Karl Marx arbejdede i godt to årtier på sin kritik sf den politiske økonomi, og som bekendt blev arbejdet aldrig afsluttet. Udover et arbejde om værdi- og pengeteori fra 1859 lykkedes det ham kun at offentligøre første bind af Das Kapital, som udkom i 1867. De planlagte efterfølgende bind blev aldrig færdige til tryk. Det, vi har haft, er det lille udsnit af bjerget af efterladte manuskripter, som Friedrich Engels stykkede sammen og udgav i hast (efterfulgt af Karl Kautskys udgivelse af Teorier om merværdien i 1995-10 samt udgivelsen af Grundrids i Moskva i 1939-41).
Men med udgivelsen af Marx/Engels Gesamtausgabe (MEGA➁) er billedet et ganske andet. Især fordi Anden Afdeling af MEGA➁, ’Kapitalen og forarbejder’ nu er afsluttet med i alt 15 bind — sidste bind udkom for ti år siden, i 2012. Det er dermed nu muligt og relevant at underkaste den marxske kritik af den politiske økonomi i dens helhed, ufuldstændig som den er, en kritisk vurdering (ikke mindst i lyset af, hvor vi er i dag).
Foredraget vil kort resumere Marx’ forskningsproces, som den nu fremstår: stadierne i det teoretiske arbejde, hvad der blev fuldbragt — og hvad der står ufuldendt tilbage. De kritiske hovedpunkter, oplægget vil fokusere på er:
- Marx store fortjeneste i den politiske økonomi — til forskel fra klassiske politiske økonomer som Adam Smith og Ricardo — er at placere det automatiske maskineri (og i det hele taget videnskabens anvendelse i produktionen) på den centrale plads i teorien om den kapitalistiske produktionsmådes dynamik. Dette bidrag til arbejderklassens selvforståelse er ikke blot af blivende værdi, men højaktuelt.
- Analysen af den kapitalistiske produktionsmåde tildeler ikke arbejderklassen nævneværdig agens. Marx introducerede godt nok i 1864 i stiftelseserklæringen for den Internationale Arbejderassociation begrebet ’arbejderklassens politiske økonomi’, men udviklede det aldrig i Kapitalen: det blev ved nogle spredte løse bemærkninger sammenfattet i princippet ’samfundsmæssig produktion styret gennem samfundsmæssigt fremsyn’. I lyset af, at arbejderklassens politiske økonomi er i dag udviklet i en ganske anden målestok end den af Marx beskrevne, er det en væsentlig begrænsning.Medlemmer af SFAH har gratis adgang, mens øvrige må betale 30 politisk-økonomiske kroner til selskabet. Efter foredraget er der ordinær generalforsamling i Selskabet for Arbejderhistorie.