Selskabet for
Arbejderhistorie

”Hånd” i hånd – konflikt på arbejdsmarkedet og et brand blev født

			
			

Din hånd er et vigtigt udtryksmiddel. Hånden kan også være et symbol på enten arbejde, venskab, tro og åbenhed eller tomhed, kamp og afvisning.

Om det er knyttede næver, åbne håndflader eller håndtryk, så myldre det med hænder på plakater fra den faglige og politiske arbejderbevægelse.

Én bestemt ”hånd” vil gå over i historien – et rødt papskilt formet som en hånd med ordlyden ”Mere i løn” og ”Flere hænder”. Det var fagforbundet FOA’s social- og sundhedsassistenter, der i foråret 2008 gik på gaden med den karakteristiske ”hånd” i hænderne. Snart blev den brugt som logo på forbundets kongresmaterialer, plakater og øvrige udgivelser.

Det hele begyndte i juni året før, hvor social- og sundhedsassistenterne strejkede for bedre løn. Det nære arbejde i ældreplejen, som med et godt udtryk blev kaldt ”varme hænder”, kom offentligt til debat og resulterede i, at den borgerlige regering med støtte fra Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet lovede at afsætte fem milliarder kroner til de lave lønninger hos ansatte specielt i ældreplejen. Men politikerne løb fra deres løfter af frygt for at bryde den danske model.

Der var ikke langt fra udtrykket ”varme hænder” til det fremtidige slogan ”Flere hænder”.  Opfindsomheden var stor, som f.eks. da de strejkende skrev slagordene på ”balloner”, som var oppustede udgaver de engangshandsker, man brugte i faget.

Ved selve overenskomstforhandlingerne i foråret 2008 kom 75-100.000 social- og sundhedsassistenter, pædagoger, sygeplejersker og andre offentligt ansatte ud i en langvarig konflikt. Aftalesystemet og grundreglerne for den danske model var blevet presset gennem flere år. Forhandlingerne blev straks meget politiserede med løfter fra politisk hold og stor åbenhed hos medierne. Forløbet blev højst utraditionelt og resultaterne vidt forskellige, samtidigt med at forventningerne til lønstigninger havde været særdeles optimistiske.

De offentligt ansatte havde ultimativt krævet 15% i lønstigning, mens arbejdsgiverne  fastholdt 12,8% over tre år.

Sundhedskartellet og sygeplejerskerne gik i strejke og endte efter otte uger i et forlig på 13,3% over tre år, FOA var i konflikt mellem 6 og 25 dage og fik en lønstigning på 13,4%.  BUPL stemte nej til et forlig, strejkede i 21 dage, blev truet med lockout og endte med at acceptere 12,8% (samt andet).

Strejkerne gav kun en anelses mere i lønningsposen, end det man kunne have forhandlet sig til, men som FOA’s formand, Dennis Kristensen, udtalte til Ugebrevet A4 den 16. november 2016: ”Overenskomststrejken i 2008, stormøder for forbundets tillidsvalgte og velfærdsdemonstrationer for(an) Christiansborg har været med til at sætte forbundets røde paphænder og krav om flere offentligt ansatte på det visuelle landkort. ”

Dorte Ellesøe Hansen

(Plakaten er stillet til rådighed af Arbejdermuseet & ABA)