Der var ingen social protokol med sociale rettigheder, da det europæiske fællesmarked fik startskuddet i 1958. Men der var en forventning om, at international konkurrence på et fælles marked ikke ville ”forhindre de enkelte lande i at forbedre arbejdernes levestandard”, som ILO’s ekspertkomite dengang skrev. Tværtimod: lønnen ville stige i takt med produktiviteten. Den frie bevægelighed for arbejdskraft ville betyde ”fair konkurrence” på arbejdsmarkederne – kun ’ligeløn mellem kvinder og mænd’ kom med i traktaten. Østudvidelsen blev et vandskel. Hvorfor? ILO’s ekspertkomité havde i sin tid forudsat stærke fagforeninger, der kunne skaffe arbejdernes andel af produktivitetstigningerne. Og de eksisterede ikke i Østeuropa. Så hvad gjorde lønarbejdernes forskellige organisationer så?
Selskabet for
Arbejderhistorie
