Ingen ejer arbejderne – alle vil gerne

Ingen ejer arbejderne – alle vil gerne

Posted d. 26. november 2017

Kampen om arbejderne – arbejderbegrebets politiske historie 1750-2017,

Af Margit Bech Vilstrup, samlingschef, Arbejdermuseet & ABA samt Syddansk Universitet

I historieskrivningen står forestillingen om en arbejder som faglært eller ufaglært ansat i industrien, tilhørende en bestemt klasse og med tæt tilknytning til venstrefløjen stærkt. En ny ph.d.-afhandling, Kampen om arbejderne – arbejderbegrebets politiske historie 1750-2015, viser imidlertid, at begrebet ”arbejder” skifter i takt med samfundets udvikling, og at gruppen har været og stadig er genstand for en politisk kamp.

I afhandlingen har jeg undersøgt, hvordan ”arbejderen” er blevet brugt som et mobiliserende og legitimerende kampbegreb fra den franske revolution frem til i dag. Inspirationen til dette arbejde kommer fra den nuværende politiske debat, hvor partier på tværs af det politiske spektrum har erklæret sig som moderne ”arbejderpartier” og derved har udfordret den traditionelle socialistiske klassebaserede forståelse af arbejderen.

Dette er udgangspunktet for analysen af, hvordan politiske aktører i forskellige historiske kontekster har forsøgt at erobre arbejderbegrebet. Skønt ordet ”arbejder” har eksisteret i det danske sprog i hvert fald siden 1500-tallet, hvor det blev brugt som en bred betegnelse for dem, som arbejdede med hænderne og dem, som gjorde ”Arbeid for Dagløn”, så er det først fra 1790’erne, det knyttes til en forestilling om, at den brede masse på samfundets bund kunne mobiliseres i kampene for en ny samfundsorden. I løbet af de næste små 100 år blev denne brede underklasse i stigende grad samlet under betegnelser som ”arbejderklassen” eller ”proletariatet”, og arbejderbegrebet fik hermed en politisk overbygning.

Fra 1830’erne blev ”Arbejderen” med inspiration fra England, Frankrig og Tyskland for alvor ført ind i fortællingen om fremkomsten af en oprørsk, organiseret og bevidstgjort ”Arbeiderklasse”. Det skete samtidig med oprettelsen af en række foreninger, der havde til formål at forbedre vilkårene for de danske håndværkere.

Kampene om Pariserkommunen i 1871, blev afsættet for den socialistiske arbejderbevægelse, som blev en afgørende institutionel ramme om fortællingen om den socialistiske ”arbejder” i Danmark. Kernen i denne arbejderbevægelse var den nye store gruppe af lønarbejdere i håndværk og industri, som voksede frem i takt med industrialiseringens gennembrud. Tiden fra midten af 1890’erne til 1. Verdenskrig var præget af en stærk udbygning af den industrielle produktion, en stadig mekanisering og en ny tro på fremskridt og forandring. Arbejderbegrebet blev i denne proces et stærkt politiseret begreb, der bar en tidslighed i sig. Den voksende arbejderbevægelse satte ”arbejderen” i centrum som tidens afgørende fremtidsskabende kraft, og socialister i hele Europa hyldede arbejdernes og proletariatets ”verdenshistoriske Rolle”.

Mellemkrigstiden var det socialistiske arbejderbegrebs storhedstid. Her kulminerede dets anvendelse i den offentlige debat. ”Arbejderen” udgjorde et effektivt politisk mobiliseringsbegreb, der blev båret frem af en stærk socialdemokratisk ”arbejderbevægelse”. Det kan derfor virke paradoksalt, at Socialdemokratiet, som frem til 1920’erne havde været motoren i den socialistiske arbejderdiskurs, lagde arbejderbegrebet bag sig efter 2. Verdenskrig til fordel for nye og langt mere abstrakte begreber som ”menneske”, ”den enkelte” eller ”alle”.

Skiftet i politiske begreber var en del af udviklingen frem mod det såkaldt post-moderne eller post-industrielle samfund, og det blev underbygget af, at der fra starten af det 20. århundrede voksede nye store lønarbejdergrupper frem, som udfordrede forestillingen om ”arbejderen” som dén centrale politiske aktør hos Socialdemokratiet. ”Arbejderklassens” fællesskab med forankringen i produktionen blev erstattet af et mere flydende eksistentielt, identitetsmæssigt fællesskab omkring forestillinger om nation, demokrati og velfærdsstaten.

Men der var ikke tale om en entydig udvikling bort fra arbejderbegrebet. Efterkrigstidens store erhvervsforskydninger gjorde, at Venstre tog arbejderbegrebet op i 1950’erne og 1960’erne i forsøget på at mobilisere nye vælgergrupper. Og under indtryk af studenteroprøret i 1968 startede en reideologisering af den offentlige debat i 1970’erne, hvor ”arbejderen” blev et helt centralt kampbegreb mellem ny-marxistiske strømninger på venstrefløjen og ny-liberalistiske strømninger på højrefløjen. For sidstnævnte blev det stærkest fremført af Mogens Glistrup og hans nye parti Fremskridtspartiet, der kom til at stå som et symbol på den højredrejning, der var på vej i den gamle ”arbejderklasse”.

Fremskridtspartiets succes i 1970’erne kan ses som et forvarsel om liberalismens sejrsgang i 1980’erne og 1990’erne, hvor særligt Berlinmurens fald og sovjetkommunismens opløsning efter 1989 betød, at den socialistiske arbejderdiskurs fik svære betingelser.

SF og Enhedslisten holdt efter 1990 fast i ”arbejderklasse” som en teoretisk kategori, men både i og uden for principprogrammerne blev selve begrebet ”arbejder” forladt af stort set alle politiske partier i 1990’erne.

I starten af det 21. århundrede har nye partier taget arbejderbegrebet til sig. I Danmark såvel som i mange andre vestlige lande udfordres det socialistiske arbejderbegreb, der var så dominerende i det 20. århundrede fra højre: Af nationalistisk orienterede partier, der søger opbakning til en indvandrer- og elitekritisk politik hos de lønarbejdere, der er særligt udsatte for udfordringerne fra det globaliserede arbejdsmarked og nye teknologiudviklinger. Og fra liberale og konservative partier, der har genindført arbejderbegrebet i en ny version, som radikalt udfordrer forestillingen om et klassebaseret fællesskab mellem de lavestlønnede. I stedet rettes det mod nye samfundsgrupper med stabile indkomster og ressourcer til at bidrage og ”få hjulene til at køre rundt”. Dette kan illustreres med et citat af økonomi- og indenrigsminister, Simon Emil Ammitzbøll-Bille, der på Liberal Alliances landsmøde i april 2017 erklærede, at partiet var ”Danmarks sande arbejderparti”, hvorved han forstod: ”Et parti for folk, der har et arbejde. Et parti for folk, der vil i arbejde. Eller et parti for folk, der har haft et langt arbejdsliv.”

I denne proces har ”arbejderen” mistet den kobling til forestillinger om klasse og socialistiske fremtidsforestillinger, som dominerede begrebet i det 20. århundrede. I stedet er det blevet et slagord, der bliver brugt af ikke-socialistiske partier i forsøg på at indfange nye vælgergrupper og slå tonen an i debatten om arbejdsmarkedets og velfærdsstatens udvikling.

Den lange historie om arbejderbegrebet fungerer således som en analytisk ramme for studiet af bredere samfundsmæssige ændringer over de sidste godt 300 år. Og samtidig nuancerer afhandlingens fokus på de sproglige mønstre omkring arbejderbegrebet det arbejderhistoriske felt, hvor ”arbejderen” ofte er blevet brugt uden skelen til, om det optræder som en empirisk kategori eller et mere eller mindre ureflekteret analytisk begreb.

Se også pressemeddelelse fra Arbejdermuseet – klik her