Selskabet for
Arbejderhistorie

Plakathistorie: Den grønbrogede Tudse

			
			

Københavns Borgerrepræsentation indgik for nylig en aftale, som havde været mange år undervejs. Et flertal sikrede, at der nu kunne bygges boliger og erhverv på Amager Fælled. Efter to års miljøkamp ville man dog ikke bygge helt så meget som først aftalt mellem borgere og politikere. Strandengen, den 5.000 år gamle urnatur friholdtes, og en femtedel af det kommende boligbyggeriet blev flyttet til Stejlepladsen på den anden side vandet. De indtægter, det offentlige udviklingsselskab fik ved byggemodning og salg af grundene, finansierede Københavns metrobyggeri.

Alle byggeplaner er blevet mødt med lokale folkelige protester. Amager Fælled og Stejlepladsen er hver for sig unikke områder, Fælleden med sine sjældne arter af planter og dyr, og Stejlepladsen med et bevaringsværdigt gammelt havnemiljø.

Under forhandlingerne blev det tidligere opfyldningsområde i Sydhavnen, Tippen, også nævnt som mulig byggegrund. Forslaget blev dog straks taget af bordet, og folkene bag dette lille stykke natur kunne ånde lettet op. Fra 1980 og frem havde området været forslået til anlæggelse af nye motorveje, boligbyggerier, modelflyvebane, golføvelsesbane og vindmøller. Hvad der faktisk blev etableret var godsbane, depot for slagger og det forurenede jord fra anlægsarbejdet til en ny bro – Øresundsforbindelsen.

På Tippen levede også et sjældent lille dyr, den velsyngende grønbrogede tudse. Allerede i 1984 forsvarede miljøfolk tudserne over for myndighederne, hvorefter man anlagde vandhuller til dem. Den sydlige del af Tippen blev fredet og i 1990 udkom en rapport om tudsernes levevilkår. Tudserne havde slægtninge på Amager, på Sprogø og i Skåne – netop der hvor broen en dag skulle ramme Sverige. Tippen blev nu betragtet som et ”biologisk værdifuldt område”, mens første spadestik til den faste forbindelsen blev gravet i oktober 1993.

Et netværk ”Hold sammen om Sydhavnen” var i 1986 blevet dannet med det formål at sikre Tippen som friareal og naturpark, samt Stejlepladsen m.fl.

Foreningen var mod brobyggeriet, og der var protester, demonstrationer og månedlang blokade mod depotet.

De aktive var efterhånden kørt trætte, og den sidste demonstration blev afholdt i 1994 på Rådhuspladsen. Jernbanesporene blev flyttet et stykke i forhold til den oprindelige linjeføring, og mange huse i Havebyen Mozart undgik derved nedrivning.

Øresundsforbindelsen blev indviet i sommeren 2000, og i 2007 konkluderede en rapport, at der ikke var en eneste grønbroget tudse tilbage i området.

Idag er Tippen et natur- og kulturområde med fårehold, naturpleje og klimaskole – en ”brugsnatur i storbyen”.

Plakaten er sandsynligvis silketrykt og lavet i slutningen af 1980’erne. Den ukendte kunstner har gjort den vortede tudse til en glat elegant frø med Christiania-badge på brystet, Supermans røde kappe og overnaturlige evner. Den grønne tegning er silhuet af et dekorativt kunstværk, udformet som en indgangsportal til Tippen. Værket er for længst forsvundet, men navnet bruges endnu: ”Drømmenes Port” blev det sigende kaldt.

Af Dorte Ellesøe Hansen

(Plakaten er stillet til rådighed af Arbejdermuseet & ABA)