Plakathistorie: 8-Timers-Arbejdsdagen… fastsat ved Lov?

Af Dorte Ellesøe

Socialdemokratiet forsøgte i 1889 at markerer 100 året for den franske revolution med et arbejderoptog gennem København, men myndighederne forhindrede denne hyldest til frihed, lighed og broderskab. Danske arbejderførere havde netop været i Paris til internationale socialistiske møder, hvor vigtige fælles krav om reformer af arbejdsforholdene var blevet stillet. Ikke mindst skulle arbejderne på en bestemt dag i alle lande og byer opfordre den herskende magt til at indskrænke den lovlige arbejdsdag til et maksimum af 8 timer. At netop 1. maj 1890 blev valgt til demonstrationsdag var det amerikanske fagforbunds fortjeneste. Det havde allerede i 1886 brugt datoen til manifestation af kampen for 8-timers-arbejdsdagen.

I Danmark stod Socialdemokratiet og de faglige arbejderorganisationer bag en opfordring til ”at gøre den 1. Maj 1890 til en almindelig Fridag og benytte den til en Demonstration for 8 Timers Arbejdsdag”

Den hidtil eneste kendte plakat fra den første 1. maj-demonstration i 1890 lignede det opråb, som avisen Social-Demokraten bragte på forsiden denne torsdag morgen. Plakaten var meget informativ, formidlede paroler og gav praktiske oplysninger om dagens program i København.

Avisens indlæg var som altid trykt i gotisk skrift, mens plakaten legede flot med det latinske alfabet og brugte bogtrykkets teknik med de løse typer. Der var hverken tegning eller litografi, men tekstens symmetri og de uensartede bogstaver kompenserede for den manglende illustration.

Arbejderne havde kun fået tilladelse til at afholde et eftermiddagsmøde i Fælledparken. Salget af de små røde festtegn i pap fik udover indtægten fra dem en anden betydning. Med mærket i hatten var det tydeligt, hvem der skulle på Fælleden. De annoncerede sanghæfter indeholdt to sange, den ene en klassisk socialistisk sang, den anden var ny og handlede om 8-timers-arbejdsdagen.

Den vigtigste parole ”8 Timers Arbejdsdagen” var typografisk fremhævet, mens resten af kravet ”fastsat ved Lov” underligt nok næsten ikke ses.

Et stort opbud af politi og gendarmer var udkommanderet, men dagen forløb roligt. Dog ikke for den lille gruppe revolutionære socialister, som for nylig var blevet ekskluderet fra Socialdemokratiet. De trodsede forbuddet mod optog og kom i karambolage med ordensmagten. Foreningens blad ”Arbejderen” beskrev ironisk, hvordan ”myndighederne havde taget drabelige forholdsregler … og … en del gamle kællinger rystede i bukserne”.

Oprindeligt var fejringen af 1. maj ikke tænkt som en tilbagevendende begivenhed, men med succesen overalt fik kampen for de 8 timer sin helt egen demonstrationsdag.

Der gik næsten 30 år før denne kamp blev vundet. 8-timers-arbejdsdagen blev indført ved en overenskomst mellem De samvirkende Fagforbund og Dansk Arbejdsgiver- og Mesterforening med virkning fra 1. januar 1920. Områder inden for landbrug og transport var dog undtaget. Det var en stor sejr, men en overenskomstmæssig aftale kunne genforhandles med risiko for forringelser. De samvirkende Fagforbund besluttede derfor fortsat at bruge 1. maj som demonstrationsdag. Kravet om lovfæstelse af 8-timers-dagen var endnu ikke opnået, og arbejdsgivernes og de borgerliges konstante angreb på arbejdernes tilkæmpede forbedringer bekræftede netop, hvor vigtig det gamle krav var.

Op gennem 1920’erne slyngede de tre 8-taller sig fortsat på bannere, sanghæfter og festtegn. Det var helt i tråd med de paroler, som internationalt var blevet udstukket. I1924 havde Stauning dannet en socialdemokratisk regering med de Radikales støtte, men kunne ikke indfri forventningerne til et lovforslag med et borgerlige Landsting mod sig. Socialdemokratiet og fagbevægelsen havde også den politiske venstrefløj og fagopposition mod sig. Den havde ikke på noget tidspunkt troet, at en lov vedtaget af regeringen var sikrere end forhandlingerne på arbejdsmarkedet.

Lovforslaget kom aldrig, men med 1930’ernes kriser fulgte nye 1. maj-paroler – også om kortere arbejdstid

(Plakaten er stillet til rådighed af Arbejdermuseet & ABA)