Den 4. december 1970 var Folkets Hus-bygningen på Enghavevej rammen om den stiftende generalforsamling i, hvad der i første omgang kom til at hedde Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie (SFAH), og fra 2016 hedder Selskabet for Arbejderhistorie.
Mødet tiltrak både historikere, fagforeningsfolk studerende og engagerede historieentusiaster. I bygningen lå allerede dengang Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv (ABA), og selskabets aktiviteter tog da også fra begyndelsen udgangspunkt huset.
Sideløbende hermed udkom fra 1973 til 1994 Meddelelser om forskning i Arbejderbevægelsens Historie (fra 1992 med titlen Arbejderhistorie) med 43 numre. Siden 1995 er tidsskriftet udkommet med titlen Arbejderhistorie – tidsskrift for historie, kultur og politik.
Lørdag den 4. december 2021 er det derfor på sin plads at fejre selskabets jubilæum. Det sker som et 50+1-års jubilæum, da vi måtte aflyse sidste år på grund af coronarestriktionerne. Det forsøger vi at rette op på i år – med Xede fingre for, at det denne gang vil lykkes os at holde den røde fane højt og se både tilbage og fremad i fællesskab.
Niels Finn Christiansen (Foto: Kim Nielsen)
Jubilæumsreceptionen holdes på Arbejdermuseet i Rømersgade. Vi har sammensat et program, som byder på minder, meninger og musik – alt sammen under myndig og kyndig ledelse af ordstyreren fra den stiftende generalforsamling i 1970, Niels Finn Christiansen, som vil kaste et langt blik tilbage på dette historiske møde under overskriften: Styrvolternes vagtparade.
Bertel Nygaard (Foto: Flickr)
Der bliver musikalsk underholdning med Bertel Nygaard, arbejderhistoriker med musik i blodet. Han vil fortælle, synge og spille under overskriften: Hvad synger de røde om, og gør de det stadig?
Lizette Risgaard (Foto: FH)
Og Lizette Riisgaard, formand fra Fagbevægelsens Hovedorganisation, sender en hilsen.
På programmet er der også åben mikrofon, åben bar og åbenhjertighed, alt sammen under overskriften: Må jeg bede om ordet! (mbp)
Husk Coronapas og følg de generelle restriktioner – så går det nok altsammen.