På Arbejderhistoriefestival 2018 blev årets modtager af Arbejderhistorieprisen offentliggjort. På vegne af prisgiverne præsenterede direktør for Arbejdermuseet Søren Bak-Jensen vinderen, som blev Kristina Krake for sin ph.d-afhandling
”Skandinavien i ekstremernes tidsalder. Systemkritik og demokratiforsvar i mel- lemkrigstiden 1919-1939”, ph.d.-afhandling, Institut for Historie, Syddansk Universitet.
Motivation lød således:
Vi efterspørger det tit… Ville det ikke være rart at sammenholde danske forhold med udviklingen i andre, sammenlignelige lande, for eksempel de nordiske lande? Men ofte kommer vi ikke læn- gere end det. Årsagen er simpel, det kræver et kæmpe arbejde at sætte sig ind i forskningen i flere lande – og sætte sig så godt ind i den, at sammenligningerne holder faglig vand. Derfor bliver de gode forsæt sjældent til mere end netop det. Det er derfor så meget desto mere befriende, når no- gen faktisk kaster sig ud i den grænseoverskridende analyses kunst – og lykkes med det.
Det gør Kristina Krake, der med udgangspunkt i en komparativ analyse af de politiske sy- stemers modforanstaltningerne mod de kommunistiske og fascistiske bevægelser i mellemkrigsti- dens Skandinavien, stiller sig det overordnede spørgsmål: Hvordan forholder demokratier sig, når de er under pres? Selvom det naturligvis er en analyse, der er bundet i en bestemt tid med helt konkrete udfordringer fra revolutionerne i Rusland og i Tyskland, samt nogle i tidens ønske om ”den stærke mand”, så er det om noget en højaktuel problemstilling. Som god historieskrivning sætter den læserens tanke i gang, og under vejs kommer man uvægerligt til at tænke på, at ikke bare demokratiet skal genopfindes for hver generation, det skal også forsvaret for demokratiet.
Afhandlingen fokuserer på at undersøge partiernes trusselsbilleder, og hvad de gjorde for at imødegå politiske ekstreme grupper på både venstrefløjen og højrefløjen. Den beskæftiger sig selvsagt med en periode, der allerede har været genstand for mange kollegers opmærksomhed gennem tiden. Hun ser derfor gammelkendte ”sandheder” efter i sømmene – som for eksempel kriselovgivningen i hhv. 1933 og 1935 – og søger at gå nye veje. Med Kristina Krakes tilgang lykkes det at give os nye perspektiver og skabe nye indblik i narrativet om de skandinaviske kon- sensusdemokratier. Sammenligningen af forholdene i de forskellige skandinaviske lande anskue- liggør samtidig kompleksiteten og forskellene under de mange ligheder. For eksempel tydeliggør komparationen, at navnlig de svenske socialdemokrater fremførte en konsensusretorik i 1930’erne, hvorimod retorikken om det samarbejdende folkestyre er vanskelig at finde i Dan- mark, hvor ad hoc-forlig ikke udelukkede en heftig politisk positionering.
I koncentrat konstateres det, at mellemkrigstidens etablerede partier søgte nationale kom- promisser på tværs af den politiske midte og reagerede med modvilje på de kommunistiske og fascistiske bevægelser fremkomst, men modviljen var ikke nødvendigvis forbundet med et demo- kratiforsvar, snarere med partipolitiske interesser. De borgerlige partier afviste generelt fasci- sterne, men de konservative forholdt sig afventende over for de ungkonservatives fascistiske ori- entering, og bondepartierne var mere optaget af at varetage bøndernes økonomiske interesser end at bidrage til en ideologisk debat om demokrati versus diktatur.
De store arbejderpartier tilkendegav bekymring for, at de arbejdsløse, de kriseramte bøn- der og ungdommen ville søge mod et kommunistisk eller fascistisk alternativ, og de tog stærkt og tydeligt afstand fra disse bevægelser. Med Kristina Krakes ord udkæmpede især de svenske og danske socialdemokrater i den sammenhæng en decideret tofrontskrig. Endelig lagde de rege- ringsbærende partier stor vægt på opretholdelsen af den offentlige ro og orden. For eksempel var de danske og svenske socialdemokrater initiativtagere til love om forbud mod private korpsdan- nelser.
Afhandlingen er ikke bare et væsentligt bidrag til forståelsen af vores fælles fortid; den er også et bud på, hvorfor de skandinaviske samfund ser ud, som de gør i dag. Den er et solidt og forbilledligt forskningsbidrag, der i kraft af Kristina Krakes ærlige og redelige diskussion af be- grænsninger i egen undersøgelse, peger fremad mod flere og nye erkendelser.
Afhandlingen må forventes at blive et vigtigt afsæt for Kristina Krakes fremtidige virke som forsker i politisk historie – der allerede nu har bragt hende videre til Amsterdams Universi- tet.
På denne baggrund tildeles Kristina Krake Arbejderhistorieprisen 2018.
Af Komiteen for Arbejderhistorieprisen: Jesper Jørgensen (Arbejdermuseet), Thomas Wegener Friis (SFAH) og Lars Gaardhøj (Arbejdermuseets Venner) – 20.9.2018.