Militærnægterne mangler – også i dag

Tale holdt af Troels Toftkær på Arbejdermuseet fredag den 16. februar i forbindelse udgivelsen af bogen Jeg nægter!- militærnægtelse i 100 år.

Først tak til Stig, som har skruet denne bog sammen- endda til tiden.

Med denne bog markerer vi, at det er 100 år siden loven ..”om værnepligtiges anvendelse til civilt arbejde” blev vedtaget. Det skete 7. dec. 1917. Og 100 år senere, næsten, 2. nov. 2017 får jeg en mail fra Stig: “Bogen er færdig”.

Loven blev i 1917 vedtaget med stemmer fra Socialdemokratiet og de radikale. Venstre og Højre undlod at stemme. 16 år senere, i 1933, skal loven revideres. I mellemtiden er Venstre rykket stærkt til højre. “Højre” hedder nu Det konservative Folkeparti. Men uanset de skiftende positioner, så stemmer alle nu for. 16 år tog det altså for de borgerlige at indse det indlysende, behovet for en militærnægterlovgivning. Dog med undtagelse af Hr. Ulrich, som mente, at man aldeles ikke skulle belønne militærnægterne, som han mente det skete med denne lov. De skulle tværtimod have frataget deres borgerlige rettigheder!

Det er ikke alene en god bog, Stig har lavet, det er også en nødvendig bog. Der er nemlig skrevet påfaldende lidt om nægterne. Der har været stor interesse for f.eks. Vietnambevægelserne i 1960’erne og 70’erne og for fredebevægelserne i 1980’erne og ikke alene medens disse bevægelser levede, men også i et langt efterliv i debatten. Jeg havde selv fornøjelsen af at deltage i disse bevægelser og har længe efter fået henvendelser fra folk, som ville vide noget om disse ting, journalister og forskere og andet godtfolk. Men kun meget få har interesseret sig for militærnægterne.

Jeg har set efter et par af de steder, hvor man kunne forvente at finde nægterne omtalt. Men med undtagelse af en enkelt eller to henvisninger til “Militær- og nægterforeningen” er det ikke lykkedes mig at finde noget. Militær- og nægterforeningen var et foretagende med en meget kort levetid i sidste halvdel af 1970’erne. Ideen var, at der burde kunne laves en fagforening omfattende alle værnepligtige, soldater, militærnægtere og dem ved Civilforsvaret. Det var ikke nogen særlig god ide, og så døde den! Men den har altså efterladt sig et spor eller to i litteraturen, militærnægterne har ikke.

Jeg har set i:

– Søren Hein Rasmussen: “Sære alliancer”, som netop beskæftiger sig med “folkelige bevægelser, men ikke fundet andet end netop en henvisning til “Militær- og nægterforeningen”.

– PET-kommissionens beretning (16 bind!) ikke et ord om nægterne

– DIIS-udredningen “Danmark under den kolde krig”. Ingenting

– Ikke engang professor Bent Jensen har kunnet eller villet finde andet end en enkelt henvisning

Det er ikke alene underligt, det er også ærgerligt. For på den måde er man gået glip af noget enestående! Selv har jeg ikke beskæftiget mig ret meget med militærnægtersagen i de sidste 40 år. Ingen spurgte og ingen interesserede sig tilsyneladende. Så meget mere grund er der til, at vi nu beskæftiger os med spørgsmål som: “Hvorfor blev nogen militærnægter? Hvad var det for mennesker? Hvad førte det til?”

Jeg tager udgangspunkt i min egen baggrund og begrænser mig i øvrigt til tiden 1965-74, hvor jeg selv havde noget aktivt at gøre med nægtersagen.

Jeg er opvokset i et grundtvigiansk/kulturradikalt hjem. Det hører med til familiehistorien, at min far var soldat d. 9. april 1940. Heldigvis ikke et sted, hvor tyskerne kom den dag. Men bare tanken om, hvor galt det kunne være gået, var nok til, at min far til sine dages ende var taknemmelig for den regering, vi havde den dag og for den måde, den håndterede begivenhederne på. Og tilsvarende var han dybt skeptisk over for enhver snak om “kamp til døden” og “fædrelandets ære” i samme forbindelse. Under Besættelsen var mine forældre aktive i “Fredsvennernes hjælpearbejde”, som efter krigen blev til “Mellemfolkeligt Samarbejde”.

Da jeg første gang skulle udenlands, skulle jeg til en international ungdomsarbejdslejr i Tyskland. Jeg rejste på tommelfingeren, andet var der ikke råd til, og på rygsækken havde jeg påsyet et FN-flag! På den baggrund var det ikke noget svært valg at blive militærnægter. Det gav næsten sig selv. Jeg skrev til sessionsmyndighederne, at jeg ville være militærnægter, fordi det var uforeneligt med min samvittighed at blive soldat, og det fik jeg underskrevet af to vitterlighedsvidner. Både jeg selv og mine to vitterlighedsvidner blev afhørt af politiet, hvor man med snedige spørgsmål forsøgte at vise, at der alligevel kunne tænkes situationer, hvor jeg ville være parat til at bruge våben, som f.eks.: “hvad nu hvis/når russerne kommer og vil voldtage din kone, og der ligger en ladt revolver på bordet ved siden af dig, vil du så ikke tage revolveren og skyde russerne? Det ville jeg så ikke, sagde jeg, og mine vitterlighedsvidner bekræftede, at sådan var jeg bare!

Og så kom jeg til Kompedal 15. feb. 1965! Jeg søgte om at måtte komme til Gribskovlejren i stedet under henvisning til, at jeg var gift, og at min kone og vores barn boede i København. Men det skulle være Kompedal i det mørkeste Jylland.

Jeg var i Kompedal i 10 md. og derefter 9 md. udstationeret på Stiftsmuseet i Viborg. Oprindelig lød indkaldelsen på 22 md., men blev undervejs reduceret til 19 md.

I mange år har jeg tænkt på Kompedal som et ganske hyggeligt sted med mange sjove oplevelser. Men i forbindelse med Stigs bog har jeg gravet en del i papirbunkerne hjemme, og herunder også fundet en dagbog, som jeg med passende mellemrum førte i Kompedal. Og det er en noget anderledes historie. Jeg brød mig ikke om at være der, faktisk slet ikke!

Jeg vidste godt, at militærnægtere kun var en beskeden minoritet, men jeg vidste ikke, at så få kunne være så forskellige.  Jeg mødte bestemt en del venlige og omgængelige mennesker i Kompedal, som jeg havde mange spændende samtaler og udvekslinger med, og grundlagde livslangt venskab med flere.

Men der var også en hel del andre mennesker indkaldt der. Vi havde alt fra 7. dagsadventisterne til dem, der troede på 4. internationale og Leon Trotskys lære. Der var de religiøse.  De holdt sig meget for sig selv og generede bestemt ingen med det. Men så var der de utilpassede, som aldrig, heller ikke i Kompedal, ville finde sig i, at nogen på nogen måde skulle bestemme over dem.  De reagerede kraftigt på autoriteter med at smadre vinduer, møbler og meget andet.

Nogle benævnede sig selv som anarkister. En særlig variant var et par stykker, som havde været ved militæret og egentlig ikke havde noget principielt imod det. Men de havde noget imod tåbelige ordre, som f.eks. at skulle skille og samle et gevær 100 gange. En af dem blev så forbandet, at han kastede geværet ud af vinduet og heldigt eller uheldigt, som man nu vil, ramte det en befalingsmand i nakken. Nægteren blev sendt hjem, indkaldt igen og tvunget i nægterlejr.

Andre drak sig fulde ved enhver given lejlighed, og tog alle de stoffer, som på den tid så småt var begyndt at vise sig på markedet. Alt i alt skabte det et råt klima, dårlige vibrationer og en psykisk belastning, der blev for meget for flere af mine medindkaldte.

Mit arbejde som talsmand handlede i høj grad om at snakke med lejrledelsen og prøve at vinde forståelse for, at de mest nedbrudte kunne blive hjemsendt eller i det mindste komme på Viborg Statshospital. Selv havde jeg det heller ikke for godt, var ofte smådeprimeret og simpelthen bange for at bryde sammen, som jeg så det med flere andre. Så galt gik det ikke, og det skyldtes nok to forhold:

For det første lykkedes det mig at leje et tomt hus i en nabokommune. Sognerådsformanden der var et åbent  og nysgerrigt menneske. Han havde selv været garder, og havde ikke umiddelbart større forståelse for militærnægternes standpunkt. Men han kunne lide det anderledes, de malerier nogle af nægterne lavede, skulpturer osv. Og så havde nægterne ofte nogle søde kærester, og det satte han også pris på. Jeg interesserede mig meget for historie, også den lokale, og så var sognerådsformanden lige min mand! Vi kom godt ud af det sammen. Jeg lærte meget om lokal forvaltning før kommunesammenlægningerne – det kunne der fortælles meget mere om! Og så lejede jeg altså et af kommunens huse, hvor jeg kunne bo og passe mig selv, når bare jeg mødte til arbejdstid i lejren.

For det andet hjalp det på humøret at være aktiv, at agitere. I lejren var der en aktivgruppe, og så skulle det vel være lige til? Men det var det ikke.  I aktivgruppen brugte man meget til på at diskutere, hvad vi skulle lave, hvem, der skulle gøre det og hvor. Og på efterfølgende at diskutere, hvorfor det ikke var blevet lavet, som vi havde vedtaget!

Det var ikke videre effektivt. Men noget blev det da til. Der blev trykt plakater, og der blev sendt breve til højskoler, ungdomsskoler osv, hvor vi tilbød at stille op til debat. Det blev til en del vellykkede besøg, hvor vi fornemmede, at der var forståelse for vores synspunkter. Vi forsøgte os også med at møde op på steder, hvor vi ikke var inviterede. F.eks. i Herning, hvor vi gik fra hus til hus med et spørgeskema, som vi havde sat så snedigt sammen, at man ikke kunne undgå at komme i alvorlig tvivl om militærets berettigelse. Troede vi.

Men folk, som de var flest i Herning, ville overhovedet ikke vide af vores spørgeskemaer. De smækkede døren i, så snart de så os. Dog var der en mand, som inviterede mig indenfor – og ned i vaskekælderen, hvor han skyndte sig ud igen og låste døren udefra. “Nu ringer jeg til politiet”, råbte han. Det gjorde han muligvis også, men i så fald har det nok været en skuffelse for ham, og efter en halv times tid lukkede han mig ud og beordrede mig til at skrubbe ad helvede til.

I Viborg forsøgte jeg mig med at dele løbesedler ud, og inden der var gået 10 minn. kom en betjent og ville vide, hvad jeg lavede der. Jeg viste ham løbesedlerne (som vistnok handlede om den forestående dansk-tyske fælleskommando og en demonstration i Randers i den anledning), og så blev jeg taget med på politistationen, hvor mit navn mv. blev noteret.

Efter de 10 md. i lejren blev jeg udstationeret på Stiftsmuseet i Viborg. Det var meningsfuldt arbejde, og jeg har lige siden været dybt fascineret af arkæologi. En enkelt episode fortjener at blive nævnt: Vi gravede inde midt i Viborg, hvor der skulle laves en parkeringsplads.  Vi nåede at grave igennem alle kulturlagene og kunne se på profilen, hvor mange huse, der i tidens løb havde stået på dette sted og var styrtet sammen efter brand.  Når vi studerede profilen kunne vi se, at de nederste 4-5 kulturlag var ubrudte, dvs. husene var styrtet sammen, og der var efterfølgende ikke gravet gruber eller på anden måde bragt forstyrrelser i disse kulturlag. Men nederst nede, på bunden af vores hul, helt nede ved leret, fandt vi en klump, som ikke rigtig hørte til der. Harald Blåtands guldhorn havde været på sin plads, men ikke den gashane, som lå inde i den klump ler, vi samlede op.

Den viste vi til Peter Seeberg, som heller ikke kunne forklare, hvordan den var kommet ned under de 15-20 bygninger, der i tidens løb havde stået der, og i særdeleshed ikke hvordan den var kommet under de ubrudte lag, som profilen viste. “Denne genstand vil volde os problemer siden hen”, sagde museumsinspektøren og med et elegant kast ekspederede han den ud af Danmarkshistorien.

I Viborg var vi ikke specielt velkomne hos byrådet. Meget mere på Stiftsmuseet og Skovgårdsmuseet, hvor i alt 10-20 nægtere var udstationeret. Og i særdeleshed hos byens ungdom.  Det sidste sås tydeligt, når vi holdt fest i det nedlagte teglværk i Brunshåb, som nogle nægtere havde lejet. Der blev spillet guitar og sunget, jeg tror teglværket må have været et af de første steder i Danmark, hvor man sang sange af Bob Dylan og Joan Baez. Og det trak rigtig mange unge mennesker til fra byen. Der var bud efter det alternative. Ungdomsoprøret var på vej!

Oplevelserne på højskoler og ungdomsskoler gav flere af os en fornemmelse af, at vi havde vinden i ryggen, og det førte til overvejelser om, hvordan vi kunne organisere mere og bedre. Nægtere i Gribskovlejren havde den samme fornemmelse og gjorde sig de samme overvejelser, og det førte frem til dannelsen af Militærnægterforeningen. Men forinden var der to forhold, der skulle afklares.

Det første var, om vi skulle danne en bevægelse eller en forening. En del i tiden talte for bevægelse, uden bindende strukturer og med frit løb for det kreative. Det endte alligevel med en forening med struktur, medlemskab, kontingent og ledelse, og det tror jeg var klogt. Det gav orden (ikke mindst på pengesagerne takket være en meget dygtig kasserer) og mulighed for at lægge en strategi med gennemslagskraft.

Det andet handlede om forholdet til Aldrig Mere Krig (AMK), som var den fredsorganisation, som mest havde varetaget militærnægternes forhold. AMK var konsekvent pacifistisk, og passede på den måde meget godt ind i den tolkning of lovens ord om, at militærnægtelse forudsatte, at det ville være “uforeneligt” med en værnepligtiges “samvittighed” at blive soldat. “Samvittighed” blev tolket som pacifistisk eller religiøs overbevisning.  Det var vi mange, som havde stor respekt for, uden at vi selv kunne leve op til det.  Mange af os var optaget af befrielseskrigene i d. 3. verden mod kolonialisme og imperialisme, og her kom pacifismen til kort. Fra AMK’s side respekterede man den måde at forstå verden på, selv om man ikke var enig. Vi opnåede en fin forståelse med AMK og udviklede et fint samarbejde i mange sager vedr. militærnægtelse.

I januar stiftede vi så Militærnægterforeningen (MNF) for, som vi skrev..” at skabe forståelse for og tilslutning til militærnægtelse”. Kontingentet blev sat til 20 kr., og medio 1968 var vi 750 medlemmer, og da vi toppede omkring 1.970 nok det dobbelte.

MNF blev en bragende succes. Det var den rette forening til den rette tid. Vores bedrift var, at vi gjorde det lettere at blive og være militærnægter. Ungdomsrøret var på vej over hele den vestlige verden. Så vidt jeg ved, var det kun i Danmark, at koblingen mellem ungdomsoprør og militærnægtelse var så stærk. Det var noget særligt. Men vi arbejdede sandelig også for sagen. Jeg kan se af et notat, at i april 1967 var jeg (sikkert sammen med en anden militærnægter) til ikke mindre end 11 møder, hvor vi agiterede for sagen, herunder på Krogerup Højskole, Litografernes Ungdomsafdeling, og Høng Studenterkursus.

Vi fik i MNF meget hurtigt en liste med 15 medlemmer, som var parate til at stille op til debat på skoler osv. Og de blev flittigt brugt. En sikker træffer ved debatmøderne var ” Grundbog for hærens menige”. Vi opfordrede “Forsvarets oplysnings- og velfærdstjeneste” til at trykke denne bog i et oplag,  og sende et eks. til alle værnepligtige før sessionen. Men det mente man i forsvaret ikke, der var nogen grund til.

Så trykte vi selv et oplag af bogen fordi, som vi skrev “Bogen er nemlig særdeles afslørende på væsentlige punkter”, og på møderne læste vi så højt: “Det er derfor soldatens første pligt villigt og nøjagtigt at adlyde enhver lovlig, tjenstlig befaling givet af en foresat”. Og lidt længere nede i teksten: “Den menige må gå ud fra, at enhver befaling, som gives ham af hans foresatte, er en lovlig, tjenstlig befaling, som han har pligt til straks at udføre.” Det tog kegler i med den antiautoritære bølge, som prægede ungdomsoprøret.

Vi arbejdede meget med sagen om politisk motiveret militærnægtelse. Som allerede nævnt blev lovens ord om “samvittighed” af myndighederne tolket som dyb religiøs eller pacifistisk overbevisning.  I Norge havde 100 kommende militærnægtere skrevet en erklæring, hvor de motiverede deres militærnægtelse med henvisning til bl.a. befrielseskrigene i d. 3. verden og den vestlige verdens udbygning.  I Kompedal havde jeg selv været medunderskriver på et “åbent brev til Indenrigsministeriet”, hvor vi var fire nægtere, der bekendte, at vi havde løjet for sessionsmyndighederne om vore grunde til at ville være militærnægtere. Det fik et vist gennemslag i pressen, men ministeren hed Hans Hækkerup, og han svarede ikke!

Nu startede MNF en række prøvesager, hvor en række værnepligtige på sessionen sagde, at de ville nægte militærtjeneste af politiske grunde, feks. som protest mod udbytningen af d. 3. verden eller i solidaritet med befrielsesbevægelserne. “Vi vil ikke længere hykle”, skrev vi i en pressemeddelelse.

En anden sag, som vi brugte meget tid på var spørgsmålet om, hvor mange militærnægtere, der egentlig var! Det drejede sig om de militærnægtere, der med eller mod deres vilje blev overflyttet til Civilforsvaret og derfor ikke talte med i statistikken over militærnægterne. Samtidig udgav vi et hæfte, som tydeliggjorde, at der var et nært samarbejde mellem militæret og civilforsvaret og plæderede for, at man måtte kunne nægte at gøre tjeneste i civilforsvaret.

Vi havde i det hele taget nok at gøre i bestyrelsen for MNF, og vi havde et fint samarbejde på trods af politiske uoverensstemmelser, som i andre sammenhænge godt kunnet have voldt vanskeligheder. Flere af os havde været, eller var, engageret i SF, der som bekendt i dec. 1967 efter en lang og ganske hårdhændet partistrid delte sig i det nye VS og det tiloversblevne SF. Jeg blev i SF og flere fra bestyrelsen meldte sig i VS. Andre steder kunne sådan nogen føre til livslange fjendskab, vi klarede det i MNF’s bestyrelse med godt humør!

Vi arbejdede hårdt, og vi opnåede betydelige resultater i løbet af forholdsvis kort tid. Meget af det var vores egen fortjeneste, men vi fik også hjælp fra en ganske uventet side: fra Indenrigsministeren!  Splittelsen i SF i 67 førte til den socialdemokratiske regerings fald og til en borgerlig regering i jan. 68, og her blev den konservative Poul Sørensen indenrigsminister. Han havde ry for at være en hård hund i sit eget parti, men måske netop derfor havde han overskud til at vise åbenhed og forståelse over for andre, som i øvrigt stod ham politisk fjernt.

Måske spillede det også en rolle, at han som gammel modstandsmand ikke kunne mistænkes for at være skabspacifist. Under alle omstændigheder udviste han fleksibilitet, humor og overskud i omgang med nægterne. Nogen mente, at det hele i virkeligheden skulle forstås som “repressiv tolerance”, at ministeren bare smed nogle lunser til militærnægterne for at tage vinden ud af deres sejl (ja, det er ikke nemt at forklare “repressiv tolerance”, og måske er det heller ikke så vigtigt!). Poul Sørensen besøgte Kompedal d. 5. august 1968, og det var første gang i lang tid, at en minister besøgte en nægterlejr, ja måske var det ikke sket før?

Her optrådte ministeren sammen med sine embedsfolk og et større pressekorps og hørte på alle nægternes klager over arbejdet i skoven, påklædningen, maden osv. osv. Og også de mere politiske sager, som vi arbejdede med i MNF. Ministeren tog det hele med godt humør og svarede på en måde, så man kunne forstå, at politisk motiveret militærnægtelse burde anerkendes, som ministeren sagde: “Det er ikke sådan at skelne mellem politik og etik”. At militærnægtere ikke skulle overføres til CF, at militærnægtere ikke længere skulle politiafhøres i forb. med sessionen, at der skulle skabes bedre vilkår for nægterne og mere udstationering og at MNF kunne være forhandlingsberettiget i forb. med nægterforhold.

Samtidig steg nægtertallet, og blev ved med at stige, og i 1972 nåede det rekord med 4.000-5.000 nægtere, i Kbh. og Århus i nærheden af 25%, og det var enestående, og er stadig enestående i sammenligning med så vidt jeg ved alle andre lande. Derefter gik det rigtignok ned ad bakke. Sidst i 70’erne var nægtertallet sunket til omk. 700, og i dag er der meget få indkaldte, de fleste er frivillige, og nægtertallet er mindre end 50.

Spørgsmålet er så til sidst, hvad det hele betød, om nogen ting.

Set i bakspejlet er det oplagt, at vi aldrig kom i nærheden af at overbevise det store flertal om, at militæret skulle afskaffes. Det forekommer mig også, at vi ikke havde ret i alle vore påstande og begrundelser. Militærnægternes betydning lå deri, at de var så synlige, at de ikke kunne overses. De var udstationeret på ganske mange institutioner, og mødte på den måde mange mennesker, og de deltog livligt i debatten. De var med, og de kunne ikke uden videre overses, og jeg tror det skabte en lidt højere tærskel for, hvornår man griber til de militære midler. Militærnægterne var ved deres blotte tilstedeværelse en påmindelse om en anden måde, den ikke-militære. Den skulle lige vendes i hovedet, før man kunne gribe til det militære isenkram. Den påmindelse, den lidt højere tærskel findes ikke mere. De militære midler ligger lige for, og de bliver brugt. På den konto er Danmark kommet i krig den ene gang efter den anden, og som oftest med helt katastrofale følger for danske soldater og for de lande, vi har ført krig i.

Militærnægterne mangler!

.