Selskabet for
Arbejderhistorie

Hvem får Arbejder-historieprisen 2019?

			
			

På årets Arbejderhistoriefestival afsløres vinderen af Arbejderhistorieprisen blandt de tre nominerede bidrag. Prisen uddeles af SFAH, Arbejdermuseet og museets venneforening. En bedømmelsesudvalg har indstillet følgende:

Lasse Klitgård Kønig og Frida Julie Jessen for specialet DKP’s anden store splittelse 1985-1990 (vejleder: Michael Kjeldsen, Roskilde Universitet). Undersøgelsen giver nye indsigter i, hvordan Gorbatjovs ideer om perestrojka og glasnost spillede ind i det danske kommunistpartis indre dynamik og magtkampe. Specialet påviser ikke mindst en interessant ideologisk udveksling mellem Sovjet og DKP, der nuancerer forståelsen af denne partiessentielle relation.

Mads Einar Nielsen for ph.d-afhandlingen Fra Mørke til Lys. Socialdemokratiets organisation og propaganda i mellemkrigstiden(vejleder: Niels Wium Olesen, Aarhus Universitet). På baggrund af en nyttige indføring i Socialdemokratiets samlede agitationsvirksomhed analyseres partiets fem stort anlagte propagandafilm fra perioden 1928-1938. Med en retorisk approach dekonstrueres filmene godt og grundigt, så virkemidler og bagtanker står lysende klart tilbage for læseren.

Nicklas Freisleben Lund for ph.d.-afhandlingenI ambivalent kamp. Strejken og romanen, 1850-1950(vejleder: Tue Andersen Nexø, Københavns Universitet). Med udgangspunkt i bl.a. Jacques Ranciéres romanteorier og tre eksempler på strejkeromaner af Emil Zola, Martin Andersen Nexø og John Steinbeck diskuteres strejkeromanens karakteristika og potentialer på fornem vis. Den litteraturhistorisk analyse gør os klogere på arbejdernes helt centrale, politiske våben, strejken, på en ny og forfriskende måde.

De nominerede er udvalgt blandt syv indsendte bidrag.

Tidligere prismodtagere: Kristina Krake, Heidi Vad Jønsson, Iben Bjørnsson, Chris Holmsted Larsen, Klaus Petersen, Niels Jul Nielsen m.fl.

sfah.dk/arbejderhistorieprisen/

Hvem får Arbejder-historieprisen 2019?