Revolvermanden i Rigsdagen i 1930

Var Charles Nielsen demonstrant eller mislykket attentatmand?

Af Rasmus Emil Hjorth

Tæt mandsopdækket bliver en mand ført op ad Landsrettens trapper. Rundt om sig ser han mænd med bløde hatte. Det kan kun være betjente i civil.  Han bliver ført ind i retslokalet. I tilhørersalen er han næsten alene, der er kun en enkelt sympatisør.Stenografen skriver løs.  Retsmødet er i gang.  Med en hånende tone kunne man efterfølgende i Morgenbladets reportage læse om Revolvermandens ene sympatisør: ”Der var saaledes kun 1 demonstrant i Retssalen. Var han en Forløber for den bebudede Revolution, der skal brænde af den 25. Februar?”[1].

Retsmødet var udfaldet for en besynderlig sag, som pustede til kommunismeforskrækkelsen og frygten for den direkte aktion[2]. Revolvermanden fra Rigsdagen eller Charles Nielsen, som hans proletariske navn nu var, blev sigtet for at overtræde grundlovens paragraf 112 – for forstyrrelse af møder i offentlig anliggende. Den 10. december 1930 affyrede han ét skud i Rigsdagen, imens socialminister K.K. Steincke afholdt et indlæg.

Charles Nielsen var en ivrig aktionsmand, som var involveret i miljøet, der kaldte sig ”De Arbejdsløses Organisation” (DAO). Før Fællesudvalget for arbejdsløshedsbevægelsen blev dannet som en kommunistisk frontorganisation med Aksel Larsen, formand for Danmarks Kommunistiske Parti og senere stifter af Socialistisk Folkeparti, i spidsen, var der i 1930’ernes venstreorienterede miljøer sket en radikalisering. I den moderne historieskrivning om arbejdsløshedsbevægelsen i Danmark, bliver den udelukkende beskrevet som kommunistisk, hvilket dog ikke har været tilfældet.

Små propagandagrupper som Syndikalistisk Arbejderføderation har efter politiets egne indberetninger forsøgt at påvirke De Arbejdsløses Organisation over i en anden syndikalistisk og antiparlamentarisk retning. Der kan man i hvert fald efter politiets vurdering se, at den politiske tilspidsning kan tilskrives mange ting. Men man kan i hvert falde pege på verdenskrisen i 1930 som en af mange udløsende faktorer. I årsskiftet fra 1931 til 1932 blev fyrre procent af A-kassernes medlemmer registreret som arbejdsløse, hvilket vil sige 150.000 af Danmarks 320.000 fagorganiserede arbejdere. Dertil kom det store mørketal bestående af hjemløse, uorganiserede arbejdere samt arbejdere, hvis medlemskab af fagforening og a-kasse var tilbageholdt på baggrund af kontingentrestance.

Tidspunktet efter børskrisen i USA i 1929 karakteriseres ved arbejdervælgeres, særligt uorganiserede og arbejdsløses, afkobling fra parlamentarismen. For socialdemokrater som K.K. Steincke kunne de nærmest opfattes som nogle arbejdsløse vildledte fra sandheden om realiteterne. Det er også det perspektiv, som K.K. Steincke gengiver i sin erindringer fra perioden. Folkestemningen blev påvirket særligt af, hvad Steincke kalder for en ”kommunistisk løgnekampagne”.

Steincke bemærker, at ”forskellige organisationer af arbejdsløse samt i stigende grad Kommunister for at udnytte Nøden og arbejdsløsheden til ophidselse af de arbejdsløse mod Regeringen, specielt socialministeren, som paa enhver maade sled i det for at skaffe hjælp; og blandt de talrige uoplyste og nødstedte hjemløse, der paa Grund af Landbrugskrisen strømmede til Byerne og særlig til Hovedstaden”.[3]

Offentligheden vidste godt til, hvem Charles Nielsen var før revolverattentatet. Han havde gjort sig bemærket som udvalgsfører under hjemløsetoget i 1928, en landsdækkende demonstration, der gik fra Kjellerup til København for at gøre opmærksom på de sociale problemer, mange unge hjemløse og arbejdsløse oplevede. Deres paroler blev ikke imødekommet af regeringen.

I den mellemliggende periode fra 1928 til 1930 har Charles Nielsen ikke efterladt sig nogle spor. Men man kan fornemme skuffelsen og den tiltagende desperation over situationen, som den arbejdsløse Charles Nielsen har oplevet. Selv om Socialdemokratiet vandt mere og mere tilslutning blandt den organiserede arbejderklasse, var der stadig i samfundets sprækker en følelse af forræderi. At Socialdemokratiets rigsdagsmedlemmer nu førte sig frem som aristokrater – arbejderaristokratiet – løste ikke de sociale problemer. Det var måske startskuddet for den senere affyrede 11m.m. rytterpistol, der efterlod skudhullet i Rigsdagens loft.

Gaden terroriserer socialvirke

Lige fra de parisiske kommunarders tid holdt Europas myndigheder et skarpt øje med tidens dynamitarder. Det var også tilfældet i København. Pressen var som altid til stede til diskussionsklubbens spørgetime. Men de var ikke de eneste med lyttende øre og observante øjne. Opdagere og civilklædte politibetjente overværede også mødet.

Den 1. december 1930 i Studiegården i et stuvende fuldt diskussionslokale var der som altid gang i foreningen Socialvirkesspørgetime. Mødets tema var de kommende sociallove – samlet under diskussionstitlen ”Hvad nyt bringer socialreformen?”.

Det var Socialdemokratiets lovkompleks, som ville forsøge at centralisere og standardisere forskellige sociale ydelser. Man ville fjerne fattighjælpen ved at støtte op om et selvhjælpsprincip, hvor man kunne låne hos kommunerne, herunder et detaljeret reformforslag til ændringer af arbejdsløshedsforsikring samt udligning af kommunalgæld.

Steinckes aftenrepræsentant var departementschef Larsen fra Socialministeriet. Steincke havde andre planer denne aften. Larsen var ikke aftens mest populære gæst.

Kort efter en forklaring om reformkompleksets indhold, strømmer der kritik mod Steinckes velfærdsanordningsforslag. Tilskuerne retter deres kritik mod selvhjælpsprincippet. Den, der undlader at forsikre sig, udelukker sig selv fra forskellige former for offentlig hjælp, lyder kritikken.

Blandt nogle af tilskuerne står fotografen Hagstrøm. Han rejser sig og begynder på noget, der virker som en agitationstale: ”Hvorledes skal Spørgsmaalet ”Egen Skyld” forstaas, og hvad med disse Mennesker, som lever i jernbanevogne, og som uden egen Skyld er kommet ud i Uføret? Skal de stadig prygles af Politiet?”[4]

Socialvirkes hovedkasserer Johansen kommer med sit synspunkt: ”Det vilde ikke være muligt at lave lovene for Samfundet saaledes at ingen kom til at lide Nød, det kunde ikke undgaas, at der tages haardt paa nogle mennesker”. Hujen og tilråb skaber genlyd i diskussionsstuen og ”der råbes: Forræder! Ud med ham!”, noterer en journalist.[5]

Helsingørs avis’ journalist tager notits af en taler: ”Nu vilde Hr. Steincke faa svar paa sine Love, thi der er nu dannet en Organisation ”D.A.O” til kamp mod borgerskabet. Fra dags dato vil det gaa løs! Vi kommer over hele Byen, og vi slaar ned for fode, ingen skal føle sig tryg. Vi gaar over til direkte Aktion og Terror mod Borgerskabet – Pas paa!”.[6] Det viser sig senere at være Charles Nielsen. Mødet bliver afsluttet med højtråbende skrålen – afsyngning af Internationale og ud forsvinder dynamitarderne. Gadens terror er udråbt. Opdagerne og det civilklædte politi vender tilbage mod Politigården. Der er rapporter, som skal skrives.

”Fra de arbejdsløses vegne!”

At true Steincke må have givet politiet en risikovurdering, som sagde, at man skulle holde øje med den bevægelse. Der eksisterer ikke, så vidt undertegnede ved, arkivalier, der sammenfatter politiets orientering om de venstreradikale grupperinger blandt de arbejdsløse og hjemløse før 1930.

Derimod er den første notits, politiet laver i februar 1931 er et notat udarbejdet af den forhadte kriminalassistent Andreas Hansen, som var leder af det politiske politi. Hansen skriver følgende om DAO:

”Denne organisation stiftedes her i byen i September Maaned F.a. En del tidligere kommunister var medvirkende. Enhver arbejdsløs og hjemløs var selvskrevent medlem, men organisationen har i øvrigt ingen egentlig styrelse, ingen love, intet kontingent og ingen medlemsliste. Udgifterne til lokale og tryksager indsamles ved Møderne.

Naar denne løse organisationsform er valgt, er Aarsagen dels den at forhindre myndighederne i at drage anstifterne og de egentlige ansvarshavende til Ansvar […][7]”.

Den 10. december om eftermiddagen slog gadens terror fejl. Willy Geslin, Charles Nielsen og Hans Carstensen samt nogle øvrige DAO-folk havde sat sig til rette i tilhørerlogen i Rigsdagen. De var overvåget af både rigsdagsbetjente og betjente klædt i civil. Politiet havde underrettet Rigsdagen og socialminister Steincke, der efter sine erindringer tog politiets trusselvurdering om uro noget roligt.

”Da jeg gik op paa Talerstolen 3 Timer før Skuddet, sagde [rigsdags]Formanden halvhøjt til mig: >>Man venter uroligheder paa Tilhørerpladserne, men Politiet er forberedt, hvortil jeg svarede:>> Naa, ja, for min Skyld ingen Alarm.<< Naar politiet var forberedt, skyldtes dette dels kendskab til den nye organisation af arbejdsløse, dels udtalelserne paa mødet i >> Social-virke<< Dagen før, hvor Charles Nielsen havde raabt: I aften begynder Gadens terror, og vi vil slaa ned for Fode”.[8]

Da mødet begyndte, var politiinspektør Thune Jacobsen i en af Rigsdagens reserverede loger, samt betjente i civil tæt på DAO-folkene. Betjentene fulgte skarpt deres bevægelser. DAO-folkene hviskede og tiskede. De blev enige om, at klokken fire skulle det ske. Da Geslin rejste sig og råbte ”Paa de arbejdsløses organisations vegne”, gik der ikke længe, før en af Rigsdagsbetjentene var hoppet på ham. Kort efter trak Charles Nielsen en rytterpistol op fra lommen, men en anden rigsdagsbetjent fik ham lagt i benlås. Før balladen nåede Nielsen dog at affyre et skud. Projektilet røg op i loftet. Fra talerstolen nåede Steincke ikke at bemærke andet end at skuddet ”blot var en lille kineser”. Herefter blev DAO-folkene tilbageholdt.

Journalisterne var strømmet til Dommervagten. Thune Jacobsen stod klar med den store afsløring. Berlingske Tidendesjournalister bragte nyheden om, hvordan politiet havde båret sig ad med at afværge demonstrationen.

”Mødet i ”Socialvirke” blev overværet af opdagere og andre civilklædte politimænd, der nedskrev, hvad der blev sagt og Talen blev i aftes foreholdt de anholdte og bliver nu brugt mod dem selv.”[9]

Ifølge Thune Jacobsen var DAO-folkenes alibi, at de skulle afholde en demonstration med tre talere, hvor Nielsen efterfølgende skulle lave et skræmmeskud.  I dommervagten blev dynamitarderne fremstillet. De sigtedes forklaringer lå faste, og derefter begyndte efterforskningen, der skulle undersøge den besynderlige gruppering og dets motiver.

Var der politistikkere i DAOs rækker? 

Hvor meget politiet vidste i forvejen, er fortsat et mysterium. Var det politistikkere, som fortalte og indberettede om DAOs aktioner? Det mener den kommunistiske historieskrivning i hvert fald. Den dominerende historiefortælling er, at kommunisterne fik politisk tilslutning blandt de arbejdsløse og hjemløse. Men De Arbejdsløses Organisation udfordrer egentlig historien om, hvor stærkt et hegemoni, DKP havde over arbejdsløsheds-og-hjemløsebevægelsen. Aksel Larsen, som var leder af den konkurrerende DKP-frontorganisation ”Fællesudvalget for de Arbejdsløse”, skriver således om DAOs aktioner og motiver:

”I forbitrelse organiserede de bl.a. knusning af butiksruder i strøgforretninger og lignende desperate handlinger. Det gav jo så dagspressen anledning til at forarges over disse uansvarlige elementer og politiet lejlighed til at gribe ind. >> Russer-Hansen<<, som dengang ledede det politiske politi, havde sine mere eller mindre lønnede provokatører iblandt dem.”[10]

En af dem, som kommunisterne retter skarpt kritik imod, var Willy Geslin. Arbejderbladet skriver i løbet af 1930erne, at han arbejder som provokatør under Kriminalassistent Andreas Hansen. Det har ikke været muligt for undertegnet at finde politiarkiver om agenter eller politistikkere under det politiske politi.

Den eneste tråd, som dukker op, er fra 1945.  Willy Geslin dukker op i Viborg midt under modstandsbevægelsens retsopgør. Viborgs Stiftstidende skriver i 1945, at den nu 54 år gamle agitator var interneret og sigtet for kollaboration. I 1942 var han blevet medlem af nazistpartiet. Her oplyser han selv, at han begyndte arbejde for kriminalpolitiet i 1932. Om han også var politistikker før 1932 vides ikke. Hvis dette er tilfældet, kan man formode, at politiet var godt placeret med øjne og øre i DAO allerede i 1931.

Charles Nielsen ender med i april at blive idømt 40 dages fængsel. Det stopper dog ikke DAO-aktivisten. Senere ender det med, at han smadrer ruder i Østergade. Det bliver Nielsen dømt fire måneders fængsel for.

Undertegnede mener, at den kommunistiske historieskrivning klart har haft til formål at miskreditere den politiske mangfoldighed blandt kætterske elementer i arbejdsløsheds- og hjemløsebevægelsen. Men at beskrive DAO som infiltreret af politistikkere er sandsynligt. Man kan nærmest påstå det ironiske, at DAO har været en statssanktioneret balladeorganisation, som skulle skabe politisk splid hos den øvrige bevægelse. Til slut kan man spørge, hvor effektiv Thune Jacobsens ledelse af politiet var i forsøget på at skærme over for terrorangreb. Under Jacobsens ledelse valgte man at placere agenter, der indirekte opildnede til radikalisering i samfundet, i stedet for at opretholde ro og orden. At Jacobsen også var penneføreren, der stod bag kommunistloven, må siges at være en af mellemkrigstidens glemte spidsfindigheder.

Kilder:

Mediestream; Arkivalieronline; ’Ogsaa en Tilværelse’ af K.K Steincke (1949) Forlaget Fremad, København; Aksel Larsen ser tilbage (1970) Forlaget Rhodos

^[1] Dagens Nyheder refererer til en international aktionsdag for de arbejdsløse. Den skulle finde sted i den 26. februar 1931. Avisen Nationaltidende skriver d. 21/01.31, efter at to russiske emissærer var blevet tilbageholdt før en afskibning til USA, at de var i besiddelse af nogle vigtige papirer fra Sovjettens Eksekutivkomitéen: ”Den 25. februar skulde der, forudsat at masserne da allerede var tilstrækkeligt ”disciplineret” over hele Verden med eet Slag opstaa Uroligheder, der skulde danne Begyndelsen til en Verdensrevolution”. 

^[2] Direkte aktion som begreb har ændret sig meget over tid. Før historier om rudeknusninger, var den direkte aktion et udtryk for faglig-social praksis, hvor arbejdstagere brugte det som kampmiddel i stedet for politisk forhandling.

^[3] S. 74, ’ Ogsaa en tilværelse’. Bind III af K.K. Steincke (1949)

^[4] Morgenbladet 2. dec. 1930

^[5] Helsingør Dagblad 2. dec. 1930

^[6] Helsingør Avis d. 2 dec. 1930

^[7] S. 831, Politiets Efterretningstjeneste – Kommunistiske aktiviteter https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=17191700#197855,36397449

^[8] S. 77 af K.K. Steincke (1949)

^[9] 16. juni 1945, Viborg Stifttidende

^[10] ’Aksel Larsen ser tilbage’, s. 48. Forlaget Rhodos (1970)