Debat: Er Morten Papes 'Planen' den nye arbejderlitteratur?

Af Benedicte Toftegård

”En rabarberdreng vokser op” (Christian Christensen) handler om en drengs opvækst på Nørrebro i et boligområde kaldet Rabarberlandet omkring 1890: Fattigdom, hustruvold, fordrukne mænd, hårde drengeslagsmål og skolelærere uden føling med børnenes livsbetingelser, men også om sammenhold og solidaritet.

Morten Pape har skrevet bogen ”Planen,” der handler om en drengs opvækst i Urbanplanen på Amager lidt mere end 100 år senere. Den handler også om vold, alkohol, drengebander og skolelærere, som på forhånd har dømt nogen af (indvandrer)børnene ude.

Jeg tror ikke, Morten Pape havde haft den salgssucces med sin bog, som han har haft, hvis forlaget havde lanceret den som ”Moderne arbejderlitteratur”. Men hvis vi gerne vil definere, om arbejderlitteraturen findes i dag, så er den et klart bud.

Hvorfor har vi i grunden brug for at opretholde den definition? Er betegnelsen arbejderlitteratur (eller kvindelitteratur) ikke bare en betegnelse for noget, som ikke kunstnerisk kan stå alene?

Hvis vi ikke har fokus på, hvor litteraturen kommer fra og hvem der skriver den, opdager vi ikke skævheden.

I 1920’erne og 30’erne blomstrede arbejderforlagene ud fra ideen om, at arbejderklassen skulle opbygge sin egen kultur som modstykke til borgerskabet. Den særlige solidariske og socialistiske arbejderidentitet blegnede i takt med velfærdssamfundets opbygning, men arbejderlitteraturen fik alligevel en opblomstring i 70’erne.

Fremads forlag udgav f.eks. John Nehm. Jeg husker den filmatiserede roman ”Johnny Larsen”, der blev vist på tv engang i 80’erne. Et satireprogram fortsatte uden afbrydelse med en parodi på den gråbrune og klaustrofobiske dagligstue, hvor man fra barnsben lærer at spørge ”om de har brug for en rask mand til manuelt arbejde.” Det gad man ikke læse/høre om i 80’erne. Nu var det sproget og æstetikken, det handlede om.

Fremads forlag udgav også Martha Christensen, der om nogen forstod at give stemme til socialt udsatte mennesker. F.eks. i ”En fridag til fru Larsen”, hvor følelsen af at blive nedværdigende behandlet og være uden for indflydelse på eget liv, trænger ind under huden.

Hvor er den forfatterstemme i dag, der beskriver litterært hvordan det er at blive sendt i udsigtsløse arbejdsprøvninger. Måske er den derude et sted, men spørgsmålet er, om de toneangivne forlag vil antage den?

I en artikel i den engelske avis ”The Guardian” fra februar 2018 skriver forfatteren Kit de Waal, at forlagene bør gøre plads til arbejderklasse forfattere. Hun henviser til en (engelsk) undersøgelse fra 2014: Kun 10 % af landets forfattere, digtere og oversættere kommer fra familier, hvor forældrene havde manuelt eller rutinepræget arbejde. Blandt de ansatte i forlagene, som tager stilling til hvad der skal udgives, kommer kun 12 % fra en arbejderklassebaggrund.

Hun konstaterer, at bogudgivelse er en industri for den højere middelklasse, og det der kommer ud, er tilpasset den højere middelklasses smag. Forfattere med arbejderklassebaggrund oplever, at de bliver pålagt at skrive tekster om, så der ikke forekommer ”arbejder-sprogbrug/dialekt” i replikkerne. Undertonen lyder: ”Hvordan kan vi hjælpe dig til at blive mere som os?”

Arbejderbevægelsen har for mange år siden valgt sine skønlitterære forlag fra. Herunder også udviklingen af nye talenter. Forlagene fungerer på markedsvilkår og producerer det, som sælger.

Men forfatterne er samfundets stemme, og hvis der kun i meget begrænset omfang bliver udgivet stemmer med rod i arbejderklassen, kunne folk forledes til at tro, at arbejderklassen slet ikke findes længere.

Benedicte Toftegård, grafisk trykker, fællestillidsmand og forfatter til romanerne ”Udsigt fra et Rugbrødstårn” Fremad 1993 og ”Mord mellem linjerne” på Forlaget Radius 2012 (www.benedicte.toftegaard.dk)