”Sonningprisen”

I 2018 markeres 50-året for det sociale, kulturelle og politiske opbrud, som fandt sted i årene omkring 1968. Protesterne kom fra unge uddannelsessøgende i mange forskellige lande. Før de varme vinde fra de parisiske studenterdemonstrationer i maj og juni nåede Danmark, havde lærlinge her, studerende, skole- og gymnasieelever allerede stillet krav om medbestemmelse og var begyndt at organisere sig. Kollektive protester var ikke et nyt fænomen.

På Københavns Universitet var fra starten højlydte protester mod professorvældet, men stærkere midler skulle tages i brug, oprøret voksede i styrke, og i begyndelsen af 1969 kom ganske overraskende det første større sammenstød.

Ingen havde gættet, at en lille undseelig plakat, der indkaldte til demonstration den 19. april fra Blågårds Plads på Nørrebro til Indre Bys Frue Plads, skulle afstedkomme så meget ballade. Ganske diskret var den underskrevet af Sonning Komiteen. Den ukendte tegner havde sluppet en flok flittige rotter løs, og de pilede nu henover plakatens tunge paroler.

”Det rene bølleroptøjer” kaldte professor Mogens Fog, rektor for Københavns Universitet, efterfølgende demonstrationen.

Datoen var forfatter og redaktør Carl Johan Sonnings fødselsdag, og her fandt en årlig uddeling af Danmarks største kulturpris, Sonningprisen, sted. Sonning havde i 1937 testamenteret sin formue til en fond bestående af udlejningsejendomme, som nu ejedes og vedligeholdtes af Universitetet. Udlejningen skete til ansatte og studerende, og i en by med stor boligmangel, var der naturligvis kritik af fordelingen og fortrinsretten til lejlighederne. Vedligeholdelsen var yderst mangelfuld, og bygningerne lige nedslidte. Ejendommene havde længe været en dårlig forretning, men blev med tiden en guldgrube, og beskyldninger om gevinster ved boligspekulation klæbede ved prisuddelingen. Ekstra Bladet havde taget sagen op, men måtte trække sine angreb tilbage, da universitetets rektor sikrede sig juridisk ord for, at der ikke var tale om hverken slum eller boligspekulation.

Den islandske forfatter Halldor Laxness var årets modtager af prisen. Han tog ikke afstand fra denne store hæder, trods studenternes spekulationsanklager. Hverken han eller universitetet var taget som gidsler i en sag om bolignød. Kritikken var alene rettet mod universitetets ledelse, som igen havde vist sig udemokratisk og ikke lyttet til sine studerende.

Prisuddelingen foregik meget højtideligt i universitets festsal på Frue Plads. Rektor og de festklædte gæster hørte klart larmen fra de tusinde demonstranter uden for på pladsen. Politiet havde ikke magtet at holde porten lukket, demonstranterne var trængt ind bygningen og havde slået sig ned inde i gården til festdeltagerne store forfærdelse.

Politiet måtte på et tidspunkt trække stavene, højst ureglementeret var (spor-)hunde brugt til afspærring, demonstranterne måtte bæres ud af bygningen, og det hele endte med et par anholdelser.

Dagens hændelser fik både politiske og juridiske følger. Mogens Fog var vred og rystet, men tilkaldte aldrig siden politiet i sin embedsperiode – og prisuddelingen blev flyttet til et fredeligere sted året efter.

Af Dorte Ellesøe Hansen

(Plakaten er stillet til rådighed af Arbejdermuseet & ABA)