DR's Danmarkshistorie i sindelagenes vold

Af Lars K. Christensen, ph.d.
Museumsinspektør og seniorforsker, Nationalmuseet.

Så fik vi alle ti afsnit af Danmarks Radios stort anlagte serie ”Historien om Danmark”. Set fra et SFAH-synspunkt, må der være grund til at glæde sig over især de tre sidste afsnit. Her spillede ikke bare historien om den faglige og politiske arbejderbevægelse, men også emner som socialhistorien i almindelighed, kvindehistorie, modstandskampen og den kolde krig, og andre emner, som selskabets medlemmer typisk interesserer sig for og beskæftiger sig med, en fremtrædende rolle. En ret stor del af de historikere, som DR havde bedt om at optræde som eksperter i de tre afsnit, var da også kendte ansigter i SFAH-sammenhæng.

Der skulle imidlertid ikke gå mange minutter fra det sidste afsnit var rullet over skærmen, før kritikken rejste sig. I en anmeldelse i Berlingske Tidende, som i sig selv kunne være et lærestykke i fordrejning og fejlfortolkning, beskylder Bent Blüdnikow afsnittet for at være venstreorienteret manipulation. Andre historikere var ude med mere seriøse og relevante kritikpunkter. Det lykkedes på den baggrund Kristeligt Dagblad, med løsrevne Facebook-citater som væsentligste kilde, at konstruere en historie om, at der nærmest skulle være konsensus blandt alle landets historikere om, at DR med dette afsnit havde fejlet totalt. En historie, som via Ritzau blev spredt til andre medier, der ivrigt har brygget videre på den.

Skulle en sådan konsensus faktisk eksistere, vil jeg hermed gerne melde mig ud af den. Ja, der kan bestemt rejses kritik af de tre afsnit – på samme måde som af alle de foregående. For hvert afsnit har vi set eksperter i den pågældende periode gøre opmærksom på detaljer, som de mente var forkerte, emner, som burde have været inddraget eller endda vinkler på historien, som var fagligt tvivlsomme.

Kritik af samme type kan naturligvis rettes mod de tre sidste afsnit. Helt banalt var det jo faktuelt forkert, at Stauning blev statsminister første gang i 1929, som hævdet i afsnit 9. Og to udsagn i afsnit 10 – nemlig det at kommunisterne sammen med de kulturrradikale kæmpede for demokratiet i 30’erne og det at alle politiske retninger deltog i modstandskampen – var mildt sagt diskutable. Men sjovt nok: skulle de udsagn forklares som udtryk for en bevidst, politisk tendens, så peger de jo i hver sin retning. Sandheden er nok nærmere, at det er et stort og kompliceret projekt at producere 10 timers historieformidling på TV, og at man undervejs nemt kan kløjes i både overblik og detaljer. Det er faktisk imponerende, at det ikke er sket i større omfang.

Men hvad så med afsnittets politiske repræsentativitet? Af de tre gennemgående figurer var en jo apolitisk, mens de to andre var henholdsvis socialdemokrat og kommunist? Var det måske repræsentativt? Nej, ikke hvis det afgørende formål var, at præsentere politisk historie. Men styrken i de tre sidste afsnit var for mig at se netop, at de – som en serie, der bl.a. skal kunne bruges til undervisning nødvendigvis må gøre – præsenterede nogle afgørende politiske begivenheder og strømninger i nationens historie, men sat ind i en bredere social- og kulturhistorisk kontekst. For når vi taler bredt anlagt historieformidling, så er det politiske jo langt fra det eneste kriterium for repræsentativitet. Lige så vigtigt er kravet om, at man også fortæller historien om, hvordan det daglige liv – i familien og hjemmet, i skolen og på arbejdet, i hverdagen og i drømmene – forandrede sig over tid. En serie, der hævdede at fortælle danmarkshistorie, men som kun fortalte den politiske historie, ville man for alvor kunne klandre for manglende repræsentativitet.

Her var det omdiskuterede valg af Merete Nordentoft som gennemgående figur et næsten genialt formidlingsmæssigt greb. Gennem hende fik vi en lang række vigtige fortællinger om skolen og opdragelsen, og om synet på kvinder og deres rettigheder, og i det hele taget om livet i de bornerte 50’ere på banen. Og ja, det er da paradoksalt at Nordentoft, som i både teori og praksis var en forkæmper for opdragelse til demokrati og for individets ret til selvbestemmelse, mente sig bedst politisk repræsenteret af et parti, der hyldede Stalins Sovjetunionen. Men historien er nu en gang fuld af paradokser. Og god formidling består ikke i at koge den sammen til en lind og modsigelsesfri grød, men netop i at præsentere os for det som vi studser over og finder mærkeligt – så mærkeligt, at det ansporer os til selv at tænke videre.

Med de greb man havde valgt, var der så kun Jens Otto Krag til at repræsentere det politiske. Det var som sådan også et naturligt valg, så længe det handlede om velfærdsstatens opbygning og gyldne år i 1960’erne. Det man til gengæld kan klandre afsnittet for er, at perioden fra omkring 1970 og fremefter blev behandlet for overfladisk i alle aspekter. Havde jeg været redaktør, ville jeg have valgt en borgelig figur – mest oplagt ville være Poul Schlütter – som omdrejningspunkt for historien om hvordan både Socialdemokratiet og velfærdsstaten tabte momentum og udviste stigende krisetegn gennem 1980’erne og 1990’erne. Det er så i øvrigt i parentes bemærket ikke kun de borgerlige, der kan føle sig stedmoderligt behandlet i den sidste del af afsnittet: også det nye venstre var stort set gledet under radaren.

Årsagen til dette skal dog næppe findes i tilrettelæggernes politiske sindelag. Jeg gætter på, at der i højere grad er tale om mangelfuld projektledelse, hvor man havde brugt for mange tid og resurser på besættelsen og 1950’erne, og derfor måtte jappe sig gennem de sidste årtier. I det hele taget var tre afsnit simpelthen bare for lidt til, at en fremstilling af vores nyeste historie med alle dets nuancer var mulig. Her ligger et stort ansvar på den ledelse, der på et tidspunkt midt i processen dikterede, at det samlede antal afsnit skulle beskæres fra 12 til 10.

På trods af dette, må ”Historien om Danmark” anses for en stor succes for historieformidlingen. Den har fået tusindvis af seere til at interessere sig for emnet, og har i øvrigt også givet afkast i form af stigende besøgstal på landets museer. Tak til DR for at have taget denne store og komplicerede opgave på sig, og for at have løst den så godt.