Verden efter industrisamfundet

”Der var en iboende værdighed i industrielt manuelt arbejde,” indleder Arthur McIvor sit bidrag til antologien The Deindustrialized World. Bogen handler om konsekvenserne af fabriks- og minelukninger fra midten af det 20. århundrede – ikke i verden, som titlen antyder, men i dele af verden, nærmere bestemt Canada, USA, Frankrig, Storbritannien og Australien. McIvor, der var keynote på European Labor History Conference i Paris i efteråret 2017, lægger dermed op til en romantiserende fremstilling af fabriksarbejde som noget særlig fint, men afmonterer kort efter dette perspektiv:

”Debates over deindustrialization and ‘smokestack nostalgia’ have identified a tendency to uncritically romanticize and sentimentalize the industrial workplace,” skriver han, og foreslår så ”more elucidation of the impact of what were concurrently corrosive, traumatic, and, for some, emancipating processes upon workers’ bodies”. McIvors fokus er på relationen mellem arbejde og sygdom, og hans empiri er fra kulindustrien i England og Skotland. Her var de skader, industrien påførte både arbejdere og lokalmiljø, uhyggelige. Som han skriver:

”During industrialization, bodies were worn out and discarded, mangled, poisoned, and diseased in the workplace to varying degrees, and this systemic economic violence left a lasting legacy, scarring deindustrializing communities long after the work had disappeared.”

Antologien beskriver blandt andet, hvordan nogle arbejdere organiserede sig omkring erstatningskrav mod de nedlukkede – eller udflyttede – fabrikker og miner, og hvordan nogle arbejdere gik til grunde i den nye økonomi, hvor manuelt arbejde ikke længere var efterspurgt, og hvor de nye typer arbejdsgivere ikke ønskede at tage ansvar for kroppe, der på grund af nedslidning og arbejdsskader ikke længere kunne yde optimalt.

Parallelt med omstillingen fra industri- til servicejobs skete ifølge bl.a. McIvor også ”a shift in response to market pressures towards lower cost, more flexible labour, and a concerted managerial offensive to increase workloads, attack trade unions, and undermine the labour contract”.

Mens bl.a. McIvors empiri peger på, at der – arbejdsrelateret sygdom og død til trods – ganske rigtigt var en større jobsikkerhed, en større organiseringsgrad og en mere åbenbar arena for arbejdskampe i f.eks. mineindustrien, end der er i mange dele af serviceindustrien i dag, er det imidlertid værd at stille sig kritisk overfor modstillingen mellem den gamle og den nye økonomi. Måske skal opbruddet snarere forstås som kontinuitet.

Cathy Stanton overvejer i sit bidrag til antologien, om tiden ikke allerede er inde til at gentænke ”the whole notion of the postindustrial, and what might be gained by bringing a closer consideration of ‘the industrial’ back into our sense of what is happening within these big progressions”. Hun skriver, at forskningen har tendens til at fokusere på ”a particular stratum of industrial society and production: the manual and lower-status labour that has historically proven most vulnerable to downsizing, mechanization, and displacement”. Ifølge Stanton har der udviklet sig et ”skema”, som opgør afindustrialisering i form af ”experience of loss and the celebration of resilience” og hun argumenterer for at udvide dette perspektiv, fordi:

”The danger is that it masks the continued elaboration of industrial capitalism in ways that may actually make it more difficult to understand its ongoing trajectories and to resist its most insidious and divisive effects.”

Hun peger på, at mange sektorer i økonomien – herunder også de såkaldt videnstunge dele – i stigende grad er præget af mange af de samme mekanismer, som fremstillingsindustrien var i løbet af det 20. århundrede: standardisering, akkorder, stigende produktivitetskrav, outsourcing mm. Derfor stiller hun spørgsmålstegn ved selve begrebet afindustrialisering.

”What if we entertained the possibility that while capital flight, plant closings, and economic restructuring have most certainly taken place in many parts of the world, something that can be identified definitively as ‘deindustrialization’ never has?”

Ifølge redaktørerne af antologien blev forskningsinteressen for såkaldt afindustrialisering for alvor skudt i gang med 1982-udgivelsen af The Deindustrialization of America, som blev til på opdrag fra en koalition af fagforeninger og sociale bevægelser, der kæmpede mod fabrikslukninger. I nordisk kontekst er der fortsat mange uudforskede perspektiver omkring omstillingen af økonomien og konsekvenserne af afvikling/udflytning af fremstillings- og mineindustrien. The Deindustrialized World er et oplagt sted at hente inspiration til nye studier.

Nina Trige Andersen er historiker og journalist, og sidder i redaktionen for tidsskriftet Arbejderhistorie

Læs evt. også omtale af bogen på https://www.nytid.no/etter-industrien-er-industrien/