Selskabet for
Arbejderhistorie

PET-chef forærede ukendt Spaniensfrivilligarkiv væk

Morten Møller (Foto: Gyldendal)

Medlem af kontroludvalget med PET-registreringer, nu afdøde rigsarkivar Johan Hvidtfeldt, fik i 1970erne udleveret efterretningstjenestens papirer om de danske spaniensfrivillige af PET-chef Ole Stig Andersen uden Justitsministeriets godkendelse.

Af Mads Bruun Pedersen

En gang i midten af 1970erne var humøret højt hos Rigsarkivar Johan Hvidtfeldt. Han havde været til møde i det såkaldte Wambergudvalg, opkaldt efter dets første formand, amtmand A. M. Wamberg. Her sad han og udvalgets øvrige medlemmer og skulle foretage kontrol af Politiets Efterretningstjenestes personregistreringer. Dette udvalg blev nedlagt ved udgangen af 2013 og erstattet af Tilsynet med Efterretningstjenesterne.

Brændende ønske
Johan Hvidtfeldt havde længe brændende ønsket sig at få fat i de papirer, som PET-chefen Ole Stig Andersen havde liggende i sit pengeskab på chefkontoret. Det, rigsarkivaren havde ønsket sig, var nu omsider gået i opfyldelse. Ole Stig Andersen havde nemlig foræret ham en stak PET-papirer om blandt andet de danske Spaniensfrivillige. Johan Hvidtfeldt tog dem straks under armen og drog afsted.

”Jeg vil aldrig glemme synet af den kraftige mand stående nede på gaden i en kraftig vind med alle papirerne under armen”, husker Ole Stig Andersen forløbet af dette besøg. Han beskriver det i sin bog ”En PET-chefs erindringer”, som er udgivet på tidligere DKP-formand og mangeårigt SF-folketingsmedlem Ole Sohns forlag. Bogen udkom i 2012.

Det har idag ikke været muligt at få denne beskrivelse bekræftet, da Johan Hvidtfeldt døde i 1979.

Uden om Justitsministeriet
Da Nyt fra SFAH ringer til Ole Stig Andersen for at høre nærmere om denne episode, gentager han beskrivelsen af forløbet som skildret i bogen. Og så tilføjer han, at han generelt er bestyrtet over, hvad PET har slettet i arkiverne og nævner i den sammenhæng, at båndoptagelsen af den telefonsamtale, hvor Aksel Larsen blev hvervet af CIA, er blevet slettet.

I sagen om Spanienspapirerne skriver PET-chefen i bogen, at Johan Hvidtfeldt ”insisterede på selv at tage dem med hjem. Jeg tror, han var bange for, at jeg måske ville forelægge sagen for Justitsministeriet, og at resultatet ville blive et nej”.

Ole Stig Andersen tilføjer, at han også udleverede nogle papirer, ”der bar præg af, at de havde overlevet bombardementet af Shellhuset”, til rigsarkivaren og tilføjer så, at ”Pengeskabet indeholdt også andre rariteter”.

Vandt rigsarkivarens hjerte

Kontroludvalget med PETs registreringer blev kaldt Wamberg-udvalget efter dets første formand, amtmand Wamberg.

Når Ole Stig Andersen overhovedet omtaler sin udlevering af papirerne til Johan Hvidtfeldt sker det som et led i beskrivelsen af sit forhold til medlemmerne af Wambergudvalget, og konkret i dette tilfælde hvordan han ’vandt Hvidtfeldts hjerte’.

Det samarbejde, han som PET-chef havde med udvalget, opfattede han som ’plustid’, skriver han i bogen. Samme beskrivelse gav han i sin redegørelse til PET-kommissionen i 2009, da denne i sin 16 bind store rapport blandt andet kritisk granskede, hvordan PET havde håndteret udvalgets kontroller.

PET-chefens rundhåndede uddeling af papirer fra sit pengeskab, for at gøre en rigsarkivar glad, står imidlertid i kontrast til den konklusion, som han når frem til i sin bog.

I nogle kryptiske formuleringer hedder det, at ”Det er et problem, at vigtigt historisk kildemateriale let risikerer at gå tabt, hvis en chef hører til typen, der smider ting væk. Jeg har ved flere lejligheder drøftet denne problematik med Udenrigsministeriets daværende direktør Ejgil Jørgensen. Vi var enige om, at det er vigtigt med en lang tilgængelsesfrist, og at konkrete tilladelser til arkivadgang, inden den offentlige frist er udløbet, bør begrænses mest muligt”.

Om PET-chefen har vendt sin foræring med Justitsministeren, oplyses der ikke noget om i bogen.

Ukendt arkiv

Hvad Spanienspapirerne omhandler, er ikke kendt. Historiker og forfatter Morten Møller, som for nylig har skrevet bogen ”De glemtes hær. Danske frivillige i den spanske borgerkrig”, siger, at han ikke kender til arkivet, da Nyt fra SFAH spørger, hvorfor det ikke er opført i kildelisten i bogen.

Her står der en oplistning af de arkiver, han har arbejdet med: Det russiske statsarkiv, Det Kongelige Biblioteks samling af privatarkiver, Arbejdermuseet & Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, og Udenrigsministeriets arkiv i Rigsarkivet.

Morten Møller (Foto: Gyldendal)

Spørgsmålet er, om PET’s Spaniensarkiv eventuelt er indgået i det udenrigsministerielle arkiv. Men det er det ikke, da det alene består af en slags ’skyldneroversigt’ over de Spaniensfrivillige, som skyldte penge til Udenrigsministeriet for hjemtransport, siger Morten Møller.

Torsdag den 26. april holder Morten Møller foredrag i SFAH om de danske spaniensfrivillige – læse mere, klik her