Tidsskriftet Arbejderhistorie

Forord

Hvad vil det sige at bevare arbejdernes historie? Traditionelt har arkivet været forstået som en samling af skriftlige dokumenter, ordnet og bevaret med henblik på at sikre fremtidens adgang til fortidens begivenheder. Men arkivet er også en institutionel og kulturel praksis, hvor magt og udvælgelse spiller centrale roller. Arkivet registrerer ikke blot historien, men former, hvad der overhovedet kan erindres og fortælles. I den forstand er arkiver
ikke neutrale “magasiner for fakta”, men magtfulde steder, hvor sociale værdier og identiteter konstrueres og forhandles.

I arbejderhistorisk sammenhæng er arkivet oprindeligt født som en modstemme, oprettet for at dokumentere erfaringer, der ikke fandt plads i eller ikke var sikre at sende til statslige arkiver. Fagforeninger, partier, politiske bevægelser og græsrodsorganisationer har gennem mere end et århundrede afleveret materiale, som både har udvidet og udfordret den officielle historieskrivning. Alligevel hjemsøger tavsheder ethvert arkiv, både som resultat af magtudøvelse og som en mulig strategi for marginaliserede grupper. Derfor må vi se efter ikke blot de bevarende strukturer, men også efter hullerne, udeladelserne – efter det, der ikke blev bevaret og indsamlet, og spørge os selv hvorfor. Dertil har postkoloniale, feministiske og queer arkiver i nyere tid insisteret på, at erfaringer af følelser, intimitet og kropslighed også udgør historisk dokumentation og må åbnes for alternative fortællinger.

En udvidet arkivforståelse åbner for nye kritiske praksisser. Når papirarkiver digitaliseres, eller nyt materiale kun eksisterer digitalt og
adgang flyttes fra læsesale til databaser, opstår både demokratiske potentialer og nye lag af risiko for eksklusion. Når samlinger skal kurateres, formidles og sikres for eftertiden, bliver spørgsmål om prioritering, repræsentation og magtforhold mere presserende end nogensinde.

Dette temanummer af Arbejderhistorie sætter fokus på, hvordan arbejderhistoriske arkiver og samlinger er blevet til, hvordan de forvaltes,
og hvordan de kan gentænkes i lyset af nutidens teknologiske og politiske kontekster. Bidragene spænder fra praktiske erfaringer over empiriske studier til teoretiske refleksioner, og fra klassiske arkivanalyser til undersøgelser af genstande, følelser og erindringsformer. Tilsammen bidrager de til at udvide forståelsen af, hvad arbejderhistoriske arkiver er – og hvad de kan være. Temanummeret rummer tre fagfællebedømte artikler, der på forskellig vis belyser arbejderhistoriske arkiver som historiske, politiske og digitale praksisser:
Fredrik Egefurs artikel Arkiv i rörelse: Malmö, radikalism och arbetarrörelsens minnespolitik tager afsæt i et dokumentationsprojekt ved
Arbetarrörelsens arkiv i Skåne og diskuterer, hvordan arkiver fungerer som grænsesættende institutioner: Hvilke stemmer inkluderes, og hvilke udelades? Fokus er på Malmö som en by præget af radikale og mangfoldige bevægelser, og Egefur rejser spørgsmål om, hvordan arkiver kan forblive relevante i en tid med nye former for aktivisme. Artiklen fremhæver, at arbejderarkiver både kan reproducere hegemoniske fortællinger og åbne for nye, intersektionelle og kritiske perspektiver.

Henriette Roueds artikel Massedigitalisering som arkiv for arbejderhistorie: potentialer og udfordringer undersøger, hvordan massedigitaliserede kilder kan fungere som fremtidens arbejderhistoriske arkiver. Med udgangspunkt i Arbejdermuseets udstilling Kvindeliv (2023–2025) og tilknyttede Wikipedia-skrivestuer viser Roued, hvordan digital adgang til kilder kan understøtte borgerinddragelse og formidling af oversete kvindelige pionerer i arbejderhistorien. Samtidig peger artiklen på barrierer – især ophavsret – der begrænser potentialet i at skabe mere inkluderende og repræsentativ digital historieskrivning.

Ole Martin Rønnings artikel Arbeiderbevegelsens arkiv og bibliotek 1908–2025. Historisk kulturarv og samfunnsdigitalisering følger Arbeiderbevegelsens arkiv og bibliotek (Arbark) i Oslo gennem mere end et århundrede. Med udgangspunkt i både interne kilder og analyser af den politiske kontekst undersøges, hvordan arkivet har forandret sig i spændingsfeltet mellem samfundsmæssige rammer, ejerorganisationernes interesser og egne faglige ambitioner – fra en lille bevægelsesinstitution til en professionel aktør i en digitaliseret kulturarvssektor.

Ud over de tre artikler rummer temanummeret seks essays, der viser bredden i arbejderhistoriske arkivers former og funktioner. Anette Eklund Hansen og Hanne Caspersens essay Arbejderarkiverne som grundlag for forskning i og formidling af arbejderhistorien fremhæver, hvordan arkivmateriale – fra protokoller og fotos til lokalarkiver – udgør selve fundamentet for forskning i og formidling af arbejdernes historie, og diskuterer læsesalens betydning som forskningsrum. Malin Arvidssons essay tager udgangspunkt i forfatterens egen arbejdsprocess med den nye biografi Nelly Thüring. Teosof, feminist, socialist og diskuterer udfordringerne ved at skrive biografisk om personer, der ikke har efterladt sig omfattende personarkiver. Essayet demonstrerer, hvordan organisationsarkiver, foreningsprotokoller og digitaliserede tidsskrifter kan kompensere for fraværet af et egentligt personarkiv. Ulrich Flaskager Hansen og jesper jørgensens essay Digital arkivering – transformation i arbejderhistoriens tjeneste handler om Arbejdermuseets arbejde med digitalt skabte arkivalier. Forfatterne beskriver erfaringer fra et pilotprojekt og diskuterer de muligheder og barrierer, der præger digital bevaring af arbejderbevægelsens dokumentation. Kirsten Folke Harrits og Ditte Scharnbergs Arbejdererindringer i Aarhus (1982–2005): Et levende arkiv og kulturværksted er et tilbageblik på indsamlingsprojektet i Aarhus, hvor hundredvis af arbejdere bidrog med livshistorier. Essayet
viser, hvordan projektet fungerede som både kulturarv og kulturpolitik og skabte et levende arkiv med deltagernes egne stemmer. I Historien om en historiegruppe præsenterer Bjarne Trier Andersen Socialrådgiverforeningens historiegruppes igangværende arbejde med at indsamle og skrive foreningens egen historie – et eksempel på, hvordan faglige aktivister kan tage ejerskab over og formidle kollektive erindringer om deres organisation. Endelig tager Catalina Benavente og Erik Bohman fra Arbetarrörelsens Arkiv och Bibliotek i Stockholm afsæt i en diskussion om, hvordan telefonens indtog på fagforeningskontorerne indvirkede på de interne arbejdsgange og – i forlængelse heraf – på kilde- grundlaget, der ville komme til at sætte rammerne for organisationens historie.

Temanummeret rummer også en række dokumentationsbidrag, der viser mangfoldigheden af arbejderhistoriske kilder og initiativer. Siden 1930erne har Nationalmuseet – efter svensk forbillede – indsamlet beretninger om danskernes hverdagsliv og Anne-Mette Marchen Andersens beretter i sit bidrag Hverdagens vidner: Fra fabrikkens støj til lockdowns stilhed om tilblivelsen og brugen af samlingen Nationalmuseets Industri-, håndværker- og arbejdererindringer, i daglig tale NIHA. Rikke Lie Halbergs Marie Nielsens lysbilledsamling “…om Forholdene i Rusland som jeg saa dem i 1920” dokumenterer den lysbilledsamling, som Marie Nielsen erhvervede under sin rejse til Sovjet i 1920, og hvordan de blev brugt i hendes foredragsvirksomhed i Danmark. Halberg dokumenterer også Danmarks Radios besøg på ABA i 1949. Leo Skaanings Arbejderhistorisk Samling Ringkøbing Amt (ASRA) er en historisk gennemgang af ASRAs tilblivelse og virke fra 1983 til i dag, med fokus på lokal forankring, frivillighed og samling af faner, protokoller og genstande. Morten Things Marie Nielsens personarkiv – og hvad det betød er en beretning om tilblivelsen og spredningen af Marie Nielsens
arkiv og dets betydning for forskningen, herunder samspillet mellem ABA, Det Kongelige Bibliotek og private aktører. Endelig belyser interviewet med Henning grelle og Kristine Kamp Albæk – om arbejdet med at formidle Nina Bangs arkiv i en udstilling – hvordan man kan formidle og rekonstruere kvindelige pionerers historie, når arkivet er fragmenteret eller fraværende.

Herudover rummer nummeret josefine Albris og Lene Wuls’ debatindlæg Arkivet som demokratisk kulturarvslaboratorium, der diskuterer arkiver som aktive kulturarvsinstitutioner, der gennem samskabelse, fællesskaber og borgerinddragelse kan udfordre hierarkier og dele magten over historien. Temanummeret afsluttes med en række anmeldelser af nye titler fra det arbejderhistoriske felt.

På den interne nyhedsfront kan redaktionen berette, at Arbejderhistorie fra om med sommeren 2025 er blevet tilgængeligt via databasen tidsskrift.dk, så studerende, forskere og alment interesserede nu let kan søge tidsskriftets indhold frem til deres studier, forskning eller andre projekter. Redaktionen har også indgået et samarbejde med Arbejdermuseet, hvor de to årlige numre lanceres med offentlige arrangementer. Arrangementerne annonceres i SFAHs nyhedsbrev, på Arbejdermuseets arrangementskalender og på tidsskriftets LinkedIn, hvor man også kan følge udgivelser, arrangementer og debatter. Dermed
styrker Arbejderhistorie sin rolle som et forum for både forskning, formidling og offentlig samtale om arbejderhistorie.

På vegne af redaktionen
Nina Trige Andersen og Rikke Lie Halberg