Mord, hor og vold i Huset Romanov

Simon Sebag Montefiore: Huset Romanov 1613-1918, Informations Forlag 2017

I 1613 blev en 16-årig dreng vækket i et kloster i Kostroma. I 1918 blev en 13-årig dreng vækket i et hus i Jekaterinburg. Den første af drengene, Mikhail fik at vide, at en stænderforsamling havde valgt ham til Ruslands nye zar. Den anden dreng, Aleksej, der var søn af Nikolaj II, som året før var blevet afsat af en art stænderforsamling, fik at vide, at de nye bolsjevistiske magthavere havde besluttet at henrette hele den afsatte zarfamilie.

Imellem disse to begivenheder, der begge fandt sted i perioder, der af russiske historiske mere om mere i begge tilfælde omtales som ”de urolige tider”, hvor Rusland gennemlevede store omvæltninger, herskede Romanov-dynastiet uindskrænket over Rusland. Det er denne familie, den britiske historiker og journalist Simon Sebag Montefiore, herhjemme måske bedst kendt for sine to Stalin-biografier, har kastet sig over i en art kollektiv biografi, der passende kan beskrives under overskriften ”mord, hor og vold i Huset Romanov”.

For Montefiore har i sin bog en særlig forkærlighed for at følge herskerne helt ind i sovekammeret, og man må på baggrund af værket flere gange stille spørgsmålstegn ved, i hvor lige linie de russiske herskere nedstammede fra hinanden.

Montefiore har begået en mursten på cirka 800 sider, og er, som det anføres oven for, ofte lidt kulørt i sit emnevalg, der så at sige kommer hele vejen rundt om de personer, der herskede over Rusland. Bogen er skrevet i et populært sprog, der kommer ind på deres politiske filosofier, indenrigspolitik, udenrigspolitik, krige, livet ved hoffet og deres ofte manglende vilje til at gennemføre nødvendige samfundsreformer (Peter den Store og Aleksandr II er de to undtagelser, der bekræfter denne regel).

Sproget og formen går som sådan ikke udover kvaliteten, selvom det trækker ned, at noterne, der desværre er placeret som slutnoter, ofte klumpes sammen, så man ikke præcist kan se, hvor et bestemt citat eller henvisning stammer fra. Det er en skam i en bog, der tydeligvis er meget velresearchet og bygger på omfattende kildestudier i Rusland.

Samtidig skal oversætteren roses for den vellykkede oversættelse, hvor der kun er meget få slåfejl over de mange sider, heldigvis uden de bliver meningsforstyrrende. Til gengæld skal man holde tungen lige i munden, da forfatteren ofte anvender de mange kælenavne, de utallige personer brugte om hinanden, hvilket ofte er mere forvirrende end gavnligt for læseren.

Bogen kan anbefales, hvad enten man elsker, hader eller elsker at hade kronede hoveder. Den dokumenterer, hvad der, desværre, synes at være en række eviggyldige tendenser i russisk politik; en stærkt centraliseret og autoritær statsform, hvor samfundsreformer finder sted fra oven, og centralmagten ikke tåler udfordringer, en ekspansiv sikkerheds- og udenrigspolitik, traditionelt for at opnå adgang til isfrit hav, der er sejlbart hele året, en evig splittelse mellem at søge know-how i Vesten og samtidig ville fremstå som en særegen civilisation, og en tendens til at samfundsomvæltninger, når de endelig vælter frem af det russiske folkedyb, bliver meget voldelige og voldsomme, hvorved værket opnår aktualitet ikke bare som en kollektivbiografi om taberne af den første af de russiske revolutioner i 1917, men også i forhold til forståelsen af det aktuelle Rusland.

I den forbindelse er det også værd at bemærke sig de nuværende russiske magthaveres bestræbelser på at gøre sejren over polakkerne og befrielsen af Moskva i 1612, der indledte afslutningen på den første urolige tid”, til en national mindedag i den kollektive hukommelse i Rusland frem for de revolutioner i 1917, der indledte begyndelsen på den anden urolige tid.

Kim Frederichsen, Ph.d. i russisk historie og samfundsforhold