Tysk jødeforfølgelse og udryddelse – 1933-45

Tysk jødeforfølgelse og udryddelse – 1933-45

Posted d. 6. januar 2018

Den 27. januar er det Auschwitz Dag. På hjemmesiden aldrigmere.dk kan man se mere om de aktiviteter og arrangementer, der afholdes i den anledning landet over. Foto: Georg Pahl

Af Therkel Stræde, lektor i samtidshistorie, Syddansk Universitet i Odense

NSDAP: jødehad som statspolitik
Den 30. januar 1933 overtog det nazistiske parti i Tyskland regeringsmagten. NSDAP (Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei) var i 1920’ernes Weimar-republik ét blandt flere små højreekstremistiske partier, men under den økonomiske verdenskrise 1929-33 blev det tilløbssted for utilfredse fra småborgerskabet, middelklassen og andre sociale lag. Partiets navn var falsk varebetegnelse: der var ikke noget socialistisk ved dets politik. De kapitalistiske ejendomsforhold skulle ikke forandres (bortset fra statslig konfiskation af jødiske formuer); klasseforholdene skulle heller ikke ændres, men tyskerne skulle se bort fra dem for at forenes til en national ”folkekrop” på tværs af sociale skel. Faktisk var arbejderne den samfundsklasse, hvor færrest blev nazister, relativt set.

Det lykkedes i januar 1933 NSDAPs ”fører” Adolf Hitler at smede en koalition med to konservative partier, der repræsenterede hhv. protestantiske og katolske vælgere. Han profiterede på, at de to omtrent lige store arbejderpartier, Socialdemokratiet og Kommunisterne, ikke kunne enes om ret meget andet end at bekrige hinanden. Magtovertagelsen skete altså efter det parlamentariske demokratis spilleregler, og den skete, just som Tyskland havde nået krisens bund og atter var på vej op. Så i de følgende måneder og år førte forbedret økonomi og beskæftigelse sammen med resultaterne af Hitlers dristige ekspansionistiske udenrigspolitik til stadigt større opbakning: Tyskland blev stormagt igen.

Statsterror mod arbejderbevægelsen
Vigtigt for, at nazistpartiet og dets propaganda kunne skaffe tilslutning fra flertallet af tyskere, var dog også, at al politisk opposition blev slået ned med vold og kriminaliseret. Arbejderpartierne og fagbevægelsen – de eneste organisationer, der kunne sætte sig til modstand, når militæret ikke ville – blev sat ud af spillet ved en landsdækkende aktion den 1. maj 1933 og forbudt.

Angrebet på arbejderbevægelsen startede straks fra magtovertagelsens første dag og med en udladning af politisk vold, som ikke før var set. Nazistpartiets paramilitære stormtropper (SA, Sturmabteilungen) jagtede arbejderaktivister og oppositionelle, spærrede over 100.000 inde i improviserede koncentrationslejre og underkastede dem politisk ”genopdragelse” ved hjælp af tortur, sult og slavearbejde.

Nazistisk program og ideologi
Hvad program angik, var NSDAP sløjt udrustet. ”De 25 punkter” fra 1920 – det eneste program, partiet nogensinde fik – hang ikke logisk sammen og gav heller ikke tilnærmelsesvist svar på de spørgsmål, NSDAP som regeringsparti kom til at stå foran. Det egentlige grundlag for partiet var Hitlers person – ”føreren” – og hans rablende selvbiografi Mein Kampf fra 1924 samt ikke mindst hans mange effektfulde taler.

Et gennemgående træk var hadet til arbejderbevægelsen, et andet det endnu stærkere had til jøderne. Under verdenskrisen gav social retorik og aggressiv nationalisme partiet stort tilstrømning af vælgere, mens jødehadet nedtonedes. Det havde i 1920’erne udgjort kernen i den nazistiske propaganda, og ekstremt jødehad vedblev at være fællesnævner for nazistpartiets medlemmer. Jødehad var så at sige det kit, der holdt massepartiet sammen som et folkeparti med repræsentanter for samfundslag med indbyrdes modstridende interesser.

Det nazistiske jødehad
Uanset hvilket onde, partiet identificerede, så så de altid skylden som liggende hos jøderne. Jøder – sådan så nazisterne dem – stod bag både kapitalismen, kommunismen og socialismen og brugte listigt disse ismer og demokratiets institutioner i en lumsk plan for at opnå verdensherredømme. Jøderne var skyldige i det tyske nederlag i 1. Verdenskrig, den ydmygende Versailles-fred og Weimar-republikkens ”sædelige forfald”: jazz (”negermusik”), sex-reform og bøssebarer, feminisme, samfundskritik og avantgardistisk kunst. Tysklands 500.000 jøder blev udlagt som en magtfuld konspiration, der undertrykte og udbyttede de resterende 65 millioner tyskere og truede med totalt at fordærve staten og ”den tyske race”.

Rødderne: kristen antijudaisme, raceteoretisk antisemitisme
Nazisternes jødehad trak på den kristne antijudaisme, der havde præget den katolske kirke i hundredvis af år, og ikke mindre stærkt den luthersk-evangeliske kristendom siden reformationen. I 1933 var det tyske samfund – trods arbejderbevægelsens kamp for sekularisering og ateisme – stadigvæk stærkt præget af kristendommens dogmer og riter, og der var endnu folk, der troede, at jøder forgiftede bøndernes brønde og ofrede kristne børn for at bage påskebrød med deres blod. I slutningen af 1800-tallet var der dog også kommet en ny form for jødehad til, der som sekulær og ”videnskabeligt funderet” var mere moderne, men ikke mindre ondartet: antisemitismen, baseret på tidens nye racebiologiske og racehygiejniske teorier.

Nazismens ”jødepolitik” trak på den traditionelle antijudaismes fordomme og stereotyper såvel som nye, der opstod ved, at man begyndte at anvende Darwins evolutionslære på de menneskelige ”racer” og her identificerede jøderne som lavtstående ”undermennesker” eller – her var nazistiske ”tænkere” ikke enige – som en særlig modrace, der var den absolutte modpol til de tyske, germanske eller ariske ”herremennesker”.

Det særlige ved tysk antisemitisme
Jødehad og jødefjendtlig politik fandtes mere eller mindre stærkt i alle europæiske lande. I Danmark var jødefjendtlige stereotyper i 1800-tallet udbredte fra højrefløjens til arbejderbevægelsens medier; men efter 1905 førte mødet med jødiske flygtninge – mange af dem socialister – fra Polen/Rusland til, at danske arbejderaviser tillagde sig en solidarisk, jødevenlig holdning, og da Hitler overtog magten og satte jødeforfølgelsen i gang i Tyskland, stoppede også de fleste borgerlige blade med jødehadske tekster og karikaturer, JyllandsPosten dog først, da Danmark blev besat.

Det særlige ved Tyskland var, at her fik et ekstremt antisemitisk parti regeringsmagten, og forvandlede lynhurtigt et – på papiret – forbilledligt demokrati til et ensrettet diktatur, hvis institutioner og apparater blev sat ind i en kamp imod det lille, magtesløse jødiske mindretal. Usædvanligt for Tyskland var også, at ”jødepolitikken” igen og igen (om end på mange måder improviseret og uden central styring endsige plan) blev radikaliseret frem mod det systematiske, fysiske folkedrab.

Totaludryddelse som tysk politik 1941-45
Total fysisk udryddelse blev politikken imod jøderne i Tyskland og hele det Europa, der kom til at ligge indenfor Tysklands indflydelseszone, fra engang i 1941 og til den bitre ende: Tysklands betingelsesløse kapitulation i 1945. Om det var tidligt, midt i eller sent i 1941, at det fysiske folkedrab blev den overordnede politik, og skridtet fra den territoriale til den fysiske ”endelige løsning” blev taget, er historikerne ikke enige om; men at folkedrabspolitikken fortsatte, selv da Tyskland i 1944/45 var trængt på alle fronter, og også på lokalt initiativ, da centralmagten til sidst mistede grebet om landet, er uomtvisteligt. Brede dele af Tysklands institutioner og befolkning havde taget jødeudryddelsen til sig som et naturligt og ønskværdigt mål. Når nogen engang imellem foreslog, at man stoppede forfølgelsen og lod mindre eller større dele af jøderne leve, skyldtes det mest økonomiske hensyn eller angst for, at de allierede skulle straffe tyskerne kollektivt for forbrydelserne.

Faser i den antijødiske politik
Før 1941 betød ”den endelige løsning af det jødiske spørgsmål”, at jøderne skulle bringes til at udvandre fra den tyske magt- og interessesfære. Ville de ikke rejse af sig selv (mange jøder var dybt assimilerede ind i den tyske flertalskultur), kunne man evt. bruge voldelige midler. Og som led i processen skulle de udstødes af arbejdsmarkedet og hele samfundslivet og udplyndres for alt, hvad de ejede af værdier.

Den tyske antijødiske politik under nazismen falder således i to faser: 1933-41 og 1941-45. Foragten for jødernes borger- og menneskerettigheder og viljen til vold – også med dødelig udgang – mod jøder var til stede hos nazisterne og – skulle det vise sig – hos ganske brede dele af den tyske befolkning. I den første fase var antallet af jødiske dødsofre dog lavt og taltes i tusinder. I den anden fase blev 3 millioner jøder myrdet i særligt indrettede udryddelseslejre ved hjælp af giftgas; 2 millioner blev ofre for ”feltmæssige” massakrer i de besatte polske og sovjetiske områder; og 1 million sultede ihjel i ghettoer (fattigkvarterer, hvor tyskerne stuvede jøderne sammen under kummerlige forhold) og i slavearbejdslejre.

Den snoede vej til Auschwitz
Den antijødiske politik i Tyskland fulgte ikke en lige linje. Der lå ingen ”masterplan” bag. Men partiets organisationer og statsmagtens institutioner fra rigsniveauet ned til kommunerne kappedes om at gøre livet svært for jøder. 1933-39 blev der indført mere end 2.000 antijødiske love, forordninger, regler og forskrifter, små og store, som alle isolerede jøderne, forværrede deres forhold og forpestede deres hverdag. Forfølgelsen ramte først de jødiske mænd og førte ofte til kriser og sammenbrud i de jødiske familier, derefter de mere og mere overbelastede jødiske kvinder – og børnene, ikke at forglemme. Men den antijødiske politik havde sine høj- og lavkonjunkturer, og Hitler – der grundlæggende ønskede at fjerne både jøderne og den jødiske kulturarv fra jordens overflade – greb nogen gange modererende ind af hensyn til udlandet og de store lån, især i USA, som den tyske økonomi var afhængig af.

1933/34: Magtovertagelsen og de første angreb på jøderne
Det første massive angreb på jøderne i Tyskland falder sammen med magtovertagelsen. Nazisternes hovedfjende var arbejderbevægelsen, og i denne fase var de fleste jøder, der blev arresteret og sat i KZ-lejr, arbejderaktivister. Men der forekom også en lang række voldelige overfald på jøder og deres ejendom, og den 1. april gennemførtes en landsdækkende boykotaktion imod jødiske forretninger, læger og advokater. Det tyske foreningsliv blev ensrettet, ved at alle jøder, kommunister, socialister og pacifister blev udelukket, og de samme grupper blev udrenset fra ansættelse i offentlig tjeneste. Fra april 1933 kunne man kun arbejde for det offentlige, hvis man var af ren ”arisk” afstamning (dog gjaldt det først fra 1938 for læger, for medicin var traditionelt et fag, mange jøder valgte, så 10% af Tysklands læger var jøder og kunne ikke undværes fra den ene dag til den anden). Undertrykkelsen førte til masseflugt fra Tyskland – af arbejderbevægelsesaktivister, pacifister og altså jøder. 1933-36 flygtede ca. 100.000 især yngre jøder fra Tyskland. Nogle tusinde kom til Danmark, selvom dansk flygtningepolitik overfor jøder var yderst restriktiv og pressede de fleste til hurtigt at flygte videre; så den tyske ”jødeaktion” i Oktober ’43 ramte også cirka 1400 tyske, østrigske og tjekkiske – nu statsløse – jøder i Danmark, af hvilke små 400 var kommet som uledsagede børn i 1938/39.

1935: Nürnberg-racelovene
I september 1935 indførtes Nürnberg-racelovene. Den retslige diskrimination og udgrænsning af jøderne var i fuld gang, men nu blev det defineret, hvem der egentlig skulle betragtes som jøde. Definitionen var baseret på et miskmask af racebiologi og religiøst tilhørsforhold: jøde var, hvem der havde mindst tre jødiske bedsteforældre, og afgørende for, om bedsteforældrene var jøder, var, om de tilhørte en jødisk menighed. En hel stribe bekendtgørelser måtte til for at tydeliggøre, hvordan lovene egentlig skulle forstås, og i hvor høj grad ”Mischlinge” af blandet jødisk/ikke-jødisk oprindelse også skulle rammes. Nürnberg-lovene forbød ægteskab og ikke-ægteskabelig sex mellem ”ariere” og ”ikke-ariere”. NSDAPs ”25 punkter” krævede, at jøder blev frataget deres tyske statsborgerskab, sat under fremmedret og udvist af riget. Nürnberg-racelovene fratog jøderne det tyske rigsborgerskab; nu måtte de klare sig med et andenklasses statsborgerskab med fulde pligter (skattebetaling osv.), men nærmest inden rettigheder.

Nürnberg-racelovene gjorde altså jøderne til andenrangsborgere, men det var en situation, jøder levede med i mange andre stater, så blandt de tyske jøder bredte der sig en vis lettelse: nu er vi pariaer og må leve med det; men så voldsom den nazistiske propaganda var og fuld af dødstrusler, kunne situationen have været værre. I de følgende år fortsatte den jødiske udvandring, men der var også flygtninge, som vendte hjem igen. Og de rå overfald på jøder tog af, ikke mindst under Olympiaden i Berlin i 1936, hvor regimet havde held til at bilde de mange besøgende og medierne ind, at nazismen slet ikke var så slem endda. Hensynet til Tysklands omdømme i udlandet fik her og flere gange før og senere regimet til at tage en maske ind med jødeforfølgelsen. For Tysklands økonomi balancerede i alle årene 1933-45 på afgrundens rand, afhængigheden af risikovillig lånekapital fra udlandet, især USA, var stor, og tyske antisemitter nærede den fantasi, at jøder kontrollerede den amerikanske regering og Wall Street.

1938: Fra Østrigs Anschluss til Krystalnatten
Det næste store spring i radikalisering af den tyske antijødiske politik fandt sted i 1938. I Østrig var jødehadet endnu stærkere end i Tyskland, og Anschluss – altså landets ”indmeldelse” i Det tyske Rige – satte gang i et uhyggeligt volds- og røverifelttog imod landets 250.000 jøder.

Hvor jødernes udvandring hidtil var blevet vanskeliggjort af talrige bureaukratiske chikaner, blev der nu oprettet et centralkontor for jødisk udvandring nærmest efter Fords samlebåndsprincip: jøder gik ind i den ene ende med alle papirer, og hvad de ejede, og kom ud i den anden ende ribbet for alt, men med pas og påbud om at udvandre i en fart; hvis de protesterede undervejs, blev de hevet ned i kælderen af Gestapo og tævet til føjelighed. SS-officeren Adolf Eichmann, der organiserede dette, blev siden sat i spidsen for tilsvarende kontorer i Prag og Berlin. Her var resultaterne sløjere, for mange lande lukkede grænserne for de fordrevne tysk/østrigsk/tjekkiske jøder; men Eichmann havde vist sig som en dygtig organisator og blev sat i spidsen for den logistik, der efter 1941 førte 3 mio. jøder til udryddelseslejrene.

Østrigs Anschluss forstærkede også den igangværende ”arisering”: altså ikke-jøders overtagelse af jødiske firmaer, ejendomme o.a. formueværdier. Det skete til spotpris på et udpræget købers marked, og Gestapo kontrollerede, at blødhjertede købere ikke var for forstående overfor de jødiske sælgere. I 1933 var der ca. 100.000 små og større virksomheder med jødiske indehavere, i 1938 var der allerede kun 40.000 tilbage i Tyskland, som næsten alle forsvandt i den bølge af berigelseskriminalitet, man betegner som den skærpede ”arisering” i 1938/39.

Titusindvis af almindelige og ualmindelige tyskere profiterede på jødernes forsvinden lige fra den kreds af investorer, der overtog Beiersdorf (et af Tysklands største medicinalvarefirmaer), over den ældre enke, der fik sig en tobakskiosk på et attraktivt hjørne, til tjenestepigen i en jødisk husholdning, der følte sig opmuntret til at gå og smække med døren og tage herskabets linned og sølvtøj med sig ud. For ikke at tale om de tusinder, der deltog i auktioner over jødiske husholdninger, der blev opløst pgra. udvandring eller deportation.

Krystalnatten
Den 9. november 1938 skærpedes den antijødiske politik og vold endnu mere. En ung jødisk flygtning i Paris, hvis forældre netop var blevet deporteret fra Tyskland til Polen, dræbte en tysk diplomat og udløste et koordineret generalangreb fra det tyske politi og partiets organisationer på jøderne i hele Det tyske Rige. Synagoger, jødiske forretninger og hjem blev smadret og til dels brændt af. Over 100 jøder blev tævet og sparket ihjel, og 30.000 mandlige jøder spærret inde i KZ-lejre, hvor jøder nu for første gang kom til at udgøre fangernes flertal.

Man gik efter de mest velhavende, og når de brød sammen under torturen og indvilligede i at overdrage Riget alt, hvad de ejede, blev de løsladt med besked om at forlade landet med deres familier indenfor 14 dage. Krystalnatten, som blev begivenhedernes navn, optrappede den antijødiske politi enormt og fulgtes af intensiveret ”arisering” og hundredvis af nye love og forordninger rettet imod jøderne, der nu blev tvunget til at forlade deres boliger og flytte ind i særlige ”jødehuse” (en slags decentrale ghettoer). Der var murren i den tyske befolkning over alle de værdier, der gik til spilde den nat, men kun få talte til jødernes forsvar eller ydede dem hjælp. Udgrænsningen var allerede næsten total.

1939: ”jødepolitikken” nu europæisk
Angrebet på Polen d. 1. september 1939 og 2. Verdenskrigs udbrud betød en yderligere skærpelse af den antijødiske politik. Mens jøderne udgjorde under 1% af Tysklands befolkning, var det i Polen 10%. En del flygtede østpå til sovjetisk besat område, men andre blev, for man var i Polen vant til antisemitisk politik og regnede ikke med, at det kunne blive meget værre.

Det tyske sikkerhedspoliti opstillede til Polen-felttoget særlige enheder, Einsatzgrupper, med licens til at dræbe civile efter forgodtbefindende og uden dom. Einsatzgrupperne jagtede hele den polske intelligens, herunder mange jøder, og her og der foranstaltede de massakrer på grupper af jøder eller hele jødiske landsbybefolkninger. Nazisterne havde dog – som i 1933 – først og fremmest fokus på udryddelse af politisk opposition; men pgra. fordommene satte politifolkene og mange tyskere lighedstegn mellem modstand og jøder og mishandlede sidstnævnte eller slæbte dem i slavearbejdslejre.

Den tyske følelse af uovervindelighed var med til at radikalisere den antijødiske politik. Denne var fortsat baseret på (tvangs-) udvandring, og planer blev udviklet om massedeportation til den franske koloni Madagascar, et særligt ”jødereservat” ved Lublin eller til Gulag-lejrsystemet efter det forestående angreb på Sovjetunionen; de viste sig dog alle umulige at realisere.

1941: Udryddelseskrig mod bolsjevismen og jøderne
Med angrebet på Sovjet d. 22. juni 1941 sker efter en mere og mere voldsom optrapning det endelige, kvalitative skift: nu skal jøderne ikke tvinges væk fra Europa, men holdes fast og hurtigst muligt myrdes. Under ”Ruslandsfelttoget” fungerer større Einsatzgrupper med langt videre beføjelser og hjælp fra langt mere talrige enheder af tysk politik og lokale kollaboratører, og nu er det politiske formål trådt i baggrunden; hovedparten af aktiviteten er rettet mod hurtig udryddelse af jøder. I Ukraine, Litauen og andre besatte områder bygger man på et frådende jødehad i lokalbefolkningen, og grusomhederne vil ingen ende tage. Alene i det østlige Hviderusland myrdes 225.000 af landets 250.000 jøder på under seks måneder.

Samtidig sættes ”afjødningen” af det øvrige Europa i gang. Fra september 1941 skal tyske jøder bære ”jødestjerne”, fra oktober hersker der udvandringsforbud, og i november begynder deportationerne af jøder vestfra til massakresteder i Østeuropa. Samtidig påbegynder tyskerne opførelsen af seks udryddelseslejre, hvor jøder myrdes i tusindvis hver dag ved hjælp af giftgas. I løbet af 1942 kommer Chełmno, Bełżec, Sobíbor og Treblinka op at køre som udryddelseslejre, mens KZ-lejrene Auschwitz og Majdanek også får tilføjet anlæg til nærmest industriel udryddelse af jøder.

I de lande, der var besat af eller allierede med Tyskland, gik lokale regeringer og/eller befolkninger mange gange i spidsen mht. jødeforfølgelsen, andre gange reagerede de på inspiration eller pres fra tyskerne, og hen imod krigens slutning bremser de op. Hundredtusinder af tyskere og kollaboratører involverer sig i folkedrabets ”arbejdsdelte proces” – af autoritetstro, kammeratskabsånd, søgen efter vinding, antisemitisme, sadisme og andre motiver. Kun én eneste gang – den 19. april 1943 i Bortmeerbeek i Belgien – standser modstandsfolk et tog med jøder til Auschwitz; ellers kører jødedeportationerne fra hele Europa som et velsmurt maskineri næsten til krigens afslutning med de uhyggeligste konsekvenser.