokratiets fjerne fætter, som kun kom lidt tættere på familien, når han optrådte som partiets rige onkel”.

Modsat gav denne situation en større handlefrihed i forhold til Anders Foghs borgerlige regering i 00’erne, som specielt Harald Børsting fint udnyttede. Det blev meget tydeligt, da Anders Fogh mødte op til Haralds 60-års fødselsdag og holdt en god tale om samarbejdet.

De tre formænd, som LO havde i den beskrevne periode, var meget forskellige: Hans Jensen 1996-2007, Harald Børsting 2007-15 og Lizette Risgaard 2015-18. Som tilknyttet Fagbevægelsens Interne Uddannelse (FIU) har jeg haft stor kontakt til Harald og Lizette og næstformand Tine Augervig, der alle tre har været formænd for FIU-udvalget. Hans Jensen havde ikke tilknytning til uddannelsen af tillidsfolk, men kom fra som formand for et lille fagforbund.

I 2001 var beslutningen om lukningen af Roskilde Højskole så vigtig, at Hans måtte inddrages. Jeg kan huske, at vi LO-konsulenter på det første møde om lukningen blev konfronteret med spørgsmålet – Hvem af jer vil lukke en hæderkronet arbejderhøjskole? – det ville Hans ikke. Lukket blev Roskilde Højskole alligevel nogle måneder senere – dårlig økonomi og manglende vinterskoleelever krævede det.

Ellers er de vigtigste personligheder, der er beskrevet i bogen er: Tine Aurvig, Harald, og Lizette. De havde hver deres styrker og svagheder. Tine havde den gode pressekontakt, og var den store reformator af LO i 00’erne. Hun var ledende på den interne fornyelse af LO og indretning af det nye hus på Islands Brygge. Harald var den analyserende og strategisk tænkende, og Lizette den udadvendte og engagerede – mere om disse to senere. Som et kuriosum kan nævnes, at formanden, og næstformandens placering i det sorte hus på Islands Brygge ikke var på 5. sal, som Poul Smidt fortæller, men på 3 sal i midten af huset. Det bestemte Tine Aurvig – så var de mest tilgængelige for alle ansatte. Der var også et andet forhold, der havde indflydelse på ens placering i huset – udsigt til havnen eller ind mod land (Amager Fælled). Tine sad, ligesom formanden, mod vandet, og det beskrev hun selv som beroligende og en stor fordel. Eneste afvigelse fra 3. sal placeringen var, da Lizette blev rykkede ned på 2. sal sammen med Arbejdsretsafdelingen, men stadig placeret mod vandet

De simple typebeskrivelser af de valgte ledere i LO findes ikke i Poul Smidts bog, men af de detaljerede beskrivelser af håndteringen af politiske udfordringer og konflikter kan de forskellige typer genkendes. Jeg tror således ikke, Poul er uenig med mig i beskrivelsen. I bogens første halvdel kan Tine Aurvigs indflydelse klart fornemmes ved de mange citater fra hende, som bogen indeholder. Som periodevis talerskriver for hende, mens hun var formand for FIU-udvalget (1998-2003), lærte jeg, at hun godt kunne lide, at udvalgets medlemmer blev provokeret lidt – som for eksempel, da hun, under drøftelsen af et punkt om e-læring brug i FIU, udtalte, at højskoleforstandere mere var sengeudlejere end fornyere af fagbevægelsens uddannelse. Hvis det kom til debat, var Tine til gengæld mere svag, hun var ikke selv et produkt af fagbevægelsens interne uddannelse og ikke med socialdemokratisk baggrund. Det sidste søgte hun dog meget at kompensere for gennem en god kontakt til DSU og de nye kvinder i partiet – blandt andet ved opstilling af Helle Thorning som formandskandidat i Socialdemokratiet, som det også fremgår af bogen.

Udfordringerne for LO var store i 00’erne. Først en borgerlig regering, så blev amterne afskaffet, hvorefter LO måtte ændre sin struktur lokalt, og sidst blev eksklusivaftalerne underkendt i EU. Bogen beskriver rigtig godt, hvorledes det påvirkede LO, og hvad der blev gjort ved det – ekstraordinære kongresser, et ”nyt LO” og hjælp fra diverse forskere til at analysere situationen og medlemmernes holdning til LO.

Harald Børsting kom til LO samtidigt med Tine Aurvig i 1995. Harald kom fra SiD (der senere blev 3F), og havde haft med uddannelsesarbejde at gøre siden 1985. Først i Oplysningsafdeling, der har ansvar for den interne uddannelse af tillidsfolk i SiD, og siden som leder af den uddannelsespolitiske afdeling i SiD. Harald havde således stort kendskab til fagbevægelsens uddannelsespolitik både eksternt og internt og har skrevet bidrag til artikelsamling om ”Voksenundervisning Voksenpædagogik – en håndbog fra 1987”. Jeg har kendt Harald fra 1985, og han var næstkommanderende i Oplysningsafdelingen. Så i modsætning til Tine var det meget naturligt, at han blev formand for FIU-udvalget i 2003. Harald skulle ikke have talepapirer, når der var besværlige punkter på dagsorden. Vi involverede konsulenter holdt et formøde med Harald, og så havde han styr på sagerne, også hvis der kom debat. Harald var også meget grundig i gennemlæsningen af notater og en god fejlfinder, specielt når der var tal involveret.

Denne forskel på baggrund viste sig at være afgørende i valget af ny formand for LO i 2007. Harald skrev selv sin tale til kongressen, som anbefalede ham som formand, hvor Tine fik en LO-afdelingsleder til at skrive sin tale. Bogen beskriver rigtig godt andre forhold, som resulterede i det overraskende resultat, at Harald blev valg til formand. Historisk skal det dog heller ikke underkendes, at Harald kom direkte fra FIU-arbejdet. Tidligere formænd Thomas Nielsen, Knud Christensen og Finn Thorgrimson kom også fra et ansvar for fagbevægelsens uddannelse af tillidsrepræsentanter, og derigennem den gode kontakt til basis i fagbevægelsen. Det er ikke sagt for at underkende alle Pouls gode argumenter, for at Harald blev valgt – kun for at supplere.

Omkring det næste formandsvalg i 2015 giver Poul Smidt også en god beskrivelse af situationen, herunder, at konflikten mellem daværende ledelse og Lizette startede i 2011, da man prøvede at afskaffe næstformandsposten. Den person, som dengang fraktionerede for Lizette, var Michael Jacobsen. Han blev fyret et stykke tid efter kongressen i 2011, så det var naturligt at Lizette ville have ham som sekretariatschef efter valget som formand i 2015. Derfor måtte Finn Larsen fyres. Han havde desuden gennem de seneste år haft konflikt med den store gruppe af konsulenter i LO. I en konflikt omkring afdelingsledelsen i International Afdeling fyrede han den ene konsulent efter den anden, hvis de ikke anerkendte den fejlplacerede afdelingsleder. Dette er vigtigt for at supplere bogens ellers udmærkede beskrivelse af ”udrensningen” efter 2015 kongressen. At også udviklingschefen og cheføkonomen røg i svinget var overraskende men forståeligt, når man kender til de interne magtforhold.

Til sidst skal nævnes, at bogen efter min opfattelse har en stor mangel – omtalen af Fagbevægelsens Interne Uddannelse. I LO bogen ”I takt med tiden” som beskrev perioden 1960-1997 var der 22 sider om FIU skrevet af Erik Stubtoft, der loyalt beskriver udviklingen fra 1972 til 1997. I Poul Smidts bog er der 1 side bagerst i bogen og lidt omtale undervejs om ungdomskurserne og ligestillingsindsatsen. Det fremgår slet ikke af bogen, at der i 1999 blev ændret fuldstændigt på den økonomiske model i FIU. Hvor der tidligere var givet en refusion til forbundene for hver kursist, de sendte på kursus, blev pengene nu bare givet direkte til forbundene alt efter, hvor mange medlemmer de havde overenskomstdækket i de forskellige arbejdsgiverorganisationer. Det var en af de vigtigste årsager til, at først Roskilde Højskole og derefter Esbjerg Højskole måtte lukke, og den oprindelige tværfaglige målsætning med FIU langsomt dødede ud.

Det er LO fra 1998 til 2011, der har nedprioriteret den tværfaglige styring af FIU. Efter lukning af FIU-centret i 1995 kom der 21 ansatte ind i LO, da jeg stoppede i 2015, var der kun t ansatte, der beskæftigede sig direkte med FIU-indsatsen. Der kunne være logik i denne nedskæring, når LO’s midler i samme periode faldt. Men FIU-folk er finansieret af arbejdsgivernes overenskomstaftalte FIU-bidrag, og det har gennem perioden været jævnt stigende.

Bortset fra den manglende beskrivelse af FIU, er det en rigtig læseværdig bog, som giver et interessant overblik over periodens mange politiske genvordigheder og den fornyelse LO derfor har gennemgået, der til slut gav sammenlægningen med FTF. En ny spædende historie med Fagbevægelsens Hovedorganisation kan starte.

Af Peter T. Christensen, LO-konsulent 1995-2015