Sådan er militærnægterbogen blevet til

Forfatteren til Jeg nægter, Stig Hegn, gav følgende beskrivelse af, hvordan arbejdet med at skrive bogen er forløbet, da den blev præsenteret ved et arrangement på Arbejdermuseet fredag dn 16. februar 2018:

Jeg har været så heldig at have mere end 15 år som pensionist, hvor jeg har lavet, hvad jeg har lyst til. Det har nok primært været skriveri, der har beskæftiget mig.

Nu står vi så med en bog om militærnægteri, og jeg tror nok, at trykkeren synes den er stor nok! Jeg startede med at ville fortælle om de mærkelige mennesker, der var i Kompedal, de to år jeg var der fra 1962-64. Det var jo grundlag for en masse røverhistorier, som mange burde finde sjove, men perspektivet udvidede sig nu heldigvis hurtigt. Det udvidede sig, primært fordi jeg deltog i en weekend på Als, hvor Kjeld Skotte havde inviteret en snes nægtere. Det viste sig nemlig, at der var andre erfaringer hos de mennesker, der kom i Kompedal et år eller to efter mig.

Det viste sig også hurtigt at skulle der laves en bog, der skulle have en jordisk chance for at interessere andre end gamle nægtere, så skulle perspektivet udvides. Hvorfor blev man nægter? Var det fordi man ikke ville deltage i krig, fordi man ville bekæmpe udbredelsen af atomvåben? Var det fordi, man ikke troede på at vold løste verdens problemer?

Det førte til den bog, vi har nu: Hvordan forholder det sig med vores generation og så de bevægelser, der prægede den: Kampagnen mod Atomvåben og senere Nej til Atomvåben, Kvinder for fred – You Name It! Men det medførte selvfølgelig også et spørgsmål om NATO og de politiske rammer, der var for fredsarbejde og militærnægteri i den vestlige verden.

En del af baggrunden var min egen: Jeg havde præcis, da Berlinmuren blev bygget i 1961, opholdt mig på en fredshøjskole i Vesttyskland sammen med kammerater fra Berlin. Denne tid, hvor en ny verdenskrig truede – og dermed også deres hjem Berlin – var min første storpolitiske erfaring. Vi sad og diskuterede kampen mod krig, mens verden var ved at brænde omkring os. Det er en af grundene til, at den bog vi har her, beskæftiger sig meget med Tyskland, både med nægteri og med fredspolitiske bevægelser i landet – det gør den lidt anderledes end så mange andre bøger om dansk politik.

Det var derfor også naturligt at udbrede det politiske perspektiv historisk til dengang, der ikke var nogen nægterlov for 100 år siden, og se på hvordan man dengang bekæmpede krig og værnepligt. Som en kuriositet starter bogen med dengang under stormen mod København i 1634, hvor studenterne forsvarede hovedstaden, men uden at de dog fandt sig i den militære disciplin. Det var dengang kongen kom forbi til hest og var ved personligt at skyde en af de opsætsige studenter.

Til de historiske forudsætninger hører også den politiske kamp, i Folketinget og på verdensplan. Her fortæller jeg om Hørup, Dansk Fredsforening, Aldrig mere Krig, Svend Haugaard, men også om den socialistiske kamp, hvor mit udgangspunkt er Marx, Luxemburg og Karl Liebknecht – plus de danske, der dengang kaldte sig Konsekvente Antimilitarister, hvor konsekvensen ikke var lidt skovhuggeri, men  fængsel.

Vi har naturligvis også nægternes egen organisation, Militærnægterforeningen, der mere eller mindre sejrede sig ihjel, og vi får også en krølle om dengang parolen var Bliv politisk soldat.

Det er derfor ikke pral, når der på bogens omslag står, at det er Danmarks første samlede beskrivelse af militærnægteri, pacifisme og kampen mod krig. Mange har bidraget til den med tekst og billeder, dem vil jeg gerne takke på forlagets vegne. De er alle sammen nævnt på kolofon side 4 – hvis nogen er glemt, modtager vi gerne klager. Samarbejdet med de mange gamle nægtere, har gjort det en stor oplevelse for forfatteren at skrive dette halvstore værk. Tak.

Som sagt er der utroligt mange, der har bidraget. Det er så mange, at jeg håber, de ikke bliver fornærmede, hvis jeg siger, at vi ikke har nogen specialpris til vennerne. Bogens forlag er nonprofit, så udsalgsprisen er politisk og lav, der skal være lidt penge til papir til næste bog, men ellers er der ingen, der tjener.

Hvis der er spørgsmål til bogen, svarer jeg gerne. Viggo Jonasen, som mange sikkert kender, bl.a. som formand for Nægterforeningen en periode. Han holdt prædikenen ved receptionen i Århus, og han havde også tænkt at komme her, men blev som så mange i fædrelandet ramt af en influenza, så Jonas bad mig hilsen mange gange.

Nægterprotokol

Undervejs med arbejdet har jeg modtaget forskelligt materiale fra gamle nægtere, det er eksemplarer af lejrblade og en del mere. Mest exceptionel set fra et historisk perspektiv er talsmandsprotokellen, som jeg lånte hos Helge Scheuer. Den er ført i perioden 1955-1967 og mange gange forbavsende udførligt:

NPK er lejrchef N. P. Kold: 1.2.1956

Der udbrød spontan strejke p.g.a. stærk kulde, ingen reagere da klokken ringede ud til arbejde kl. 7.30- Kl. 8.30 gik Jehovas Vidner i arbejde, sandsynligvis dikteret af NPKs trusler om politisag. Kl. 13.45 gik resten af lejrens nægtere i arbejde, sikkert under påvirkning af at NPK sagde at det ingen følger ville få hvis strejken blev afblæst, trods dette løfte blev der den 15.2.1956 hængt en meddelelse op om at de der havde deltaget i strejken 1.2. ville få 4 timers ekstra arbejde og frataget 4 fritimer.

—

27.2. Ved retten i Kjellerup idømmes Jørgen Hauptman 20 dages hæfte for at nægte at arbejde en søndag i køkkenet, en straf for at have sovet over sig.

I øvrigt er det den tid man kan læse om i Preben Wilhjelms erindringer.

2.5.1959 Nægterfest

For første gang i Kompedal nægterfest. Der var samlet ca. 110 nuværende og gamle nægtere og pårørende på Knudstrup kro fra 20.30 til 1.20. Prisen pr. deltager var 6 kr. med dame. Aftenen forløb godt, de optrædende havde nemlig ikke fået øvet sig meget og 2 dage før festen så det mildest talt håbløst ud for Festudvalget – men det gik altså.

—

14.6.1960

Retsmøde i sag mellem arbejdsleder U. Holse og 114 Søren Lauridsen.

Forhistorien var følgende:

Den 30. marts havde Søren Lauridsen 1. brandvagt og da Holse kl. 23 foretog sin afteninspektion uden at vække Søren L., men vækkede i stedet Henning Eriksen, der fik brandvagten. Søren Lauridsen idømtes af lejrchefen 5 dages husarrest, som han appellerede til IM som stadfæstede husarresten hvorefter Søren L. overviste sagen til sagfører. I retssagen vidnede Hans J. Madsen og Henning Eriksen for Søren Lauridsen og for lejren: N.P. Kold og U. Holse.

17.6.1960 Domfældelse i sag fra 14.6.1960:

Thi kendes for ret: Den c.v.1 114 Lauridsen idømte husarrest vil som ulovlig være at ophæve.

I domspræmissen lægges der til grund, at der ingen faste retningslinjer er for første brandvagt, samt at det er kutyme, at den vagthavende, efter såvel Eriksens som Madsens udtalelser, vækker evt. sovende første brandvagt.

Løs seddel ved Helge Scheuer: Nægter vinder sag!

—

1960 Bruno bliver lejrchef – mere afslappede forhold

Fællesmøde 1963: 29.4.1963

Dagsorden: Valg af redaktør: Heine skal udstationeres, så Leif Nielsen og Heinrich Gürtler blev opstillet, Leif fik 23 stemmer og valgt, mod Heinrichs 6, 5 stemte ikke. Johan Piepgrass redegjorde for arbejdet med at støtte Politisk Revy, 11 har meldt sig til en støtteandel på hver 200 kr. Han sagde os at en ven havde tilbudt os en motorcykel til kollektiv afbenyttelse, men det var der ingen interesse for. Jørn Ågaard fortalte at Indenrigsministeriet har afslået kostgodtgørelse for alle orlovsdage. Til slut orienterende møde for 10-12 nye nægtere.

23.7.1963

Mogens Frisk hjemsendes og holder hjemsendelsesfest i bogbindingsstuen. Bruno Petersen er på ferie og Andersen sender Holse og Grønfeld på inspektion, hvor man må love at holde op og rydde op til kl. 23. Næste dag sætter Andersen opslag op hvor han indskærper forbuddet mod spiritus i lejren og truer med retsforfølgelse ved overtrædelse.

–

Da Arbejdermuseet er det arkiv, der har mest om militærnægteri, har jeg fundet det rimeligt at overdrage materialet til dem. Mads Bruun, som har været så flink at være med til ar arrangere receptionen, vil derfor sørge for at materialet bliver videreekspederet.