Selskabet for Arbejderhistorie inviterer til reception for samlingschef på Arbejdermuset, ph. d. Margit Bech Vilstrups bog ‘Kampen om arbejderne: Arbejderbegrebets politiske historie fra 1750-2019’.
Partier på tværs af politiske spektrum erklærer sig i disse år som arbejderpartier. Men hvem er de arbejdere, de bejler til? Og hvordan har selve forestillingen om arbejderen ændret sig i takt med det moderne samfunds udvikling?
De spørgsmål tages op i denne bog, hvor selve begrebet arbejderen sættes under lup, fra det opstår som et politisk grundbegreb i slutningen af 1700-tallet til i dag.
Til reception vil der være mulighed for at købe bogen til en fordelagtig pris (200 kr. på dagen, ellers 250 kr.), få et glas vin, en øl eller vand.
Samtidig er vi så heldige, at to af venstrefløjens stærke aktuelle stemmer, Niels Jespersen og Malte Frøslee Ibsen, vil give deres bud på arbejderbegrebet i dag.
Vel mødt til bogfejring og politisk debat.