Det er længe siden, at vi har haft så mange deltagere ved generalforsamlingen, lød det, da formanden for SFAH, Mads Bruun Pedersen, bød velkommen ved den ordinære generalforsamling d. 13. marts.
Omkring 30 af medlemmerne havde fundet vej til generalforsamlingen, der blev holdt i Metal Hovedstadens lokaler. I den mundtlige beretning, der blev leveret af formanden suppleret af tre bestyrelsesmedlemmer, blev det seneste års aktiviteter gennemgået, og sløret blev løftet for de planlagte aktiviteter det næste års tid.
Udover den årlige Historiefestival i efteråret i Arbejdermuseet gennemførtes for første gang i november også en tilsvarende festival i Silkeborg i samarbejde med FH Region Midtjylland og regionens Faglige Seniorer med tilskud fra Kulturstyrelsen. Dette tilskud giver også mulighed for i juni i år at gennemføre Midtjysk Arbejderfestival i Randers d. 1. juni og d. 9. november Sønderjysk Arbejderhistorie i Flensborg. Dette års sommerhøjskole afholdes også syd for grænsen på Jaruplund Højskole fra d. 29. juli til d. 4. august. Den planlagte sommerhøjskole sidste sommer på Langsøhus i Silkeborg måtte aflyses på grund af for få tilmeldinger.
Som noget nyt deltog SFAH i marts 2023 i Historiefestivalen i Øksnehallen, hvilket gentog sig ved dette års historiefestival – begge gange med kontakt til mange historieinteresserede og pænt salg af en række både nye og lidt ældre bøger udgivet af SFAH. I det forgangne år er udgivet i alt tre nye bøger, hvoraf den ene er første titel i en ny serie af småbøger, der skal formidle forskning i arbejderhistorie til en bredere kreds. Bogen om Marie Nielsen er blevet genoptrykt, da der har været stor interesse om hende blandt andet i forbindelse med et tv-program på DR 2 om Marie Nielsens liv. Flere bøger er i pipelinen og kræver alle, at der findes finansiering til udgivelsen. Udover den trykte formidling produceres og udgives også en række af podcasts – og endda rigtig mange den seneste tid. Der er også gennemført flere kurser i produktion af podcasts. Både produktion af disse og kurserne er finansieret via offentlige tilskud.
Selskabets økonomi er stram; men det blev dog besluttet, at tilskuddet til Arbejderhistorieprisen hæves til 10.000, så prisen med tilsvarende forhøjede tilskud fra Arbejdermuseet og Arbejdermuseets Venner fremover bliver på 30.000 kroner med henblik på at tiltrække flere kandidater til prisen. Selv om medlemstallet i SFAH ligger relativt stabilt, vil der ikke blot af økonomiske årsager, men også for at få indrulleret flere især unge medlemmer til at føre faklen videre være brug for en øget indsats i forhold til studerende og yngre forskere.
Beretning, regnskab og budget blev vedtaget. Mads Bruun Pedersen blev ligesom de fire bestyrelsesmedlemmer på valg – Ulla Jeppesen, Kenn Schoop, Peter T Christensen og Lars Johansen – genvalgt uden modkandidater. På suppleant-pladserne blev der til gengæld skiftet ud. De to nuværende suppleanter ønskede ikke genvalg, I stedet indtrådte Jon B. Holtet og Jan Hendriksen. Valg af formand sker på et konstituerende møde i bestyrelsen, hvor også andre poster og opgaver fordeles.
Inden selve generalforsamlingen var der oplæg af journalist og historiker Nina Trige Johansen om hendes bog fra sidste år Papirnussere, skrankepaver og blanketfinker udgivet i anledning af HK Kommunal´s 100 års jubilæum. Hun fortalte om tilblivelsen af bogen, der krævede et stort arbejde med at finde kildemateriale, der bredt kunne beskrive oprettelsen og udviklingen af HK Kommunal, der især i de første årtier måtte igennem mange voldsomme kampe med de kommunale arbejdsgivere. De bød kontorfunktionærerne på meget dårlige løn- og arbejdsforhold i ofte løse stillinger; men kampen måtte også ofte rettes imod konkurrerende organisationer og til tider også imod ledelsen af HK, der politisk nogle gange var for tæt på de kommunale arbejdsgivere. Hun understregede, at der ikke var tale om et traditionelt jubilæums-skrift med lovprisning af formændenes bedrifter, men om en beretning om de mange mænd og ikke mindst kvinder, der lokalt og i det daglige som aktive medlemmer og tillidsvalgte kæmpede for bedre løn- og arbejdsforhold, men ofte følte sig overset og udskældt, som bogens titel antyder.