I år er det 100 år siden, at Nina Bang blev udnævnt til minister i Thorvald Staunings første S-regering, som sad på magten fra 1924-1926.
Ved dette års nytårskur sætter historiker og ph.d Rikke Lie Halberg (Lunds Universitet) og informationsspecialist Jytte Nielsen (Det kongelige Bibliotek) fokus på Nina Bang (1866-1928), som var den første kvindelige minister i verden i en demokratisk valgt regering, og hun blev udnævnt af den første socialdemokratiske statsminister i Danmark. Halberg og Nielsen har også redigeret et tema i tidsskriftet nr. 1-2/2024, som kan købes ved nytårskuren.
Nina Bang var uddannet historiker og arbejdede fra 1898 som journalist på avisen Social-Demokraten. Hendes politiske karriere startede i 1903, da hun som eneste kvinde blev medlem af Socialdemokratiets hovedbestyrelse. Fra 1913-1917 var hun medlem af Københavns Borgerrepræsentation og ved det første valg til Rigsdagen i 1918, hvor kvinder både kunne stemme og stille op, blev hun valgt ind i Landstinget, hvor hun sad frem til sin død i 1928. Fra 1924-1926 var hun undervisningsminister i den første socialdemokratiskledede regering.
Der er ikke skrevet meget om Nina Bangs politiske virke. Ud over et publiceret universitetsspeciale fra 1997 og et par enkelte artikler, har vi fortsat til gode at få analyser af hendes politiske projekt og dets betydning for Socialdemokratiet og ikke mindst for arbejderkvinderne.
Medlemmer af SFAH har gratis adgang, øvrige kan købe billetter for 25 kr.